I bogen formuleres og diskuteres nye måder at betragte montagearkitektur på, og der gives bud på, hvad der skal til for at udnytte nyindustrialiseringens arkitektoniske potentiale. Ifølge Charlotte Bundgaard kræver det bl.a. et ændret syn på det at skabe arkitektur; på arkitektens designproces og rolle i byggeriet.

1960ernes intensive industrialisering af boligbyggeriet, med repetetiv montage af præfabrikerede elementer, førte til æstetisk forarmelse af vore boligmiljøer. Tekniske løsninger vandt over arkitektoniske visioner.

Men repetitionsprincippet rummer et arkitektonisk potentiale, som arkitekter – dengang som nu – udfordrer i alt for ringe grad. Og det selv om nutidens avancerede produktionsapparat, baseret på IT og højteknologiske fremstillingsprocesser, rummer mulighed for en mere brugerorienteret og individualiseret arkitektur.

Læs Pernille Stensgaards anmeldelse i Weekendavisen

Læs Eva Harlous anmeldelse i RUM

Boligen på vore breddegrader og i vor kulturtradition er en afgørende ramme om menneskets liv og daglige tilværelse. Den optager en stor del af vores tid - med planlægning, samvær, vedligeholdelse m.m., ligesom huslejen optager en stor del af vort budget. 

"Arkitekternes egne boliger - med arkitekternes egne ord" er et unikt indlæg om dansk boligkultur. Til forskel fra stort set al anden litteratur om danske boliger og dansk boligbyggeri er bogens fremstillinger baseret på arkitekterne egne beretninger om deres egne boliger. 

I arkitekternes egne boliger afspejles ofte samtidens eller morgendagens boligidealer. Vi får således et førstehånds indblik i arkitekternes boligidealer og -drømme og i, hvorledes disse - i flere tilfælde gennem et langt liv - er bearbejdet og realiseret. Hvilke arkitekturstrømninger er husene og boligerne udtryk for, og i hvilket omfang opfylder de brugerens vekslende behov - fra de unge år til seniortilværelsen? 

I "Arkitekternes egne boliger" får vi indblik i arkitektens reflektioner over dette at bo - med udgangspunkt i egen bolig. Der er tale om markante og meget personlige manifester, hvor det er faglig lidenskab og kærlighed til stoffet, som er den drivende kraft. 

Arkitektskolen Aarhus har siden 1996 gennemført en række offentlige arkitekturforelæsninger i samarbejde med Folkeuniversitetet i Århus og med Kursusvirksomheden under Århus Pensionistsamråd. Anledningen  i 1996 var Kulturministeriets og Boligministeriets opfordring til skolen om at bidrage til markeringen af "Arkitekturens år 1996". Forelæsningerne er siden fulgt af et voksende antal tilmeldte med op til 300 deltagere pr. aften. Tilrettelæggelsen af disse forelæsningsrækker er forestået af bogens ene forfatter, lektor Mogens Stærk, Arkitektskolen Aarhus. Bogens anden forfatter, cand. jur. Kirsten Grønborg, tidligere 'Boligrådgivning for Ældre', har været medtilrettelægger af de tre forelæsningsrækker om arkitekternes egne boliger, som ligger til grund for bogen. 

Forelæsningerne er dokumenteret gennem videooptagelser og repræsenterer samlet et enestående kildemateriale  til belysning og forståelse af nogle af et halvt århundredes mest markante boliger. Bogens materiale stammer således fra forelæsningsrækker efteråret 2001, 2002 og 2006, hvor 20 fremtrædende arkitekter beretter om deres helårs- og fritidsboliger. 

Kapitlernes tekst er i overvejende grad "direkte" tale, der er kursiveret. Det er i den omfattende redigering og bearbejdning af videooptagelserne tilstræbt, at den direkte tales karakter fastholdes, og at skriftsprog undgås. 

Gennem bogens dokumentation får vi et førstehånds indblik i de boligidealer, som har domineret en periode, som med rette kan betegnes som den nyere boligarkitekturs guldalder.

 Krav om investeringer i bedre infrastruktur bliver for mange mennesker et spørgsmål om at kunne få hverdagen til at hænge praktisk sammen, hvis de også skal kunne forfølge deres ønsker om en attraktiv bolig.

Spørgsmålet om adgangen til det landskab, der i stigende grad bliver en del af ’bybilledet’ og derfor ikke længere så let som tidligere kan reserveres eksklusivt til fødevareproduktion, bliver relevant for en stadigt større og stadigt mere mobil befolkning.

Konkurrence mellem kommuner og dermed beskatnings-
områder om de skattebetalende virksomheder og borgere, der flytter lettere og lettere og mere og mere, resulterer i diskussioner om lokal identitet i forhold til en regional kontekst.

Rapporten beskriver denne udvikling gennem konkrete eksempler fra Østjylland og diskuterer, hvad udviklingen betyder for begrebet ’by’. Afslutningsvis perspektiveres undersøgelsen i forhold til centrale temaer i den konkrete bypolitik og planlægning.

Rapporten er blevet til på Institut for By og Landskab ved Arkitektskolen Aarhus og er et projekt under Center for Strategisk Byforskning.

Vores kyster er et centralt emne i klimadebatten. Øget vandstand betyder store fysiske forandringer. Approach the Coast udfolder en bred vifte af tilgange til kysten. Fra arkitektoniske forslag til bearbejdning af konkrete lokaliteter i både Danmark og Europa til konceptuelle bidrag, der mere abstrakt kredser om kysten som begreb og metafor.

Approach the Coast giver et mangfoldigt og nuanceret billede af kysten som fænomen, som konkret lokalitet og som arkitektonisk potentiale. Det sker gennem studieprojekter, metodologiske og pædagogiske oplæg og forskningsrelaterede tekster og projekter. Lokaliteterne tæller Blokhus, Tøndermarsken, Mandø, Københavns Havn, Dover og Rügen - med hver deres særegne geografiske og topologiske træk.

Bogen er resultat af et kombineret forsknings- og uddannelsesforløb på Institut for Arkitektur, Arkitektskolen Aarhus


BOGOMTALE:
(Kursive tekstafsnit fremstår desværre som ordinære)

Approach the Coast. Redaktion: Claudia Carbone, Anne Elisabeth Toft, Claus Peder Pedersen og Hans Feldthusen. 160 sider, 16,5 x 23,5 cm. Med 200 illustrationer (105 i farver). Pris kr 220,00. Arkitektskolens Forlag.
Udgivet 2009.

Indeholder en række bidrag der udfolder en bred vifte af tilgange til kysten.
Fra arkitektoniske forslag til bearbejdning af konkrete lokaliteter i både Danmark og Europa til konceptuelle bidrag der mere abstrakt kredser om kysten som begreb og metafor.

"Kysten er som grænse og som overgang fascinerende for alle, sammen med de drømmende muligheder bag horisonten. For arkitekten tilbyder kysten derudover nogle interessante muligheder for at studere naturlige formdannende processer, som handler om opbygning og nedbrydning på én gang. Som klitdannelserne på den danske vestkyst - og brændingen, som er tilstede overalt. Den oplevelse som alle får ved mødet med kysten har sandsynligvis at gøre med dette uendelige formspil"(fra indledning).
Approach the Coast giver et mangfoldigt og nuanceret billede af kysten som fænomen, som konkret lokalitet og som potentiale for arkitekturen. Det sker gennem studieprojekter, metodologiske og pædagogiske oplæg og forskningsrelaterede tekster og projekter.

En række bidrag i bogen fokuserer på kysten som konkret geografisk lokalitet i et både dansk og europæisk perspektiv. Der arbejdes med øst- og vestvendte, naturskabte, regulerede og urbaniserede kysttypologier - og inddrages forskellige specifikke kystlokaliteter som Blokhus, Tøndermarsken, Mandø, Københavns Havn, Dover, Rügen og den græske ø Hydra. Fra kystens udgangspunkt i mødet mellem hav og land bredes de rumlige og landskabelige relationer ud til det bagvedliggende land, og særlige kystrelaterede problemstillinger som naturbevaring, turisme og havneudvikling bliver analyseret og diskuteret - og indimellem bredt ud i et endnu mere overordnet samfundsrelateret perspektiv.

Nogle projekter er engageret i at se landskabet optræde som modstand for arkitekturen; her bliver arkitekturen forbundet med marginalitet, periferi og landskab. "Uanset om disse bidrag fokuserer på kystens umiddelbare kvaliteter eller mere overordnede strukturer (og mange gør begge dele), så er de optaget af at udvikle viden og erfaring, der gør det muligt at etablere en forståelse af kystens særlige karakter, problemstillinger og potentialer, og naturligvis ikke mindst på at skabe konkrete arkitektoniske forslag, der føjer nye stofligheder, rum og programmer til kysten"(fra indledning).

Det er dog ikke alle bidrag der tager udgangspunkt i specifikke geografiske lokaliteter. Flere bidrag kredser om kysten som fænomen, metafor eller tankefigur, som grænsedragning mellem det der lader sig kultivere og det ubeherskelige i de æstetiske og rekreative konnotationer der knytter sig til vore forestillinger om kysten. Nogle af bidragene tager direkte fat i kysten som fænomen, andre i mere generelle betagtninger, som for eksempel stedsbegrebet eller forudsætningerne for æstetisk og arkitektonisk erkendelse, og bruger kysten som katalysator for at eksplicifere eller præcisere disse betragtninger. Endnu andre bidrag fokuserer mere specifikt på metodologiske eller arkitekturteoretiske tilgange.

"Vi drages af den altomfattende, retningsgivende og dog uskarpe horisont og tiltrækkes af det farefulde ved havets ødelæggende kraft, der cyklisk nedbryder og genopbygger grænsen mellem det flydende og faste. Hvordan er det muligt som arkitekt at forholde sig til disse kontinuerte forandringer i en rumproducerende skabelsesproces? De karakteristiske sandformationer som sandorme efterlader, demonstrerer disse processer på mikroniveau og danner et umiddelbart udgangspunkt for dette projekt. [...] Den arkitektoniske bearbejdning er skabt gennem geometriske omskrivninger af det registrerede"(fra Formationer - fra scape til serialitet).

Bogen er resultat af et kombineret forsknings- og uddannelsesforløb på Institut for Arkitektur og Æstetik, Arkitektskolen Aarhus.

Den indeholder tekster på dansk og engelsk.

UDDRAG AF INDHOLD: Approach the coast (af Hans Feldthusen, Claus Peder Pedersen). At nærme sig et sted (af Carsten Friberg). Flux (af Chris Thurlbourne, Barnabas Wetton). Stealth arkitektur (af Andriette Ahrenkiel).
Redesign - en kannibalistisk approach (af Karen Olesen). Hydra (af Claus Peder Pedersen). The making of London narratives (en workshop ved Anne Elisabeth Toft og Claudia Carbone). Stranden (af Mads Tholstrup).
Formationer - fra scape til serialitet (af Claudia Carbone i samarbejde med Berith Skinhøj Pedersen, Louise Haugaard Nielsen og Torben Lauritsen).
Aktiviteter/ansatte/studerende.

UDGIVER:
Arkitektskolens Forlag

EKSPEDITION:
Arkitektens Forlag
Overgaden oven Vandet 10, 1415 København K
Tlf: 32 83 69 51, fax: 32 83 69 41
E-post: eksp@arkfo.dk
Internet: www.arkfo.dk


  

Omtale af bogen.


