I dialog med Gram slotsby

I junipraktik hos Mejeriet i Haderslev

Helena Hampe Jensen, Jesper Andreas Christiansen og Dea Bach Hald har været i praktik hos Mejeriet, på arkitektfirmaets tegnestue i Haderslev.  Men opgaven, som de skulle give bud på under praktikopholdet, blev stillet af Haderslev Erhvervsråd, der ønsker at få skabt en identitet omkring Gram som slotsby.

HelenaDeaJesper725X442

Helena (forrest), Dea og Jesper på Mejeriets kontor i Haderslev.

”Vi har lært meget. Ikke mindst gennem den dialog vi har haft med interessegrupper i Gram. Det er noget nyt for os på den måde at få vores faglige kompetencer og ideer konfronteret med borgerne, og det er lærerigt,” fortæller Jesper.

”Vi har afholdt to dialogmøder med interessegrupper i byen og vi skal afholde endnu et, hvor vi fremlægger vores idékatalog til, hvad der fysisk kan gøres for at binde byen bedre sammen. Her skal vi sammen med borgerne prioritere, hvad der rent fysisk bør gøres,” supplerer Helena.

De studerende kommer med dynamik og inspiration

”Mejeriet har gjort et stort stykke arbejde og givet os et godt indblik i den virkelighed, der venter os, når vi kommer ud som arkitekter. Ud over den konkrete opgave vi sidder med har vi været med til byggemøder og ude på byggepladser, vi har været på besøg på tegnestuens hovedkontor i Kolding, og fået et indblik i dagligdagen der,” lyder det samstemmende fra de tre praktikanter.

Også arkitekt Rikke Martinussen fra Mejeriet er begejstret for praktikforløbet:

”Det er første gang vi har praktikanter, men det er absolut noget vi har fået lyst til at gentage.  Det er dejligt med den dynamik, som de unge kommer med. De kan også inspirere os. Selv om de ikke er så langt fremme i studiet endnu, kan de virkelig noget. Opgaven i Gram er stor og kompleks, men de har været gode til at samarbejde, til at fundere opgaven rent fagligt, til at prioritere og administrere den tid, de har til rådighed.”