SOL & ARKITEKTUR - fremtidens energiproducerende facade
Et nordisk symposium

 

Afholdt den 17. og 18. marts 2005 på Arkitektskolen Aarhus


Målet med symposiet var at skabe arkitektoniske visioner for integration af solcelleteknologi.
Programmet var bygget op om en række indlæg om solceller integreret i det arkitektoniske koncept. Tilsammen tegnede førende internationale arkitekter samt nordiske forskere og praktikere et fremtidsbillede af den energiproducerende facade.

Der var lagt vægt på, at deltagerne ved symposiet både var repræsenteret af praktiserende arkitekter og ingeniører, undervisere og forskere samt arkitektstuderende,

alle med en fælles interesse for ny energiteknologi og arkitektur.

Symposiet skabte også mulighed for under mere frie former at etablere nye faglige kontakter og derved udvide netværk inden for emnet.

Adskillige af deltagerne har efterfølgende tilkendegivet, at der var mange gode indlæg, som bredt belyste problemstillingerne. Præsentationerne var holdt på et overraskende ensartet niveau, hvad angår detaljeringsgrad i fremstillingen. Der var mange "gode" nyere eksempler, som løftede problemstillingen. Perspektiverne og mangfoldigheden af problematikker for udbredelsen af den energiproducerende facade blev generelt trukket op på en overskuelig måde, der peger fremad mod nye spændende udfordringer.

Det er vor klare opfattelse, at der under symposiet blev skabt mange nye kontakter, udvekslet erfaringer og dermed grundlag for nye samarbejdsrelationer inden for området. Specielt var det frugtbart, at der skabtes relationer til de internationale oplægsholdere og tværfaglige relationer mellem rådgivere, forskere og studerende. Vi ser frem til at, disse samarbejder udvikles på tværs af nationaliteter og faggrænser.

Vi vil gerne takke alle deltagere for deres bidrag til at skabe den gode stemning, oplægsholderne for de flotte indlæg, Nordisk Energiforsknings Program for økonomisk støtte, Teknologisk Institut for opbakning og endelig Arkitektskolen Aarhus og Institut for Arkitektonisk Design for økonomisk og praktisk opbakning.

Med venlig hilsen


Arrangørerne
Hanne Lauritzen, Civilingeniør, Ph.D., Teknologisk Institut
Inge Vestergaard, lektor, arkitekt, AAA
Claus Effersoe, fuldmægtig, arkitekt, AAA
Ellen Kathrine Hansen, lektor, arkitekt, AAA