|
Hvis bare man kaster sig ud i tingene uden frygt...
Ark:Idea har været med til at åbne mine øjne for, hvilke muligheder der er at tage fat i og hvor langt man kan komme, hvis bare man kaster sig ud i tingene uden frygt. Jeg har fået styrket mit netværk betydeligt og er blevet bedre til at benytte mig af det netværk, jeg havde i forvejen. I det hele taget har det været en enorm støtte at have kompetente mennesker til at læne sig op af, hvis der har været usikkerheder. Ved hjælp af tiden i Ark:Idea har jeg fået understreget, at jeg med tiden vil være selvstændig og vil formentlig starte min egen tegnestue.
Lise Rohde
En øjenåbner for nye aspekter...
Ark:Idea har for mig været en øjenåbner overfor nye aspekter af vores fag, som normalt ikke er en del af den daglige undervisning. I studentervæksthuset har jeg i trygge rammer kastet mig ud i en spæd start som selvstændig blandt andet pga. den rådgivning og vejledning, jeg har fået undervejs. Både coach- og mentorordningen har været meget givende i forhold til udviklingen af projektet, og de mennesker, der er tilknyttet Ark:Idea, er i det hele taget utroligt engagerede og inspirerende.
Signe Utoft Andersen
Hvis du har en iværksætter i maven...
Det at være selvstændig behøves ikke at være så svært. Det gælder bare om at springe ud i det. Det har været dejligt at kunne dele og modtage erfaringer fra andre i Ark:Idea, som har samme lyst til at skabe. Jeg har fået mere mod på at starte som selvstændig efter studiet, idet jeg har fået nogle gode værktøjer både igennem Ark:Idea og via egne erfaringer. Det har været dejligt at kunne bruge sit netværk i Ark:Idea til at få gode råd og til at samarbejde omkring et projekt. Ark:idea har hjulpet mig til at tro på de idéer, jeg render rundt med. Det har været spændende/givtigt både at få rådgivning og være til de forskellige oplæg/foredrag. Jeg vil klart anbefale andre, der render med en Iværksætter i maven, om at søge ind i Ark:idea.
Helle Schou Pedersen
Trine Kjær
Praktisk erfaring og fantastiske sparringspartnere...
I Ark:Idea har jeg fået vejledning og støtte til at starte min egen virksomhed. Jeg har fået utrolig meget ud af forløbet på to grundlæggende måder. For det første har jeg fået den fornødne viden til, rent praktisk, at kunne starte en virksomhed på en forsvarlig måde. Jeg har lært om skat, moms, CVR-registrering og lignende. For det andet, og for mig lige så vigtigt, har jeg haft fantastiske sparringspartnere og vejledere, som har hjulpet mig til at designe min egen virksomhed og støttet mig i troen på, at jeg kan klare det. Både vejledningen ved Merethe, Per og Margrethe og sparringen med de andre deltagere på forløbet har betydet utrolig meget for min personlige udvikling og tro på projektet.
Julie Rohde
Fra leg til den virkelige verden...
Vi havde tidligere arbejdet med lamper og finér på et legende niveau, så vores udgangspunkt for at gå ind i Ark:Idea var at få en mulighed for at afprøve vores idéer på et mere professionelt niveau. Det har været fedt, at Ark:Idea har været et sted, hvor vi altid er blevet taget seriøst. Denne seriøsitet har været med til at skubbe os ud over rampen og komme ud i ”den virkelige verden” og opsøge de rigtige fagfolk i forbindelse med vores projekt. Det har desuden været godt at have de andre deltagere at kunne sparre med.
Jesper Ruban Agersnap
Jens Christian Pinborg
Giver mod til at prøve...
Igennem Ark:idea har vi fået den rygdækning, der skulle til for at turde og kaste os ud i projektet om at starte vores egen virksomhed. Vi har simpelthen fået mod til at prøve. Vi har fået gode råd og tips og i det hele taget forskellige former for vejledning i det at starte virksomhed op; udforming af budget og andre af den slags praktiske ting. Og så har vi jo fået en mentor, som vi har haft meget glæde af. Det har betydet, at vi nu har startet vores egen virksomhed - eller vi er i hvert fald undervejs. Vi mangler faktisk bare at få vores cvr-nummer.
Rune Sanggård Andersen,
Anne Elsvaag og Jonas Pedersen
Vender svagheder til styrker...
Da vi søgte om at komme med i Ark:Idea, tænkte vi, at vi gerne villle blive bedre til at tage kontakt - og ikke være bange for at være udadvendte. Det arbejder vi stadigvæk med, og vi skal nok opnå det. Ark:Idea har indfriet mange flere ting, end vi havde regnet med. Vi har lært en masse om salg, om hvordan man gebærder sig og hvad der er vigtigt at fokusere på som iværksættere. Vi har lært at blive opmærksomme på og arbejde med vores svage sider; at få dem italesat for derved at arbejde konstruktivt med dem.
Lene Schødt
Janne Lykke
Ud af boblen...
Vi ønskede at få kvalificeret vores arbejde og få en øget professionalisme i vores måde at arbejde på. Vi forventede at blive taget seriøst, og det er vi blevet. Ark:Idea giver os andre og mere professionelle arbejdsmetoder og hjælper til at sætte tingene i system. Vores projekt var meget løst, inden vi startede, og igennem forløbet har det udviklet sig fra blot at være en problematik på tegnebrættet til at blive et projekt klar til at komme ud i verden. Styrken ved Ark:Idea er, at det giver os mulighed for at komme ud af 'arkitektskole-boblen' og snuse til den virkelige verden. Derfor er det også en klar fordel at have mentorer, som selv færdes i erhvervslivet. Det hjælper til at få mod til en dag at starte en virksomhed op selv.
Søren Yde Jensen
Pia Fleng Sandal
Realistisk billede på dét at starte selvstændigt...
Ark:Idea kan tilbyde en viden, som er svær at få andre steder uden at skulle betale en masse penge for det. På den måde synes jeg godt, man kan kalde det en gave til os studerende. Jeg havde en idé, som jeg gerne ville afprøve, om det var realistisk at gå i gang med. Derfor meldte jeg mig til Ark:Idea. Det betyder, at jeg får noget sparring omkring mit projekt med ca. 15 andre studerende og samtidig får jeg et kendskab til de projekter, de hver især er i gang med. Jeg har fået en masse sociale relationer, jeg kan tage med mig herfra, samt opbygget et netværk inden for mit projekts faglige område. Ark:Idea skubber lidt til os og giver motivation til at komme i gang. Der sker mere, end hvis vi skulle klare det på egen hånd, takket være fx de deadlines, der løbende stilles for os.
Pernille Posselt Lihn
|