  

Citat af Allan de Waal . . .

"Intentioner

Når arkitekten og by-teoretikeren Tom Nielsen bruger ordet identifikation, er det netop som tilbageskuende paradigme for den velaflagte eller mimede historiske by. Her overfor sætter han de tilsyneladende vildtvoksende bydele, hvis postmoderne kvaliteter pragmatisk opdages i en senere fase.

Gode intentioner og uregerlige byer hedder bogen da også lige ud ad landevejen, selvom spørgsmålet om planlægning og ideologier i dag er alt andet end entydigt retningsbestemt.

Det er funktionalismens drøm om den gode by, som resultat af velfærdsplanlægning, der stadig spøger, selvom overlappende erfaringer tydeligt viser, at regulerende planlægning altid halter bagefter eller bliver overhalet indenom af tekniske og økonomiske realiteter.

Hvad stiller man så op som byplanlægger - og især som landsmand til Søren Kirkegaard og hans etisk/æstetiske skelnen - spørger bogen videbegærligt og indkredser pragmatiske tendenser i både planlægning og politik.

Teksten er ikke uden videre opmuntrende, hvis man kigger efter nemme svar. Og skala-forskellene mellem europæiske stæder og fjernøstlige megabyer gør det ikke nemmere at udstrække fagligheden i generelle termer.

Men Tom Nielsen peger på økologiske netværk og på fælles byrum i et lagdelt samfund som overkommelige emner for moderne æst/etisk byplanlægning. Økologi er praktisk (om end ikke politisk) ligetil, men de fælles byrum en intrikat størrelse. For har byrum nogensinde været fælles på tværs af klassedeling og ejendomsforhold? Eller snarere altid fungeret opdelt i ghettoer og territorier?

Er drømmen om plads til alle en post-velfærds legitimation af alles fastlåste plads i by-hierarkiet, en tivoliseret identifikationsmodel på tværs af lokalhistorie og globalisering?

Omtale i Dagens Næringsliv den 25. april 2008 af Øyvind Holen
"LABORATORIET CHRISTIANIA

Arkitektur bok. Hva skjer med kulturarven, når nedlagte fabrikker blir museer og havneområder gjort om til boligområder? "Kulturarven endrer karakter, fra å være en statisk og sårbar gjenstand for beskyttelse til å fungere som en formbar ressurss." heter det i den danske arkitekturboken "Forankring i forandring: Christiania og bevaring som ressource i byomdannelse". Boken er resultat av et tverrvitenskapelig forskningsprosjekt om København-bydelen Christiania, som siden oprettelsen i 1971 står frem som et eksempel på hvordan dagens byutvikling handler om langt mer enn dialog mellom historiske og nåtidige byggeskikker. Det handler like mye om møtet mellom fortidsfortolkninger, nåtidsforståelser og fremtidsforventninger. "Christiania minner om et laboratorium for fremtidens bevaringspolitikk i Danmark. Hvem sin historie ønsker vi å bevare og utvikle i fremtiden? Og hvordan ønsker vi å bevare den?" spør forfatterne."

Information skrev:
"Bogen er i realiteten en tikkende bombe under Kulturarvsstyrelsens sentimentale historiesyn"



Fortiden er populær i disse år. Kulturarven spiller en aktiv rolle i meget forskellige kulturelle og arkitektoniske sammenhænge - museer bliver indrettet i nedlagte fabriksbygninger, havne omdannet til boligområder og hele byregioner brandet med udgangspunkt i historien. I takt hermed ændrer kulturarven karakter, fra at være en statisk og sårbar genstand for beskyttelse til at fungere som en formbar ressource. Forankring og forandring er tilsyneladende ikke længere modsatte størrelser, men danner snarere et dynamisk potentiale.

At skabe udvikling med udgangspunkt i fortiden er imidlertid ikke noget selvfølgeligt foretagende. Det kræver mere end en sammenstilling af historisk og nutidig byggeskik, mere end en genfortolkning af en eksisterende topografi eller et historisk formsprog. Selve fortidens rolle og betydning har nemlig ændret sig radikalt.

Forankring i forandring. Christiania og bevaring som ressource i byomdannelse viser Christiania og de seneste års debat om områdets bevaring som laboratorium for en fornyelse af bevaringens praksis.
Hvordan mødes fortidsfortolkninger, nutidsforståelser og fremtidsforventninger på Christiania? Og ikke mindst: hvordan kan de aktiveres lige netop her? Gennem tekst og billeder skaber forfatterne et kaledoskopisk billede af Christiania. Et billede som peger på mangfoldige udviklingsmuligheder, og som samtidig peger ud på mangfoldige udviklingsmuligheder, og som samtidig peger ud over Christiania. Med det mål at bidrage til en engageret debat om fortidens potentiale i byomdannelse

Arkitektur N, af Mari Hvattum
Noen ganger er det umulig ikke å bli misunnelig på danskenes kulturelle ballast. Er det nærheten til kontinentet som gjør det, eller er det en slags nedarvet ryggmargsrefleks fra en fordums stormakt? Uansett tenkes det godt i Danmark, om både det ene og det andre. Ellen Braae og Maria Fabricius Hansens antologi om "gjenbrugskultur og kulturgjenbruk" er et eksempel på slik god og appellerende tenkning. Det er en populært anlagt og vakkert produsert bok, som tross sin populære form presenterer noen særdeles seriøse og viktige tekster om hvordan arkitekturen, kunsten og museumssamlingene forholder seg til fortid og samtid.
Til grunn for tekstsamlingen ligger det et ønske om å meisle ut alternativer til to like dominante som uholdbare holdninger til historien: på den ene side drømmen om å "fryse" historien som en ubevegelig museumsgjenstand, og på den andre siden tendensen til å erklære fortiden for overflødig og kassabel. Som Braae og Hansen skriver i innledningen: "Det er tydeligvis en særlig historieforståelse, der er på spil, når vores forhold til fortiden bliver et spørgsmål om enten-eller. Sort eller hvidt. Vælger vi bevaring- tilvalget af fortiden - er relationen til det overlevende stof bestemt til at være hands off. Det er urørligt som ethvert kostbart klenodie. Vice versa er ikke-bevaring identisk med kassering, hvorved vi spejlvender situationen, al den stund det efterfølgende ikke er noget at røre ved og forholde seg til" (s. 9). I møte med disse to på hver sin måte problematiske posisjonene forsøker antologien å lete fram noen mellemposisjoner og antyde muligheten av en mer fruktbar og kreativ omgang med fortiden: "Der er både behov og basis for alternative praksisformer, som på den ene side kan medvirke til at løsne det krampagtige grep om historisk levn og på den anden side gøre disse levende og nærværende. Der finnes et formidabelt spektrum af måder, hvorpå vi kan forholde os til fortiden, til inspiration for de områder, som længe har været låst fast mellem musealisering og sanering" (s. 11). Essayene som følger, er alle representanter for dette "formidable spektrum", og presenterer ulike former for transformerende kulturuttrykk som tematiserer historien på nyskapende måter.

Etter redaktørenes tankevekkende innledning følger seksjonen "Historie, erindring & identitet", der bl.a. Kristian Berg Nielsen og Arno Victor Nielsens essay "Historie eller erindring: om genbrug af historien i en posthistorisk tid" trekker opp interessante historiefilosofiske perspektiver. "Vi er blevet turister i fortiden", slår Nielsen og Nielsen fast; "vi slår os ned forskellige steder på tidsaksen for afvekslingens skyld" (s. 21). Dette "kulinariske historiesynet" bakkes opp av den moderne offentlighetens megalomane hukommelsesmaskiner - museene, samlingene, arkivene - som frenetisk forsøker å forhindre at noe blir glemt. Men er vi egentlig tjent med å huske alt? Eller er kulturell mening avhengig av at vi lar noe forsvinne, og tillater noe å forvandles? "Plligten til at huske, erindringspligten, [...] må modstilles en pligt til at glemme," hevder Nielsen og Nielsen (s. 33), og man kan godt se kunst- og arkitekturprosjektene som følger, som eksempler på en slags selektiv, fortolkende glemsel, der noe får lov til å bli borte, mens annet omtolkes om omskapes.

Kulturminnevernet må vel i aller høyeste grad sies å være område "låst fast mellom musealisering og sanering" og antologien presenterer en rekke tankevekkende studier av alternative måter å tenke bevaring på. I seksjonen "Arkitektur: transformationer & tilegnelser" presenteres arkitektoniske eksempler på en fortolkende og transformerende tilnærming til bevaring, fra Claus Bech-Danielsens stykke om Dorte Mandrups transformasjon av H53-hangaren i København og Ellen Braaes essay om den storstilte transformasjonen av Ruhr-områdets industrilandskap, til Johannes Exners nyanserte refleksjon over vår omgang med historiske bygninger. Maria Fabricius Hansens essay om middelalderens spoljearkitektur - "Fri os fra fredning: om genbruksarkitektur i middelalderen" - setter an et nyansert argument om fortidens relevans, og maner til løsninger som "gennem deres usentimentale integration af fortidens kvaliteter i en ny form [...] kan gøre vores byer og bygninger, og det liv der leves i dem, vedkommende og netop "levende" (s. 47).

Essayene spenner fra det dyptløyende til det kuriøse, som for eksempel Kerstin Bergendals underfundige "Huskeskuffendarium" og Lars Kiel Bertelsens humoristiske "Samling af anonymt fotografisk materiale", der kasserte familiefoto og fundne amatørsnapshots resirkuleres i helt nye sammenhenger. Det reflekteres over gjenbrukskultur og kulturgjenbruk i musikken, billedkunsten, kunsthåndverk og litteratur, og selv om ikke alle enkeltessay er like vellykkede, fungerer helheten på en overbevisende måte.

I tillegg til de mange gode essayene i arkitekturseksjonen er det Camilla Mordhorsts glimrende essay om det moderne museets forvandling - "Tingenes rige: Mellem raritet og repræsentation" - som gjør mest inntrykk på undertegnede. Mordhorst studerer Ole Worms berømte Wunderkammer-samling, og dens senere transformasjon i det Kongelige Kunstkammer i København. Gjennom dette studiet viser hun oppkomsten, ikke bare av det moderne museet, men også av moderne historieforståelse. Mens det førmoderne Wunderkammer var interessert i det eksepsjonelle og det fantastiske - fostere med to hoder, drage-egg, hatten til en mann som mirakuløst hadde overlevd lynnedslag - er den moderne museumssamlingen ute etter det typiske og representative; som en pedagogisk anlagt huskelapp som skal forhindre at fortiden går tapt. Museets forvandling viser således et av den moderne tenkningens store paradosker i et nøtteskall: Samtidig som moderniteten frir seg fra "tradisjonens åk" og fundamenterer sin tanke på nyryddet grunn, blir den moderne tanke besatt av historien. Kulturminnevernets hegemoniske posisjon i moderne tid kan kanskje forstås på bakgrunn av dette paradokset. Dersom moderne tenkning gjør det mulig å bryte med historien, innebærer det også - som myntens annen side - at historien blir noe som i sin annerledeshet må beskyttes. For den moderne bevissthet må historien fryses, isoleres og iscenesettes som dokument og monument, med en særlig immunitet mot forandring. Essayene i denne samlingen stiller et betimelig spørgsmålstegn ved denne moderne isolasjonismen, og maner til en nytolkende og dristig omgang med så vel bygningsarven som med historiens tankegods.

