Arkitektfaget åbner sig

Bachelorstuderende i praktik hos BYGST

”Det har været en øjenåbner, at arkitektfaget kan være så bredt og alsidigt,” konstaterer Marco Tobias Nørregård Repenning, der er i praktik hos Bygningsstyrelsen, også kaldet BYGST.

I et af BYGST’s projektkontorer har han blandt andet deltaget i kvalitetssikringen af konkurrenceprogrammet for den kommende arkitektskole i Aarhus. Han har også siddet på byggeplads og været med til byggemøder, sikkerhedsrundering og fagtilsyn på Niels Bohr Bygningen – ét af styrelsens største byggeprojekter, som omfatter højteknologiske laboratorie- og undervisningsfaciliteter og forventes færdigt i 2017.

725X442

Marco på byggepladsbesøg.

Marco har også stiftet bekendtskab med den afdeling i BYGST, der arbejder med at integrere kunst i statens byggeprojekter:

”Det har været fantastisk spændende at opleve samspillet mellem kunstnere og arkitekter – og den måde medarbejderne i BYGST får noget så abstrakt som kunst passet ind i en konkret arkitektfaglig ramme.”

Han har i den sammenhæng bidraget til en udstilling i styrelsens foyer om den kommende kunst på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitets nye bygning til det sundhedsvidenskabelige fakultet, kaldet Nyt SUND, der forventes ibrugtaget i 2022.

Desuden har Marco deltaget i brugermøder på en renoveringssag, stiftet bekendtskab med udarbejdelse af ydelsesspecifikationer til styrelsens rådgivere, leget med budgetlægning, tidsplaner og afrapportering samt tegnet en illustration, der skabte overblik over projekt- og entreprisemodellen for en aktuel byggesag.

En fornemmelse for fagets muligheder

Han er generelt blevet introduceret til mange sider af faget både internt i BYGST og i mødet med de eksterne arkitektvirksomheder, der på forskellig vis arbejder for Bygningsstyrelsen.

”Jeg har virkelig fået en fornemmelse af, hvor bredt arkitektfaglige kompetencer kan bruges, og det er helt sikkert noget jeg vil tage med mig i mit videre studie,” konkluderer Marco.

Projektleder i BYGST, Lisa Sørensen, kalder bachelorpraktikken for ”en rigtig god idé”:

”Den bidrager til, at de studerende på et tidligt tidspunkt i uddannelsen får en fornemmelse af fagets muligheder, og får en brancheforståelse, som de ikke kan få på skolen.  Blandt andet et indblik i forholdet mellem rådgivere, entreprenører, bygherre og brugere. Jeg kan sagtens se os tage praktikanter i fremtiden.”