Kort vej fra idé til handling

I praktik på Byggeselskab Olav de Lindes tegnestue

”Jeg har været helt vildt glad for det,” siger Siw Christensen, der har været i bachelorpraktik på Byggeselskab Olav de Lindes tegnestue, der især arbejder med renovering og transformation af selskabets ældre ejendomme.

”På arkitektskolen har jeg mest tænkt i nybyggeri, så det med at arbejde med ændringer og fornyelse af gamle bygninger har været nyt for mig,” forklarer Siw.

Siw725X442

Ann Hübschmann (t.v.) og Siw på Olav de Lindes Tegnestue.

Hun har været med til byggemøder og på byggepladsbesøg og her oplevet et meget tæt samspil med håndværkerne og brugerne:

”På skolen er vi vant til at tegne og tegne, men hos Olav de Linde har jeg oplevet en meget kort afstand fra idé til handling. Det er meget praksisnært. Når lejere i selskabets bygninger har nogle ønsker, tegner vi nogle forslag, lejerne kommenterer, vi retter til og så bliver tingene udført. Det har været meget spændende at være med til. Og jeg har bestemt fået øjnene op for arbejdet med transformation af gamle bygninger.”

Gå-på-mod og gode ideer

Arkitekt Ann Hübschmann fra Olav de Lindes tegnestue fortæller, at Siw også har tegnet møbler til det kommende Marselisborgløb, som firmaet sponsorerer:

”Vi har virkelig haft glæde af hendes kunnen og gå-på-mod. Siw har bidraget med gode ideer, som vi ikke selv ville have haft øje for. Det gælder blandt andet hendes forslag til møbler – som hun har skabt af genbrugsmaterialer fra vores lager.

Vi har forsøgt at skabe bredde i opgaverne, så Siw har tegnet og målt op, hun har hjulpet kollegaer og ingeniører, været til byggemøder om både små og store sager. Det har været meget positivt, og det er bestemt noget vi gerne vil gentage,” siger Ann Hübschmann.