De fleste essayene i samlingen springer ut fra større forskningsprosjekter. F.eks. er Hansen og Mordhorsts essayer utdrag fra deres respektive doktoravhandlinger (som til alt overmål er tilgjengelige som PDF-filer på nettet). Slik fungerer samlingen som en eksemplarisk form for forskningsformidling, der leseren blir informert, provosert og underholdt av den fine tekstsamlingen, samtidig som man får mulighet til å forfølge prosjektene og forfatterne videre. Dette er antologi-genrens virkelige styrke, og denne boka er et godt eksempel. Mitt eneste hjertesukk er: Hvorfor utgis det ikke flere slike tankevekkende essaysamlinger i Norge?



www.fagboginfo.dk
Er det et moderne vilkår at være historieløs? Hvordan kan vi i dag forholde os til fortidens kulturarv på en meningsfuld måde? Denne bog rummer tekster, tanker og billeder fra personer og professioner, hvor fortidsanvendelse både er en omfattende og indlysende sag.
Historie og identitet er tæt forbundet, og giver vi køb på det ene, får vi problemer med det andet.
Dette dilemma manifesterer vi overalt omkring os i vores samfund og dets byer og bygninger.
Arkitekturen, den fysisk ramme om vores liv, synes at have særligt vanskelige vilkår, fordi vi langt overvejende begrænser os til at operere med to alt for simple modeller: Radikal modernitet i nybyggeri eller stivnet, museal bevaring i den historiske bymidte.

"Vi samler viden, genstande og fortælling sammen i store hukommelsesmaskiner, som museer, databaser, bøger og sågar byer og landskaber. I dag bevarer vi ikke kun enkeltbygninger, men hele gadestrøg, bydele, historiske bykerner, naturområder og kulturlandskaber. Vi udvider kriterierne for, hvad der er bevaringsværdigt, samtidi med at de mange spor fra den industrielle epoke, vi i disse årtier er i færd med at forlade, forøger den samlede mængde af fortidens kultur til bevaring.
Og fortsætter vi med at bevare i samme takt som igennem de sidste 100 år, vil mængden af arkitektoniske og andre kulturelle klenodier vokse til en uoverskuelig størrelse. Ligesom byrden ved at bevare disse levn fra fortiden vil blive tilsvarende tungere og tungere. Denne inflation i kulturarven, hvor vi per automatik mener, at alt gammelt bør bevares, synes at have retning mod en tilstand af forstoppelse. Hånd i hånd med bevaringen går jagten på "det ny". Den hænger sammen med forbrugersamfundets gængse køb-og-smid-væk mønster, hvor vi år for år kan konstatere, at vores forbrug fortsat vokser. Også i fortiden konsumerer vi, f.eks. i de historiske bycentre, hvor historiske levn behændigt inddrages i oplevelsesøkonomiens kulissemageri. Fortiden indgår på den ene side i en forbrugsrelation, hvor vi ikke har noget forhold til den. På den anden side bliver den enten sakraliseret eller kasseret. Hvordan forholder vi os til fortiden - for tiden - og hvordan gør vi den mere nærværende? Det er dette, vi ønsker at diskutere snarere end spørgsmålet om kulturarvens bevaring, om hvad eller hvordan vi bevarer. Vi vil først og fremmest undersøge alternativer til den gængse praksis: den museale konservering versus den radikale tilintetgørelse. Vi har således valgt at lægge et bredt kulturelt perspektiv på spørgsmålet om forholdet til og genanvendelsen af fortiden" (fra Indledning).

Bogen handler isr om den aktive inddragelse, anvendelse og genbrug af fortiden i former, som undviger det uproduktive modsætningspar: bevaring/kassering. I bogen forfølges en tredje vej, som kommer til udtryk både som en genbrugskultur og i høj grad som kulturgenbrug. "Genanvendelsen af fortidens kultur skal ikke forstås som en stiltendens, en ny -isme til afløsning af foregående -ismer svarende til hine tider, hvor modernismen lagde historicismen for had. Genbrugets kulturelle recycling bygger mere på kontinuitet end brud og anerkender derfor netop det historiske - om ikke andet som et værdifuldt reservoir. Et af formålene med denne bog er at fremhæve denne anerkendelse og tolke genbrugskulturen, også på et ideologisk plan" (fra Indledning).

Bogen samler og perspektiverer iagttagelser om vores forhold til det forgangne både inden for arkitekturen og inden for en lang række andre kulturelle områder så som kunst, musik, teater og litteratur. Bogen består af længere artikler og korte, illustrationsrige cases, hvor forfatterne fra hver deres faglige ståsted reflekterer over anvendelsen af fortiden. Teksterne og billederne udgør en mangefacetteret karakteristik af genbrugskultur og kulturgenbrug aktuelt og i et historisk perspektiv. Med det mål at gøre os lidt klogere på, hvordan vi kan forholde os til fortiden i dag.

Bogen indeholder 5 hovedafsnit. I afsnittet om historie, erindring og identitet præsenteres overvejelser af mere idehistorisk art, der er tænkt som optakt til bogens øvrige bidrag. Derefter følger et afsnit om bogens afsæt, arkitekturen, hvor bidragene diskuterer forholdet til arkitektur: transformationer og tilegnelser af fortiden før og nu. Her handler "tilegnelsen" af fortiden om, hvorledes vi gør den til vor egen, hvorledes vi kan aktualisere og genanvende den. Tredje afsnit handler om samlinger, om hvordan det at samle på og bevare fortidige levn ikke er nogen historisk absolut størrelse, men et forehavende i stadig forandring. Og om hvorledes samlinger på forskellig vis kan fungere som identitetsskabende enheder. Et afsnit om kunstnerisk praksis præsenterer den kreative genanvendelse af både form og indhold fra fortiden i al den selvfølgelighed og mangfoldighed, der i udpræget grad har gjort sig gældende i de seneste årtier. Til slut en diskussion af forestillinger om brug og ophavsret i afsnittet hvem tilhører kulturarven? Jura og immaterialia - apropos Superflex og kunstnerisk overtagelsespraksis (af Rasmus Bjerre).
Noter, litteratur og illustrationsforlæg.



Politiken, 26. maj 2007
Fri os fra fredning
Der findes en tredje vej mellem at konservere og fjerne fortidens levn. Den hedder genbrug og er langt mere farbar, spændende og kreativ, argumenterer ny antologi.

Af Karsten R. S. Ifversen

Fredning og musealiseringen er gået amok.

I dag er det ikke bare enkelte kulturminder som en Jellingsten, der fredes. Bygninger, bymiljøer, byplaner, natur- og kulturlandskaber fredes rask væk og dømmes dermed ude af den organiske historie.

Det er blevet på tide at se på fortiden på ny. Vi skal på den ene side løsne det »krampagtige greb om historiske levn og på den anden side gøre disse levende og nærværende«, skriver redaktørerne Maria Fabricius Hansen og Ellen Braae i forordet til en ny antologi om genbrugskultur og kulturgenbrug. Historien selv er ligesom sit emne noget, der ændrer sig med tiden. Vi må gøre op med den modernistiske forestilling, der mener, at historiens levn enten skal konserveres på museum eller slettes helt af hukommelsen, mener redaktørerne.

De retter især kanonen mod de bevaringsfanatikere, der helst ser vores byer som statiske frilandsmuseer, hvor nutidens folk skal tilpasse sig fortidens behov og rammer og ikke omvendt. Men også problemet med de omfattende minder fra den netop overståede industrialder tages der hånd om. For i al for vid udstrækning fjernes industrianlæggenes fascinerende skrumler for at give plads til nok så fine, men ganske historieløse moderne beboelser. Men genbruget giver nu engang de mest spændende bygninger, f.eks. Torpedohallerne, Flyverhangaren og Geminihusene i København.

Pligt til at glemme
Bogen argumenterer måske ikke for et ledigt synspunkt, men den gør det grundigt og kommer vidt omkring i kunstarterne, og det er heri, den udmærker sig: Her er artikler om idehistorie, arkitektur, billedkunst, musik, design og teater, og flere af dem er af en meget høj kvalitet.

Vi lever i en posthistorisk tid, skriver Kristian Berg Nielsen og Arno Victor Nielsen i et essay med flere rigtig gode pointer, mange lange ekskurser og enkelte besynderligheder som det selvmodsigende udsagn, at »vi lever i en posthistorisk tid«.

Pointen er, at den videnskabeligt funderede nationalhistorie som den store fortløbende dannelsesfortælling helt har mistet sin kraft, i stedet botaniserer vi i en demokratiseret historie. Den videnskabelige historieskrivning støtter ikke længere nationalstaterne, men problematiserer deres fundament.

Man kan ikke slå sig op på en ’glorværdig’ historie af folkemord og imperialisme. Og tidligere var erindringer mistænkelige som kilder, fordi de var subjektive, i dag er de en hovedkilde, netop fordi de er subjektive. Historien er blevet individualiseret, og vi dømmer ganske ahistorisk fortidens gerninger ud fra samtidens normer. Ad omveje kommer forfatterne til den fornuftige pointe, at pligten til at huske skal balanceres af en pligt til at glemme.

Respekt for fortidens levn
Mere praktisk og stærkt systematisk skriver arkitekten Johannes Exner om bygningspleje. Det er en storartet tekst, skrevet af en mester på feltet. Sammen med sin kone, Inger Exner, har han med Koldinghus skabt den måske smukkeste og mest forbilledlige genanvendelse af en bygningsruin. At holde en bygning i live er ikke at få den til at ligne sig selv, da den blev opført, skriver han. Det er at elske hele dens historie.

Ligesom en firsårig ikke skal ligne en på sytten, hører det med til bygningsplejen at fremvise alle dens tilskikkelser. Det er jo de historiske spor, der er en bygnings skønhed, sjældent dens stilrenhed. Han bringer gruopvækkende eksempler på bygninger, der i bedste mening er blevet slået ihjel ved at rense dem for tidens spor og føre dem tilbage til deres ’oprindelige stand’.

Den dybe respekt for fortidens levn, som fredninger i bedste fald er udtryk for, er også en musealisering, som dømmer noget af bygningsmassen ude af det funktionelt levende fællesskab. Men historien behøver ikke at være en byrde, den kan godt være en ressource.

Maria Fabricius Hansen viser, at genbruget af fortidens bygninger gennem tiden har været reglen snarere end undtagelsen, med flere romerske perleeksempler som Engelsborg, Pantheon og Marcellusteatret, der alle er genanvendt til andre formål end de oprindelige og netop derfor har fået deres særlige karakter og, ikke mindst, har overlevet. ’Fri os for fredning’ hedder teksten. Den titel burde have stået på bogens omslag.

Fra politiken.dk Tirsdag 29. maj 2007
Ophavsretten tilhører Politiken.
Informationerne må alene anvendes til egen, ikke-kommerciel brug.
Artiklen kan findes på adressen: http://politiken.dk/kultur/boger/article312026.ecehttp://politiken.dk/boger/article312026.ece



Lektørudtalelse - DBC

Anvendelse/målgruppe/niveau:
Bogen henvendersig til de, der interesserer sig for samfundsudvikling, genbrugskultur, sociologi, arkitektur, historie og identitet. Den ser på, hvordan vi i nutiden forholder os til fortiden og gør den mere nærværende. Den egner sig til opgaveskrivning på gymnasieniveau og op, samt til generelt interesserede. Den hører til på større folkebiblioteker.

