MLAB

Arkitektskolen præsenterer fremtidens materialer

MLAB er det perfekte sted for alle, som interesserer sig for innovative og bæredygtige materialer. Hos MLAB kan man finde inspiration og få de materialer i hånden, der højst sandsynligt vil blive brugt i fremtidens arkitektur. MLAB finder du i kælderen ved skolens bibliotek og er åbent for alle.

Derudover er der tilknyttet en digital database, hvor informationer om alle MLABs materialer er tilgængelige. Foreløbig er der over 200 forskellige materialer at finde i databasen.

”Med MLAB kan de studerende gå på opdagelse i en verden af fantastiske byggematerialer,” siger Kasper Fuldager Jensen, som er grundlægger af virksomheden GXN, som indgår i et tæt samarbejde med MLAB.  Samarbejdet har stået på siden MLABs start i 2014, og i dag suppleres MLAB med 12 nye materialer hvert år fra GXN.

  125A5186125A5195125A5189

“Mange af de udvalgte byggematerialer, der er i MLAB, er baseret på nye teknologier enten via naturen selv, eksempelvis udnyttes søgræs som isoleringsmateriale. Mere avancerede teknologier er eksempelvis materialer udviklet af kompositter af plast og træfibre, som i dag er et affaldsmateriale, som derfor bliver til et up-cycle produkt af høj kvalitet.

Bæredygtighed er naturligvis fremtidens helt store udfordring især ift. vores ressourcer og materialer, og her sker der meget på mange niveauer, som vi gerne vil være en del af i MLAB. Jeg ønsker et større fokus på materialer og deres egenskaber samt udvikling af nye materialer i samarbejde med producenter,” siger Heidi Merrild, som er hovedansvarlig for MLAB.

 125A5201125A5205125A5206

Kontakt

For mere information, samarbejde, workshops, rådgivning på tværs af forskningslaboratorierne på skolen samt til private virksomheder til workshops, forelæsninger mv. kontakt Heidi Merrild.