Arkitektskolens faciliteter

Læs om en række af de faciliteter, som Arkitektskolen Aarhus stiller til rådighed for dig.

Informationen

I informationen kan du få hjælp til at finde rundt på skolen, få udleveret parkeringskort eller tjekke kassen med glemte sager. Du kan kontakte informationen på tlf.nr. 89 36 00 00 eller komme forbi Nørreport 20 i stueetagen.

Åbningstider

  • Mandag – torsdag: 8.30 – 15.30
  • Fredag kl. 8.30 – 14.00

Parkering

Arkitektskolen råder over et begrænset antal parkeringspladser. For at anvende parkeringspladserne skal du have et parkeringskort, der ligger synligt i din bilrude. Parkeringskortet kan du få ved henvendelse i informationen. Bemærk venligst, at det kun er muligt for studerende at parkere i gården på Paradisgade.

Biblioteket

På Biblioteket finder du to etager med bøger og tidsskrifter om arkitektur, byggeteknik, planlægning, restaurering, design og meget mere. Medbring dit sygesikringsbevis så opretter vi dig som låner med det samme. Du finder Biblioteket på Nørreport 20.

Værksteder og laboratorier

Skolen tilbyder førsteklasses værksteder og laboratorier. De dækker alt fra træ- og metalværksteder til digitale laboratorier, hvor du kan arbejde med robotter, scannere og forskellige skæremaskiner. På værksteder kan du arbejde med arkitektur i 1:1.

Forsikring

Før du kan bruge værkstedsfaciliteterne, skal du underskrive en erklæring om, at du er dækket af en heltidsulykkesforsikring, og at du har gennemført et introduktionskursus i sikkerhed og brugen af værkstedsmaskineri.

Arkitektskolen Aarhus kan som en videregående uddannelsesinstitution ikke forsikre de studerende. Derfor må studerende selv tegne forsikringer mod tyveri og ulykke.

Da vilkårene for forsikring varierer fra selskab til selskab, anbefales det, at du søger informationer ved forskellige forsikringsselskaber.

Trykkeriet

På skolens trykkeri er der mulighed for at få løst en række opgaver, lige fra almindelig fotokopiering, tegningskopiering og plot til opklæbning af plancher.

Studerende har 24-timers adgang til en skæremaskine, en scanner og to plottere i Trykkeriet – alt du skal bruge for at komme ind, er en nøglebrik.

Kantinen

Arkitektskolens kantine er det daglige spisested for studerende og ansatte. Her serveres grøn mad og varierede retter fra alverdens køkkener. Kantinen er beliggende i gården i Nørreport 16.

Materialesamlingen (MLAB)

I materialesamlingen finder du et bredt udsnit af traditionelle byggematerialer såvel som prøver på de nyeste materialer branchen kan tilbyde. Samlingen er placeret i kælderen under Biblioteket, Nørreport 20.

Auditorium og udstilling

I Nørreport 22 finder du Arkitektskolens største auditorium og udstillingslokale, hvor der gennem året afholdes en række spændende udstillinger og arrangementer.

ArchiTegn

Archi Tegn er en boghandel, der har specialiseret sig i bøger og tidsskrifter om arkitektur og design fra danske og udenlandske forlag. Udover bøger forhandles tegneartikler og modelmaterialer. Archi Tegn ligger i Nørreport 16.