Beskrivelse:
Forsidecollagen er en blanding af "familiefotos", skovidyl og floral-grafisk udsmykning. Bagsiden tydeliggør at bogen "samler og perspektiverer iagttagelser om vores forhold til det forgangne både inden for arkitekturen og inden for en lang række kulturelle områder . . .". Kompakte tekstblokke på dele af siden er sammenstillet med illustrationer fra Blixen, over landhuse i Thy til moderne musikalsk notation. Helhedsindtrykket er gennemtænkt æstetisk, grafisk velfungerende og udfordrende. Sprogligt er teksterne krævende og tankevækkende. Forfatterne virker kompetente, hvad enten de skriver om at genbruge historien i en posthistorisk tid eller genbrug som urbanistisk paradigme.

Sammenligning:
Der findes ikke umiddelbart noget tilsvarende i bogform.

Konklusion:
En inspirerende, spændende og krævende bog, der giver en karakteristik af kulturgenbrug og genbrugstankegangen i det moderne samfund samt set i historisk perspektiv. Velegnet til opgaveskrivning og generel inspiration. Smuk og nutidig grafisk opsætning med tætte tekstblokke om mange illustrationer.

Sanne Craft

Politiken, 5. februar 2006
Makværker: Bilismens makværker
Vores elskede firhjulede køretøjer har haft afgørende indflydelse på byernes og landets indretning. Mange af kandidaterne til Politikens kåring af Danmarks syv makværker har at gøre med de sidste 50 års problemer opstået i kølvandet på den stigende bilisme.

Af Karsten R. S. Ifversen

Ballerup Arena, hvor taget faldt ned på grund af en regnefejl, er vel det uheldigste eksempel på byggesjusk, vi kender herhjemme i nyere tid. Men bygningen er ikke indstillet af nogen læsere til kåringen af Danmarks syv makværker. Makværket stikker dybere end sjusk og fejl.
En læser mener dog, at der slet ikke er tale om et makværk, hvis et projekt i øvrigt opfylder sine formål, og vil derfor diskvalificere de fleste kandidater på slutlisten. Men listen viser netop, at det i højere grad er formålene, ideerne bag projekterne, der opfattes som makværk, end selve kvaliteten af udførelsen.
Der er to overordnede linjer i de projekter, der er kommet på slutlisten i læsernes kåring af Danmarks syv makværker: Det er enten nyere enkeltbygninger, der alle er under tyve år gamle, eller planløsninger, der strækker sig knap 50 år tilbage, og som hovedsagelig knytter sig til privatbilismens store opblomstring. Den eneste undtagelse er Nørreport Station, hvis funkisbygninger går helt tilbage til 1930'erne (men stationen er blevet moderniseret og udvidet et par gange siden, senest i forbindelse med åbningen af metroen i 2002). Denne tidsmæssige afgrænsning kunne få en til at tro, at byggebranchen er blevet dårligere til sit hverv i nyere tid.
Men det har til alle tider været muligt at opføre en dårlig bygning, f.eks. et hus, der ikke når sit mål. I Bibelen omtales babelstårnet, der skulle gøre mennesket til ét med sin skaber, men i stedet forårsagede splittelse blandt menneskene. Og velkendt er Jesus' retningslinjer til den private entreprenør om at bygge sit hus på klippegrund frem for i sandet. Hans anvisninger angik godt nok åndeligt byggeri, men metaforen giver kun mening, fordi man allerede for 2.000 år siden kendte til byggesjusk.
Alligevel er der sket noget markant siden bibelsk tid. Først og fremmest har byggebranchen fået flere kræfter til sin rådighed. Når man i middelalderen byggede byer, foregik det langsomt, hus for hus; blev et hus mindre heldigt, kunne det rettes op af det næste, og gadens samlede indtryk fungerede alligevel. I dag kan man anlægge hele veje, opføre store komplekser og bydele i ét hug, og ingen kender helt resultatet, før det står færdigt; bliver det uheldigt, står man med en uheldig bydel. Det så man f.eks. ske på Kalvebod Brygge.

Langt mere koldblodigt
Men middelalderens charmerende organiske bydannelse var også fuld af farlige fælder både for beboerne og for herskerne. Som i et forbilledligt spejderbål lå husene så tæt, at ilden let kunne brede sig, og samtidig tilpas åbent til, at den ikke kvaltes af iltmangel. De sanitære forhold var ikkeeksisterende, sygdomme trivedes vidunderligt i de pittoresk hyggelige, mørke og fugtige gyder uden kloakker. Og det var svært at nedkæmpe oprør og styre befolkningen i de snævre labyrintiske gader. Alt det gjorde Napoleon III og hans præfekt Hausmann en ende på i Paris ved at gennembryde denne forvoksede middelalderlandsby med brede boulevarder, der udgik som stråler fra stjerner efter romersk forbillede.
Det var langt mere koldblodigt end Odense Kommunes gennembrud af byens centrum til etablering af gennemfartsvejen Thomas B. Thriges Gade 100 år senere. Og mere grandiost i sin udførelse. I dag holder vi af Paris' brede boulevarder og ikke mindst for deres rummelige fortove, platantræerne og de pragtfulde borgerhuse. Thomas B. Thriges Gade var ikke tænkt til at vise en kejsers magt, der var ikke kalkuleret en æstetik, der skulle stråle, det var en rent praktisk foranstaltning, for at højden i byens pengetank kunne stige til fordel for dens borgere. Den brede vej tværs gennem Odense Centrum var en transportvej til havnens industrier, som skulle bringe velstand og velfærd til Fyns hovedstad.
Men Hausmann og Napoleons ideer om en strålende by har levet videre og lever videre i moderne tid. En af hovedkræfterne i modernismen, den franske arkitekt Le Corbusier, radikaliserede ideen om den strålende by. Bilen var den nye store opfindelse, som Le Corbusier rigtigt forudså ville ændre byerne og landskabet. Han forestillede sig byer med vidt spredte højhuse i grønne landskaber. Og den tyske arkitekt Walter Gropius fra Bauhaus argumenterede i 1930'erne for, at man skulle bygge høje og lyse stokke, det vi i dag kender som boligblokke, med rigelig plads omkring for at få luft til de gamle bykerner.
På den måde kunne millionvis af mennesker effektivt og økonomisk få lys, luft og sanitet, alt det, der tidligere kun havde været forbeholdt overklassen. Modernisternes tanker nåede til Danmark, hvor et af de helt store velfærdsprojekter var at få sundere forhold for arbejderne. De levede i begyndelsen af det tyvende århundrede i beklumrede sundhedsfarlige ghettoer – i København f.eks. på Indre Nørrebro, der i dag med byfornyelser og gårdsaneringer er blevet vendt til yderst attraktive boliger med landets højeste kvadratmeterpris.

Æstetisk monotoni
I 1950'erne fik middelklassen bil, og det var muligt at bo længere væk fra arbejde, indkøb, rekreation og underholdning. Folk flygtede ud af storbyen til nyanlagte stationsbyer langs Kystbanen og S-togs-nettet efter de linjer, der var blevet tegnet i Fingerplanen i 1947. By og land smeltede sammen. Luft og grønt blev indført som kiler mellem trafikken og boligen.
Men først i 1960'erne tog det rigtig fart med at få bygget de boligblokke, som vitterlig var en forbedring i forhold til storbyens tilsodede usunde arbejderboliger. Ideen var god, og formålet blev opfyldt. I hvert fald når man reducerede mennesket til dets primære behov. Noget andet og væsentligt gik tabt. Efter at nyhedens interesse havde lagt sig, trivedes folk ikke længere i de nye huse.
Den samhørighed, man før havde med sit nærmiljø i de gamle karreer med gården og gaden og nærbutikkerne, forsvandt i de markante funktionsopdelinger omkring boligblokkenes nye byrum. Boligerne lå ikke længere ud til vejen, men trukket tilbage omgivet af parkeringspladser og grønne rekreative arealer. Indkøb blev koncentreret i store centre, og begrebet fremmedgørelse blev centralt i beskrivelsen af livet i de moderne forstæder.
Den æstetiske monotoni udtrykte en social ideologi om, at der ikke var forskel på folk. 1800-tallets borgerhuse i byen havde en prominent førstesal, hvor det var fornemmest at bo, og bygningen var derfor rigest udsmykket her. I boligblokkene blev der gjort en dyd ud af, at der ikke var forskel på folk, så derfor er der ingen vinduer i gavlene; der skal ikke være fordele ved at bo for enden frem for i midten. Havde man kunnet fordele udsigten ligeligt mellem øverste og nederste etage, havde man også gjort det.
Denne lighedstanke hører til i opbygningsfasen af velfærdssamfundet, hvor det gjaldt om at få alle op på en tålelig levestandard. I vores nuværende generelle velstand er der blevet råd til og udbredt ønske om i stedet at vise individualisme på alle felter af livet. Også i byggeriet, hvor forskellighed og variation er dagens kodeord og alle lejlighedsbyggerier igen har særlig eksklusive boliger.
I dag kan Roskildevej have sin egen skønhed i sit fravær af en menneskelig skala, i sin jordiske fornemmelse af uendelighed og sin monotoni. Man kan dyrke den som et billede over en forgangen epoke, men drømmen om at fylde hele Sjælland med ens boligblokke er alle byplanlæggere vågnet fra.
Men hvis stigningen i bilismen var forudsætningen for, at forstædernes monotoni kunne opstå, er denne transportform stadig en væsentlig dynamo i udviklingen af de byggede miljøer og en af hovedårsagerne til deres problemer. Hvordan man forener byfornemmelse med bilisme er stadig et af de største integrationsproblemer i den moderne verden. I København lyder for tiden forslagene fra kommunens side på bompenge, havnetunnel og parkeringshuse. Altså på en gang både en begrænsning og en forøgelse af biltrafikken: For vi kan ikke klare os uden biler dér, hvor vi vil hen, men vi kan heller ikke leve med for mange af dem dér, hvor vi er. Således er det svært at forestille sig, at man fylder et sted som Kongens Nytorv op med parkeringspladser, og dog er det, hvad man har gjort på Bispetorv i Århus.

Ønsker man at læse mere om emnet, er der for nylig udkommet disse titler:
Claus Bech Danielsen: Moderne arkitektur – Hva' er meningen? (Systime).
Steffen Gulmann: City Design. Byudvikling for borgere (Gyldendal).
Poul Bæk Pedersen: Arkitektur og plan i den danske velfærdsby 1950-1980 (Arkitektskolens Forlag).
Kristian Hvidt: Paris. Fra barrikade til boulevard 1830-1870 (Gyldendal).

Politiken, 11. december 2004

Dagens arkitektur befinder sig i en overgangstid, hvor modernismens mestre varieres og karikeres.

