|
Velkommen til Institut for Arkitektonisk Kulturarv
Omgivelserne er under konstant forandring, noget forsvinder, noget bevares, andet ændres og nyt tilføjes.
Institut for Arkitektonisk Kulturarv beskæftiger sig med de forandringer og additioner, der kontinuerligt foretages i det kulturskabte miljø. Det, vi skaber nu, bliver sammen med det der bevares, fremtidens arkitektoniske kulturarv.
Den arkitektoniske kulturarv udgør som fagområde et teoretisk og praktisk aspekt af alt arkitektarbejde.
Det er en kompleks og kunstnerisk disciplin at udføre de formmæssige og bevaringsmæssige indgreb, der fordres i disse sammenhænge.
Ethvert arkitekturprojekt må således tage udgangspunkt i de kulturelle og fysiske sammenhænge, hvori det indgår. Projektarbejdet efterspørger således evner til at forstå fortiden, agere i nutiden og skabe for fremtiden.
At beskæftige sig med den arkitektoniske kulturarv er at udforske, studere og praktisere bygningskunst – plus noget mere. Det vil sige at bygningskunstuddannelsen må tillægges nogle supplerende metoder, som i særlig grad forudsætter viden om såvel helhed som detalje.
Studierne, undervisningen og forskningen tager derfor udgangspunkt i bygningskunsten som disciplin på en sådan måde, at analyse, værdisætning og forståelse af de kulturelle og fysiske sammenhænge indgår som forudsætning for ethvert arkitekturprojekt.
|

Restaureringsarkitekt MAA Bue Beck holder tiltrædelsesforelæsning som adjungeret professor ved Institut for Arkitektonisk Kulturarv. Det sker fredag den 27. november kl. 15.00 i Auditoriet, Nørreport 22.
Titlen på forelæsningen er ”Dannelsesrejsen - klassiske forbilleder som inspiration og påvirkning i dansk arkitektur”. Der er gratis adgang for alle interesserede. Efter forelæsningen er der reception i foyeren.
Bue Beck er 59 år og uddannet fra Afdelingen for Restaurering, By- og Bygningspleje ved Arkitektskolen Aarhus i 1976. Han har desuden studeret ved The Institute of Advanced Architectural Studies i York og Det Internationale Restaureringscenter ICCROM i Rom. Bue Beck har blandt andet været chefarkitekt og tegnestueleder i Den Gamle By; de seneste tolv år har han drevet selvstændig praksis som restaureringsarkitekt og har stået for en lang række restaureringsprojekter.
Læs mere
|