Af Karsten R. S. Ifversen

3xNielsens ambassade i Berlin bruger en legende, effektfuld forvridning af Arne Jacobsens klare, klassicistiske modernisme i Århus Rådhus. Denne tilgang til en tidligere, klassisk funderet stil er den samme, som manierismen havde til renæssancen.
Det er denne lighed, der tillader Marianne Ibler at kalde tendenser i de seneste 50 års moderne arkitektur fra blandt andre schweiziske Peter Zumthor, japanske Toyo Ito, amerikanske Peter Eisenman og danske 3xNielsen for manierisme.
Manierismen ses som en eksperimenteren med et forud fastlagt formsprog. Den er derfor afhængig af forbilleder, som den henter blandt modernismens mestre: Mies, Corbusier, Wright, Utzon og Alto. Men i bogen ses disse mestre også noget forvirrende selv som udtryk for en manierisme gennem deres citater af klassiske formidealer. Og er al kreativ udvikling ikke netop sket på denne vis – som en variation over et tema? Den, der har heldet og evnen til at manifestere sin variation som en stil, bliver en ny mester, andre kan variere over.
I bogens nymanieristiske værker er der ikke blot tale om variation over et tema, men om direkte citater, som gøres unyttige eller inddrages på en ny, ofte karikerende vis. Derved ligger Iblers begreb om manierisme meget tæt på begrebet postmodernisme, som bogen mangler at afgrænse sig til. Måske 'manierisme' som kreativ disposition er lidt snævrere end 'postmodernisme', fordi den kræver et klart foreliggende mestersprog at variere over, mens den som periodebetegnelse er bredere end postmodernismen, fordi den kan identificeres som et overgangsfænomen flere gange i historien mellem store 'klassiske' stilperioder.
Bogen mangler i det hele taget at afgrænse begrebets rækkevidde og bærer i sin tunge formidling præg af at være et omarbejdet ph.d.-speciale. Men der er mange illustrationer af ny arkitektur (i stærkt svingende kvalitet), og det er Iblers fortjeneste at pege på, at man i retningsløse tider er tilbøjelig til at lade fortidens formsprog være mere retningsgivende, end de måske oprindelig var tænkt. I sine nedslag viser hun manierismen som et til stadighed levende kreativt greb og som en linje gennem ret forskelligartet nyere arkitektur.

Tidskriften arkitektur nr. 8, 2005

Frederik Nilsson – arkitekt och forskare verksam i Göteborg

Att påstå att Rem Koolhaas är vår tids mest inflytelsesrika arkitekt är inte särskilt svårt. Hans texter och byggnader har kommit att påverka våra uppfattningar om städer, arkitektur och arkitektens uppgift. Men att entydigt säga vilka hans intentioner och värdingar är eller att koppla hans teoretiska och arkitektoniska arbeten låter sig inte göras lika enkelt.

Rasmus Rune Nielsen gör i sin bok ett försök att djupare förstå denna mångfasetterade praktik med utgångspunkt i boken Delirious New York från 1978, i vilken flera teman och metodiska grepp som präglat mycket av Koolhaas produktion formulerades.

Nielsen pekar på 1970-talets diskussion med allt fler ”registrerande” arkitekter och interessen för ”icke-intenderade” urbana miljöer. Rem Koolhaas skiljer sig fremförallt från andra vid denna tid genom användandet av Salvador Dalís paranoisk-kritiska metod som ger möjlighet att koppla ihop fenomen av disparat karaktär på nya sätt utan hänsyn till tidigare betydelser eller hierarkier. Genom detta grepp, som Nielsen kallar ”avessentialisering”, ges möjlighet till en ny slags registrering av urbana sammanhang och att utveckla nya arkitektoniska strategier. Avgörande för Koolhaas senare ”informations-estetik” og använding av statistik, som ju fått mängder av efterföljare, är enligt Nielsen just denna estetiska av-essentialisering.

Rasmus Rune Nielsen ägnar sig inte åt en kritisk granskning av Koolhaas, snarare visar han på viktiga skillnader jämfört med till exempel Venturi & Scott Brown, MVRDV och UN Studio.

Bokens största förtjänster finns i redogörelserna för det historiska sammanhang Delirious New York tillkommer i och den paranoisk-kritiska-metodens karaktär, för sedan använder inte författaren fullt ut sina egna intressanta vinklingar och formulerade analysverktyg. I diskussionen av ett antal projekt tappar han återingen kopplingen mellan teori och praktik. En friare tematiskt ordnad bok hade kunnat nå ännu längre och själv gett oanade kopplingar i en svårfångad praktik.

Som en ingång till en mer fördjupad läsning av Koolhaas fungerar denna lilla bok dock utmärkt. Och att en introduktion nu finns på ett nordiskt språk är en tillgång – en givande läsning även för den som ser det danska språket som ett större hinder än engelska.

Politiken, 14. januar 2003

Designerens nye udfordringer
Den traditionelle rolle som formgiveren, der sidder for sig selv og skaber brugsting eller en anden slags produkter, vil altid findes. Men fremtiden tilhører den designer, der ser sig selv som holdspiller og brænder for at løse opgaver på baggrund af undersøgelser – måske med det formål at skulle reorganisere en hel virksomhed, mener designeren og seniorforskeren Thomas Dickson.

Af Libbie Fjelstrup

Forleden flyttede designeren Thomas Dickson fra København til Billund.
Lego har hyret ham til populært sagt at finde ud af, hvordan de geniale klodser skal bygges for fremtiden. Opgaven er han ikke alene om at løse – også en sociolog, en antropolog, en markedsresearcher, en teknologiekspert og en forskningsbibliotekar skal arbejde i det videnscenter, Lego har oprettet til formålet.
Den dybere mening er ikke umiddelbart til at få øje på. Hvorfor skal personer med vidt forskellige kompetencer pludselig arbejde sammen omkring samme projekt? Hvorfor skal designeren være holdspiller? Ifølge Thomas Dickson, fordi man må forske, før man kan designe, en teori han allerede har gjort rede for i to kronikker i nærværende avis.

»Men selvfølgelig vil der altid være designere, som foretrækker at sidde i enrum og skabe nye produkter, dyrke deres eget formsprog. Han eller hun kan bare ikke være sikker på, om der nu også er behov for dem – så min pointe er, at før designeren kommer med sit bud på, hvordan tingene skal løses, må der viden på bordet«, siger Dickson, der som en af de første designere herhjemme kaster sig ud i et såkaldt tværfagligt udviklingsarbejde med det formål at få størst mulig indsigt i, hvad brugerne egentlig gerne vil have. Med andre ord – før man kan komme på sporet og fortælle en virksomhed, hvordan der skal spilles ud i de kommende år, skal der forskes i målgruppens adfærd, muligheder, ønsker og behov. Hvis en virksomhed bygger sine produkter på nogle undersøgelser om, hvad folk vil have, ender man så ikke i en stribe mainstream-produkter? De geniale indfald kan man vel næppe analysere sig frem til? »Man skal bestemt ikke bruge markedsundersøgelser som det eneste redskab. Spørger man børn, hvad de kan lide at lege med, og de svarer Barbie og Nintendo, skal det jo ikke opfattes som en grund til at give dem mere af samme slags. Man skal grundigt bag om årsagerne til, hvorfor mennesker foretrækker det ene frem for det andet, og man skal også bag om problemerne – hvad fungerer, og hvad fungerer ikke«, forklarer Thomas Dickson, der bl.a. kan henvise til, hvordan man går til sagerne i designfirmaet Sunic Rim i Ohio. Her foretager man dybdegående research efter nogle ganske bestemte rammer for klienter som f.eks. Microsoft – man følger en mindre gruppe mennesker i deres hverdag, iagttager dem i hjemmet, på deres arbejdsplads, i skolen, eller hvad der nu er relevant, beder dem føre dagbog og udfylde spørgeskemaer. Man giver dem engangskameraer, så de kan tage billeder af ting, de synes er interessante, og man studerer meget nøje, om der er overensstemmelse mellem det, som folk siger og så det, de rent faktisk gør. Ydermere udarbejder man redskaber til visualisering af de ønsker, som den lille forsøgsgruppe har til et muligt nyt produkt – en slags design før designet.
»På den måde får man langt mere føling med folks egentlige behov – for at kunne dække det, der reelt er brug for«.

ET SMIDIGT POSTVÆSEN
Thomas Dickson udgav for nylig bogen 'Designforskning', den første, internationale oversigt om begrebet design. Bogen er på mere end 200 tæt skrevne sider uden et eneste billede, men med et indhold, der næsten giver den status af lærebog – under alle omstændigheder et solidt stykke værktøj for alle, der beskæftiger sig med design på den ene eller anden led. Thomas Dickson fik mulighed for at rejse rundt i et år og pejle sig ind på, hvad der sker i de forskellige forskningsområder. Hvordan der tænkes, arbejdes og ikke mindst undervises på skoler, institutter og universiteter i USA, Storbritannien og de nordiske lande.
Endnu danner Danmark bagtrop i forsknings- og udviklingsarbejdet – et forhold, man netop er begyndt at ændre på efter årelange diskussioner om fordelingen mellem teori og praksis på bl.a. de danske designskoler.
Bogen indeholder desuden en lang stribe interview med nøglepersoner og indtil flere konkrete eksempler på, at private og offentlige virksomheder har fået løst et problem eller udviklet et koncept ved at henvende sig til et miljø med designforskning som speciale.
Et af eksemplerne stammer fra Carnegie Mellon University i Pittsburgh, Pennsylvania, som er et af USA's store, private universiteter med en særskilt designskole. Her har man fået til opgave at reorganisere intet mindre end hele det amerikanske postsystem, US Postal, til en langt mere smidig organisation end den, man har i dag, hvor kommunikationen mellem systemet og brugerne ikke alene er præget af indviklede arbejdsgange og metoder, men også en masse bureaukrati. Alene tarifbøgerne er så omfattende, at man ifølge Thomas Dickson skal være jurist for at finde ud af dem.
»Skolen er kendt for at løse eksterne opgaver, og dens leder, professor Richard Buchanan, satte de studerende i sving med forslag til, hvad der kunne gøres. Da man afleverede forslaget, regnede man egentlig ikke med at høre videre. Der gik tre dage, så havde Buchanan generaldirektøren i røret – jo, man kunne godt gå til biddet – og nu er skolen i gang med at analysere og nytænke hele postsystemet«, fortæller Thomas Dickson, der betragter historien om US Postal og de designstuderende som noget af et eventyr. »Det færdige resultat skal foreligge i løbet af tre til fem år, og skolen bliver betalt med 1 mio. dollar årligt. Det synes jeg er et fantastisk eksempel på, hvordan fremtidens designere også kan arbejde. Det her er problemløsning og systemdesign, hvor man først går ind og gennemtænker hele pengestrømmen og logistikken, før man tager fat på den afgørende udformning, den som skal få virksomheden til virkelig at køre«. Man kan undre sig over, at en gigant som det amerikanske postvæsen henvender sig til en skole og dermed en stribe designstuderende for at få løst problemerne. Henvender man sig ikke normalt til et stort rådgivningsfirma af den slags, der er eksperter i kommunikation og markedsføring? »Jo, og de kan udarbejde strategier, men det er ikke altid, at der kommer noget godt ud af det – det findes der flere eksempler på.
Designerne, derimod, kan noget, som andre ikke kan, nemlig forestille sig selve løsningen på problemet, det vil sige – de kan tydeliggøre og formidle det gennem et fysisk udtryk. Man kan sige, at konsulenten og den traditionelle akademiker er god til at analysere, god til at undersøge og registrere, men ikke til at forestille sig noget, som endnu ikke eksisterer, og det er her, designeren kommer ind«, siger Dickson, og beklager samtidig, at så mange danske virksomheder stadig står famlende over for designmulighederne. Ofte er de også dybt skeptiske og helt uden blik for, at et samarbejde med en designer eller et team kan være en investering, der kommer dem selv – og en masse arbejdspladser – til gavn.
I England er man anderledes begejstret for designeren som ressource. Her har selveste Tony Blair opfordret til, at både små og store virksomheder gør brug af designernes kvalifikationer. Det betaler sig på mange måder, har han sagt. Og ser man til Sverige, kan Thomas Dickson henvise til en stor donor, nemlig Ikeas stifter, Ingvar Kamprad, der netop har foretaget en større investering af den slags, der temmelig sikkert vil vende tilbage som små guldæg i hans verdensomspændende virksomhed; 250 mio. svenske kroner har Kamprad givet til opførelsen af en designskole på universitetet i Lund.
»Det er selvfølgelig mit og mange andre designeres håb, at danske virksomheder vil vågne op og gøre ordentlig brug af designerne i fremtiden«, siger Dickson, der er overbevist om, at design bliver en af de vigtigste kompetencer i det danske velfærdssamfund. Noget man skal leve af, simpelthen. Ydermere er han af den opfattelse, at alle produkter kan påvirkes af design – ja, han går endda så langt, som til at mene, at de virksomheder, der ikke benytter sig af design i deres udviklingsarbejde, kommer til at stå med et alvorligt problem fremover.
»Fordi verden er blevet så kompliceret og det samme er brugerne. Tag Royal Copenhagen, her har du et eksempel på en virksomhed, der mere end så mange andre har ry for at være designdrevet. Men jeg synes bare, de er drevet af gamle håndværksmetoder, at de har forsømt at dyrke og videreudvikle. Havde de i tide inddraget de rigtige mennesker og brugt design som et fremtidsorienteret værktøj, kunne de have lavet nogle virkelig spændende ting. De kunne have givet f.eks. Alessi (italiensk virksomhed med bl.a. glas og porcelæn, red.) kamp til stregen, og de kunne – ligesom det amerikanske postvæsen – have hyret et helt hold fra Danmarks Designskole til at få gang i biksen. I stedet har man fortsat med de klassiske slagnumre, som de nye, unge forbrugere ikke gider købe. Det betaler de prisen for i dag«, hævder Dickson, der selv har forsøgt sig med et produktsamarbejde hos Royal Copenhagen. Uden det store held.

ER DET NØDVENDIGT?
Men også designere skal lære at definere deres nye rolle. Begynde at tænke i design som noget, der griber meget mere ind i folks tilværelse.
Er der brug for denne her kop, stol eller fikse holder til mobilen, eller er det bare (endnu) et overflødigt produkt? Designere skal se på sig selv som andet end unikke kreatører, der skaber ting af æstetisk og kunstnerisk kvalitet. »For hvad nytter det«, siger Dickson, »at uddanne keramiske formgivere, der bliver hamrende gode til at lave keramik, men som ikke kan leve af det, og som derfor må suge på labben eller ligefrem gå konkurs med det værksted, de fik stablet på benene, efter de gik ud af skolen. Så hellere fra starten undervise dem i, hvordan de kommer i dialog med dem, der skal anvende tingene«.
En anden af designerens nye udfordringer er story-telling, branding og iscenesættelse. Flere og flere private og offentlige virksomheder vil gerne have deres produkter spundet ind i en fortælling, og en sådan fortælling kan det tyske bilfirma Audi tilbyde sine kunder, når de i elegante omgivelser bliver inviteret til at overvære 'fødslen' af deres kommende køretøj på fabrikken i Ingolfstadt. Folk, der har oplevet forestillingen, udtænkt af en designer, sociolog og teknologiekspert, er fulde af lovord, og Audi sparer transporten til Danmark, for naturligvis bringer kunderne selv den nyfødte hjem.
Også skabelsen af helt nye virksomheder er noget, som fremtidens designere kan tage fat på, og hvis ikke De Grønne Bude allerede eksisterede uden indflydelse fra designere, kunne de, ifølge Thomas Dickson, meget vel have været et resultat af en visionær designproces.
Udformningen af en frisk og ungdommelig profil, tydelig i gadebilledet med den grønne farve, og som enhver ved – på cykel.
»De fleste iværksættere tænker ikke nær så kreativt, som der her er gjort, de er mere optaget af at få udført selve ideen og finpudse den, men eksemplet med De Grønne Bude dur alligevel som et billede på, at design ikke behøver være bundet til selve funktionen, det kan også være en måde at fortælle på og tænke på«.
Men er der ikke en risiko for, at det hele efterhånden flyder sammen, at grænserne opløses? »Det mener jeg ikke, for selv om vi vil se en større specialisering, vil der altid være nogle, der laver enkelte produkter, keramik, møbler og industrielle brugsting. Man skal ikke frygte, at designere for fremtiden vil blive som en støbt masse, det skal være et bredtfavnende felt, hvor nogle er gode til at sidde for sig selv og være formgivere, mens andre brænder for at være en del af et team, hvor man foretager undersøgelser og fungerer som problemknusere. Vigtigst er det, at man kommer til at kende sin egen placering, ellers kan man ende i en tidslomme, og det fører ingen steder hen«.
»Både designere og virksomheder skal jo med jævne mellemrum genopfinde sig selv – det skal vi alle sammen – og jeg kan umuligt se mig selv som en, der sidder og tegner endnu en termokande. Så hellere en low-cost vindmølle til ulandene, som kan pumpe vand op af undergrunden og vande markerne. Det er i det mindste et redskab, der kan hjælpe mennesker, og det med at lave noget, som gør en forskel for mennesker, det er mange designere godt vej til at genopdage«.

I 2001-02 var han deltidsansat på Center for Integreret Design som seniorforsker og skrev i den forbindelse bogen Designforskning – en international oversigt, udgivet på Arkitektskolens Forlag.

Politiken, 1. marts 2003

Højt til loftet
Sammen med en stribe andre unge arkitekter var Chris Thurlbourne med til et forsøg på at forfatte arkitekturens svar på filmverdenens dogmeregler. Inspireret af tankerne bag lod han naturen spille med, da han byggede sit hus, der er opført omkring et grundrum med højt til loftet.

Af Hanne Gabel Christensen

En kuperet grund tæt bevokset med gamle bøgetræer, en forkærlighed for materialer og collageteknik samt en række dogmeinspirerede krav til ny arkitektur nedfældet i en resolution kaldet Charter 99. Det var arkitekt Chris Thurlbournes udgangspunkt, da han tegnede og formede en model af sit hus i Højbjerg ved Århus. Grunden havde han købt, to år inden han begyndte byggeriet, fordi han faldt for det skovprægede stykke jord på 1.050 kvadratmeter, der fra det højeste punkt skråner ti meter ned til den ene side og fire meter til den anden. En ikke særligt salgbar grund, som han fandt attraktiv, fordi den bød på rige muligheder for at lade et hus spille sammen med og forme sig efter et stykke natur.
»Jeg synes, at grunden og materialerne er det vigtigste for et hus. Den logiske måde at arbejde på er, at man først ser på grunden og så bygger huset – men man ser flere eksempler på projekter, hvor huset ikke passer til grunden, for eksempel inden for typehusbyggeri«, siger englænderen Chris Thurlbourne, der er uddannet i England og nu underviser på arkitektskolen i Århus.

Materialer og lys
Når det gælder materialerne til et hus, og hvor vigtige de er for huset, mener Chris Thurlbourne, at uden et samspil mellem materialer og lys kommer lyset slet ikke til sin ret som et element i sig selv. »Man snakker meget om lys her i Danmark og om den måde, det falder ind i et rum på – man snakker ikke så meget om materialer. Men man kan ikke se lys uden materialer«, siger han og illustrerer, hvad han mener, ved at indramme et stykke luft med hænderne. »Her er der lys, men man kan ikke se det«, siger han. »Men nu kan man se det«, fortsætter han og holder et stykke hvidt papir op i luftfeltet, så lyset blænder tilbage fra det. Selv har han ikke valgt hvidt ret mange steder i huset, hvor han og Ane Teglbjærg og deres datter Thea på 11 måneder bor, for det bliver for sterilt, synes han. Han hælder mere til træ og har både brugt bøg, mahogni, eg, lærk og fyr.

Træerne går igen
Bøgetræet i huset stammer fra de træer, som måtte fældes for at give plads til huset. »Vi havde en forstmand ude at kigge på træerne og deres rodnet, og han lavede så en lille rapport om, hvor tæt man kunne bygge på hvilke træer, og ud fra den fældede vi det, der skulle til for at bygge, og lod resten stå. Nogle af træerne var 100 år gamle, kunne man se på årringene«, fortæller Chris Thurlbourne. Træet blev skåret op og derefter ovntørret på et savværk i tre måneder, så var det klar til brug. En del af det indvendige træarbejde i huset er så gennemarbejdet, at det minder om møbelsnedkerarbejde. For eksempel er der indføjet små mahogniskiver i de lange laminerede bøgestykker i søjlerne i kolonnaden i det store rum. Detaljer, der er inspireret af klassisk dansk møbelkunst, især Kjærholm og Wegner, fortæller han. Foruden træ indgår der beton, mursten, stål og glas i huset. »Jeg kan godt lide at sætte forskellige materialer sammen – som for eksempel i søjlerne, der er sammensat af to lag mahogni med et lag bøg imellem og boltet fast på fødder af stål«.

Arkitekturens dogmer
Ud over at grunden med de store træer og det kuperede terræn har været bestemmende for husets utraditionelle form, har også Charter 99 sat sit præg på det. Charter 99 er et dokument, som blev affødt af en invitation fra Kulturministeriet og Boligministeriet til 40 unge arkitekter i 1999. Inspireret af filmverdenens succes med dogmereglerne blev de inviteret til en diskussion om arkitekturens problemer. »Vi mødtes i en weekend og diskuterede i små grupper ud fra nogle spørgsmål. Det var sjovt – og meget svært – med 40 arkitekter samlet. Det mundede ud i Charter 99, hvor et grundrum bliver fremhævet som det centrale element i arkitekturen. Det var en slags kompromis, og det har ikke den intensitet, som Lars von Trier tilførte dogmereglerne. Og der var ingen autoritet, penge eller projekter til at følge principperne op. Så det blev mere en markering fra unge arkitekter om, at her er vi, og vi gider ikke lave det samme som det, der er lavet de sidste 50 år i Danmark«, fortæller Chris Thurlbourne, som er den første, der har bygget et Charter 99-inspireret hus. Som i øvrigt blev præmieret af Århus Kommune i 2002. »Huset er bygget op med et stort rum som centrum, og forskellige materialer og niveauer afgrænser så funktionerne fra hinanden for eksempel mellem køkken, spisestue og stue. Det store grundrum er inspireret af Charter 99, og husets øvrige dele er tilpasset byggegrunden«, forklarer arkitekten.

En hule i det åbne
Det store rum med otte meter til loftet ligger som kernen i huset, der er på 200 kvadratmeter. Hovedsageligt bygget i træ, men med en muret kerne hele vejen op i den ene side for at give huset fast støtte mod vinden her på toppen. Og med tanke på køkken og vådrum. Huset er indrettet med åbent køkken, spisestue og stue med udgang til en sydvendt terrasse i stueplan samt et aflukket vaskerum. På første sal er der en repos med udgang til en nordvendt terrasse, som også et gæsteværelse ved siden af har udgang til. Desuden er der et badeværelse, et lille omklædningsrum og et soveværelse med udgang til en østvendt terrasse. Og øverst i det store rum er der to hemse, den ene endnu uudnyttet, den anden delvist lukket af med en halvvæg, så dens fire kvadratmeter fungerer som Chris Thurlbournes arbejdsværelse. Sydvendt og på én gang afsondret – man kommer derop via en stige og et hul i gulvet – og åbent beliggende med kig ned i det store rum. Som en hule i et træ. Desuden er der bag spisestuedelen bygget en halvandetværelses lejlighed, som er lejet ud. Den er funderet på høje stålrør, så den hænger ud over skråningen med hjørnevinduer i gulvhøjde, så man kan slænge sig dér og få et kig ud på træerne og ned i haven. Huset er bygget af håndværker og arkitektstuderende Mads Thorup, mens Chris Thurlbourne har lavet enkelte ting selv, for eksempel metalarbejdet i trappen og rammen til vinduet i badeværelset. Og udgifterne beløber sig til ca. 9.500 kroner pr. kvadratmeter.

Information, 19. december 2002

To aktuelle arkitekturudgivelser forsøger at sætte ord på rummet. Det er både kedeligt og inspirerende
*Dansk arkitektur – Årgang 2000. Redaktør Kjeld Vindum, design Gilbert Hansen. 240 s., 350 kr. Ill. Forlaget B
*Chris Thurlbourne. The Ephemeral of Real: An Architectural Novelette. 288 s., 285 kr. Ill. Arkitektskolens Forlag

Af Merete Ahnfeldt-Mollerup

Hvad kan man skrive om arkitektur? På den ene side er dén og musikken de mest almindelige kunstarter. På den anden side gælder det for begge disse discipliner, at der er en afgrund mellem den faglige og den almindelige opfattelse af værkerne. Vi nyder musik, og vi nyder rum. Eller vi bliver irriterede over støj og dårligt indrettede huse. Vi beundrer stjernerne og opfatter deres navne som garanti for kvalitet. Men den mere analytiske og reflekterende tilgang er et særsyn. Mens der er kunst- og litteraturkritikere nok til at udgive særlige tidsskrifter for kritik, er især arkitekturen et temmelig sprogfattigt område. Den håndfuld aktive skribenter, der findes her i landet, er ret alene med deres kritik, og de møder ikke megen modstand.
Derfor besluttede Statens Kunstfonds arkitektursektion for et par år siden at bede 16 yngre forskere og skribenter med arkitektbaggrund om at kritisere 16 aktuelle værker. Fire fotografer tog billederne. Nu er de 16 tekster så kommet på bog, og man må konstatere, at det ikke blev det indspark til arkitekturkritikken, Kunstfonden havde håbet. Ét er, at ingen af teksterne kunne bringes i dagblade eller i de danske arkitekturtidsskrifter, uden en heftig redaktionel indsats. For en tredjedels vedkommende skyldes det, at artiklerne er på et for højt fagligt niveau og udelukkende henvender sig til forskernes kolleger på akademier og universiteter. Og det er vel helt legitimt. Der er en god håndfuld tekster, som mange kunsthistorikere med interesse for arkitektur kunne læse med udbytte, og som rummer fine iagttagelser skrevet i et veloplagt sprog. Det er værre med de resterende to tredjedele. Her trives studentikose forestillinger om kritik som en negativ og smålig praksis. Og et sprogligt snobberi, der kommer til udtryk som ulæselige formuleringer uden mening eller bare sammenhæng med emnet. Knudesprog
De svage tekster skygger for de gode, bogen fremstår nærmest som ulæselig, fordi man skal igennem en betonørkenvandring for at nå til oaserne. Og man føler med redaktørerne, der næppe har haft en chance her. Hvorfor skal det være så svært at finde nogen, der kan formulere sig om noget så alment og enkelt som arkitektur? Måske er det netop det almene, der forvirrer skribenterne, der giver dem en slags mindreværdsfølelse. De tror, de skal puste sig sprogligt op for at kompensere for emnets banalitet. Alle mennesker har jo en mening om huse. Her kunne man stadig godt lære af Danmarks to verdensberømte arkitekturformidlere, Steen Eiler Rasmussen og Jan Gehl. Uanset at begge de to har holdninger, de færreste yngre arkitekter kan skrive under på, er de eminente formidlere. De skriver kritisk og analytisk på et klart og tilgængeligt dansk. De er åbne for ideerne og sammenhængen bag deres emner og tager fat, hvor det er væsentligt, før de uddyber kritikken i detaljerne. Det er bedre at læse klassikere end ikke at læse klassikere. Surreel roman
Man kunne også gå ad en helt anden vej til det samme. Århus-arkitekten, den britiske Chris Thurlbourne, har skrevet en arkitektonisk mini-roman: The Ephemeral of Real. Som det fremgår af titlen, er den skrevet på engelsk og ikke oversat. Sikkert en klog disposition hvis den alene henvender sig til arkitekter, men ærgerligt for de danske læsere, der kunne tænke sig at læse den for dens oplevelses- og sansekvaliteter. Den arkitektoniske fortælling er en genre med en flere hundrede år gammel tradition på bagen. I den ældste, Hypnerotomachia Polyphili fra 1499, blandes alkymi, kærlighedslængsel og arkitekturfantasier i en mærkværdig rejseberetning, der på én gang er ulæselig og dragende. Ifølge nogle historikere med både feministiske og eksistentielt-politiske pointer. Således også i Thurlbournes fortælling – skal vi søge en forklaring eller bare følge med ordene og billederne? De drager os ind i en verden, hvor stof har betydning, og virkeligheden flytter sig, mens vi læser. Ind imellem bliver det pludselig håndfast; der er nogen, som oplever og overvejer, og så forsvinder det igen i en slags blæst. Teksten veksler uden varsel mellem noget meget poetisk, noget arkitekturteoretisk, noget køligt fortællende og så en polemik, man nok skal være arkitekt i Århus for at begribe. Det sidste element vil formodentlig virke alkymistisk på fremtidens læsere. Måske er det bogens svaghed, men i givet fald er det en svaghed, der rigeligt opvejes af de fantastiske billeder. Thurlbourne er optaget af selve konstruktionen af arkitektur, af det, der på engelsk kaldes making, og som hverken helt er skabelse eller gøren. Derfor spiller stoffet og redskaberne en stor rolle i bogen, såvel som i de arkitekturarbejder, der vises sammen med teksterne. Denne processuelle og håndværksforankrede tilgang til bygningskunsten har ringe kår i Danmark, hvor man er mere optaget af det formelle og konceptuelle. Derfor nok polemikken. Chris Thurlbournes roman er mellem litteratur og arkitektur, på en måde man ikke er vant med, her eller i udlandet. Man kan læse den som en surrealistisk billedfortælling eller som en arkitektonisk teori. Eller på begge måder samtidigt. Under alle omstændigheder en potentiel klassiker inden for genren.

Weekendavisen, 14. juni 2002

Beherskelse
Et kompromisløst arkitektursyn belyst i fremragende essays om boliger og møbler, byer, kirker og grafisk design.

Af Hans Ovesen

TITLEN på Arne Karlsens Krydsklip i en arkitekts dagbog er lettere misvisende. I hvert fald hvis ordet dagbog forstås i gængs betydning som mere eller mindre henkastede indfald fra dagen og vejen. Her er der tværtimod tale om lange, gennemarbejdede artikler om centrale arkitektoniske spørgsmål. Måske er titlen valgt for at få bogen til at virke uprætentiøs, men der er såmænd ingen grund til at anstille sig ydmyg. De essay-agtige artikler er stærke, nuancerede og præcise sammendrag af en arkitekturholdning, der havde sin storhedstid med Kaare Klint, Mogens Koch og Steen Eiler Rasmussen, og som stadig ligger som en grundtone i megen af den bedste danske arkitektur, i arkitektuddannelserne og arkitekturkritikken. Den, nemlig, at der skal være mening i galskaben.
Arkitekturen som resultat af beherskelse. Forstået både som at beherske eller mestre faget og som at beherske sig. Arkitekturen skal ikke gøre sig til, men have dækning for sit udtryk med overensstemmelse og sammenhæng mellem opgavens program og ånd, materialer, teknik og konstruktion, anvendelse, fremstillingsmetoder, pris etc., og alt skal til slut og i daglig brug gå op i en større og æstetisk fuldkommen enhed. Taget strengt for pålydende kan en sådan fordring være en hæmsko, en fastfrysning af arkitekturen i et på forhånd givet grundsynspunkt og altid fremstillet efter samme systematik. I de senere årtiers arkitektur og arkitekturdebat ligger der da også forskellige former for opgør med dogmerne. Men i de tilfælde hvor arkitekturen, også i mere ekstravagante udtryksformer, viser sig af blivende værdi, bygger den oftest på den slags syntetiserende konsekvens. Arne Karlsen, arkitekt, professor emeritus og tidligere rektor for Arkitektskolen i Århus, er ikke dogmatiker. Nok har han en livslang betagelse af den engelsk-amerikanske Shaker-sekts bygnings- og møbelarkitektur, der i en kombination af religiøs askese og knappe midler nåede et fornemt samspil mellem forudsætninger, funktion og form, og nok spiller den Kaare Klintske linie i dansk arkitektur og brugskunst en gennemgående rolle i bogen. Men bogen indeholder også et indlevet forsvar for Hein Heinsens forslag til renovering og udsmykning af Store og Lille Torv i Århus og en forundret respekt for Rietvelds Schröder Huis i Utrecht. For blot at nævne et par af bogens eksempler, der umiddelbart er stærkt væsensfremmede for den tradition, Arne Karlsen er en del af. Men hvor det i analyserne alt sammen alligevel viser sig at hænge ganske godt sammen, og at hans arkitektursyn er både rummeligt og velargumenteret.

FOR den arkitekturinteresserede vil det være en nydelse at læse Krydsklip i en arkitekts dagbog. Ligesom hans arkitekturholdning er Karlsens sprog befriet for falbelader, enkelte steder lidt omstændeligt og i beretningerne fra rejser med arkitektstuderende med en snert af det patetiske i de underforståede opgør med 1970ernes marxistiske politisering af studierne. Men i hovedsagen er artiklerne levende og humoristiske. Den sproglige beherskelse er umiskendeligt påvirket af Steen Eiler Rasmussen, ikke mindst ved at de almene betragtninger og pointer for begge forfatteres vedkommende hver gang tager udgangspunkt i den personlige tilstedeværelse og iagttagelse. Blandt de mange fremragende essays skal fremhæves to. Det ene er om mediciernes gravkapel i Firenze, tegnet af Michelangelo. Beskrivelsen og analysen af de to figurgrupper i Lorenzos og Giulianis gravmæler er stram, morsom og uhyre interessant. Det er ikke set bedre. Det andet essay "Jeg har det svært med fri kunst" indeholder blandt andet ovennævnte diskussion af Hein Heinsens Århus-projekt samt en række tankevækkende betragtninger om de to nyere renoveringer af Jelling Kirke. I 1970erne forestod Arne Karlsen selv en renovering af kirken, som få årtier senere uforståeligt blev renoveret på ny. Denne gang af billedkunstneren Jørn Larsen. Som Karlsen selv gør opmærksom på, skal man være forsigtig med sin kritik, når man selv er så stærkt involveret. Men hans redegørelse for egne overvejelser om kirkens rum, proportioner, udsmykning, lys, historie og kirkelige handlinger, som førte til en gennemgribende, behersket og smuk istandsættelse, og hans tilsvarende gennemgang af kirken efter at Jørn Larsen har haft fingre i den, hæver arkitekturanalysen til almen gyldighed. Karlsens besvær med den frie kunst indledes med en omtale af nogle billeder af den amerikanske maler Barnett Newman. De nonfigurative billeder har han set fortolket af andre og konstaterer, at han i sin egen oplevelse af billederne umuligt kan genfinde fortolkningerne. Herved udløses en diskussion om forholdet mellem værk og fortolkning og om kunstnerens eventuelle idémæssige intentioner i forhold til det endelige værks udsagnskraft. Også denne diskussion gennemføres med stor præcision, og det er et spørgsmål, om det egentlig er den frie kunst i sig selv, Karlsen har det svært med. Hans overbevisende aflæsning af en billedserie af Newman bekræfter hele bogens tema om, at det snarere er al udenomssnakken. Bogens påståelige højformat 1:2 (dobbelt så høj som bred) giver mulighed for at placere mange (men noget små) billeder i inderspalterne ud for omtalen i teksten. Manuskripterne til artiklerne er oprindelig skrevet i hånden, og med henblik på bogudgivelsen har Arne Karlsen været nødt til at renskrive dem på computer. Det har i et par tilfælde medført kludder i billedteksterne og computertekstens børnesygdom med tumpede orddelinger ved linieskift. Men det er mindre skønhedsfejl i en bog, der ellers behersker indhold, sprog og opsætning. I en fortsat diskussion af arkitekturens grundvilkår, som de er formuleret af blandt andre Kaare Klint og hans efterkommere, er Krydsklip i en arkitekts dagbog noget af det mest indsigtsfulde, man kan få fat i.

Politiken, 1. juni 2002

At lave noget, andre kan bruge
Arkitekturprofessor Arne Karlsens erindringer og kritiske essays.

Af Christian Bundegaard

Man får meget at vide, når man læser arkitekten, tidligere professor Arne Karlsens erindringer og kritiske essays. Der er en fuldt brugbar rejseguide til den amerikanske præsident og amatørarkitekt Thomas Jeffersons Virginia; til funktionalismens mekka, Hancock Shaker Village, til Rom og London, Rietvelds Amsterdam og Asplunds Stockholm, arbejderboliger og idealbyer og Carl Larssons 'Et Hem'. Ind imellem kritiske stykker om f.eks. Blangstedgaard og Københavns havnefront. Bogen er organiseret som dagbogsblade, men der er nu ingen videre forskel på tankegang og sprog i en anmeldelse af Charlottenborgs forårsudstilling 1957 og et notat om computere fra midten af 1990'erne. Måske er det gennemskrivningen, i så fald balancerer den fint mellem at bevare øjeblikkets inspiration og hæve refleksionerne ud over det tidsbundne.
Det, man får mindst at vide om, er faktisk Karlsen selv. I de indledende afsnit om morfaren og Metropolitanskolen, Lærlingehjemmet og akademiet er forfatteren ganske vist hovedpersonen, men næsten alle erindringerne synes at give anledning til at fortælle om andre, klassekammeraten Herman Stilling, og andres huse, Nyrops rådhus, eller på rejse: London set gennem Steen Eiler Rasmussens briller. Tilbageholdenheden har at gøre med det syn på det kunstneriske aspekt af arkitekturen, den erklærede Kaare Klint-discipel Arne Karlsen har arvet fra den indflydelsesrige arkitekt og professor på Akademiets Møbelskole. Flere generationer og en hel linje inden for dansk møbelkunst har de stået for, 'træmændene', som de kærligt-rammende er blevet kaldt, fordi de kunne have et næsten fetichistisk forhold til en sarg af godt asketræ, og fordi de er umulige at få med på faglige narrestreger. Arkitektur er en anvendt kunstart, og arkitektens personlige, subjektive behov for at udfolde sig bør han holde i ave. Opgaven er altid større end manden og de gode, karske naturmaterialer, omhyggeligt bearbejdet til en logisk, traditionsbåren form stramt styret af funktionen, vil altid være den korteste vej til skønheden. Den holdning sidder hos Karlsen i rygraden og rækker helt ud i blyantsspidsen. At hans egne erindringer så i lange passager bliver til fagportrætter af Mogens Koch og Klint, det generer egentlig ikke. Det lange afsnit om Kaare Klint er bogens hovedparti og formodentlig det bedste, mest vidende essay, der er skrevet om manden. Det slutter lidt trist med beretningen om den skæbne, der er overgået Karlsens eget orgelhus til Århus Domkirke. Menighedsrådet har vanrøgtigt pillet lågerne, det afgørende designmæssige element, af kassen, og man fornemmer bitterheden hos en bundhæderlig, omhyggelig arkitekt over en lang, tabt kamp. En side forinden har Karlsen karakteriseret sit kendetegn som møbeltegner som »det anonyme møbel«. Og at det har han det godt med. Ambitionen går igen i beretningerne om husene, kirkerestaureringerne og den uprætentiøse, offentlige bænk. At lave noget ordentligt, der viderefører traditionen og kan bruges af mange, det er tanken. Så er det, man bliver sur på de tankeløse.

Kristeligt Dagblad, 5. december 2002

Kvadratisk, praktisk, god
Man er i godt selskab med fotobog om arkitektur af tidligere rektor for Arkitektskolen i Århus Arne Karlsen

Af Carsten Bach-Nielsen

Den tidligere rektor for Arkitektskolen i Aarhus Arne Karlsen har fået tid til at bringe sine notater og lysbilleder i orden. Karlsen er blyantskrivende, viskelæderet ligger ved siden af blokken sammen med de mange 6x6 fotos. De tidlige er sort-hvide og optaget med et arvet kamera. De nyere farvedias med en klassisk Rolleiflex med fast brændvidde.
Hvorfor er det vigtigt? Fordi 6x6 selvsagt er et kvadratisk format.
Karlsen skriver i sin bog blandt andet om moduler og deres underinddeling. Det er det kvadratiske foto, der er styrende modul for bogen. Den er ganske vist høj og smal som en bogholders kontrabog, men i virkeligheden blot et halvt kvadrat. Bogen bliver ved opslag et helt kvadrat. Dette modul går igen i det meste af bogen.
En del af artiklerne har været trykt tidligere; andre er nye. Daterede som dagbøger. Karlsen er – tillad mig at sige det – en ældre herre, der er opvokset i slipstrømmen på et meget stort dansk kuld af arkitekter og formgivere, hvis hovedideolog og -talsmand var Steen Ejler Rasmussen. Man mærker synsmåden, rationaliteten og humanismen fra den store læremester i disse velskrevne tekster om arkitektur og samfund. Også Niels Kryger med sine bøger om, hvordan andre bor, klinger med. Hvis man er til den slags stilfærdig, klog meditation over husene og landskaberne, vi og andre bor i, så er dette bogen. Hvis man vil tage sig mulighed for at trække sig tilbage, synke ned i lænestolen og forsvinde fra julens tummel, så er dette midlet. Selv har jeg haft det som et barn, der stadig lige ville have »et kapitel mer'«.
Bogen er til dels en selvbiografi. Karlsen er opvokset med nationalromantikkens huse i København. Københavns Rådhus og Lærlingehjemmet i Rantzausgade har han haft rig lejlighed til at lære detaljeret at kende. Her er afsættet. Derefter er det den solide funktionalisme og murstensromantik, der udgør linjen. Kapitlet »En linie i dansk arkitektur og brugskunst« er centralt.
Karlsen beskæftiger sig ikke med papirsarkitektur, men den faktisk byggede, med formgivning – stole især. Hans indfølte beskrivelse af rejsen til Rietvelds Schröder Huis i Utrecht fra 1953 – og mødet med dets beboer, fru Schröder – er smuk og charmerende. En indrømmelse af egne fordomme, der blev til skamme.
Dygtigt docerende er professoren, når han fortæller om shakerkunsten i USA, om Thomas Jefferson og Herman Melvilles hvalfangerby Nantucket. Aktuel debat bliver det til, da Karlsen beskriver sin egen restaurering af Jelling Kirke i 1970'erne – og kommer til at lange voldsomt ud mod den megen kongerøgelse i restaureringen af den simple landsbykirke i 2000. Nu træder man ind på Kristi kors på gulvet. Det er blasfemisk! Så er det sagt. Tak.
Det er godt og solidt. Her er en moralist, en æstet, en sansende arkitektur- og genstandsbruger af den mådeholdne, klassiske, danske skole; en mand, der har alder og erfaring til at dele ud af det, han har på hjerte. Moderne arkitekter vil sikkert synes, at det netop er for dydigt. Jeg holder meget af den dydighed. Selskabet og sproget er godt.
Fotografierne har den bevægelse, det giver, når man fotograferer uden tele og vidvinkel. Man må flytte sig i rummet. Billederne er flot og flydende placeret i margen. Siderne er meget tætpakkede, men hvor er der altid syn for sagen. Tilrettelæggerne har ikke tøjlet de problemer, der er i at sætte i en smal klumme. Linje- og orddelinger er katastrofale. Der er trykfejl, der skulle have været fanget; dublerede billedtekster og meget af sådan noget.
Når man nu vil det perfekte – og det vil forlæggeren Christian Ejlers – så skulle bogen have haft en frisering mere. Nu er det som en kongelig porcelænstallerken med et skår. Og det er irriterende. Og dog. Det er også menneskeligt – som hele denne dejlige – kun i en forstand smalle – bog.

Information, 25. juni 2002

Jeronimus' bekendelser
Samlet fremstilling af gamle arkitekturdyder i en tøjlesløs tid

Af Allan de Waal

Arne Karlsens Krydsklip handler om møbler og arkitektur, og har format som en gammeldags skrædderkalender, sådan én til notater om tidspunkter og omsyninger gennem et krævende liv i nøjsomhedens tjeneste. På et designseminar i 1980'erne var en af opgaverne at re-designe et sæt haveredskaber med kulørte plasticskafter og udskiftelige aluminiumsdele. En af deltagerne på Karlsens hold sagde drillende: »Nå, nu må vi se om vi også kan løse den opgave i Kaare Klints stil...« – hvortil prof. Karlsen roligt men en knivspids irriteret svarede, at Kaare Klint netop ikke repræsenterer en stil, men en arbejdsmåde! Kaare Klint grundlagde tilbage i 1920'erne den klassiske danske møbelskole, og det er hans anskuelsesvinkel Arne Karlsen videreudvikler som designhistoriker og underviser, arkitekt, møbeltegner, og i en periode også som tålmodig præsident for Akademirådet.

Skab og krypto
Med gamle og nye artikler fra rejser og dyk i arkiverne bygger han som et samlesæt bogen op af fornuftsbetingede iagttagelser og et stramt funktionelt omverdenssyn. Så stramt, at man indimellem mærker 1950'er-idealerne som generations-spændetrøje i starten af et nyt lebendigt årtusind. Og så fornuftsbetonet, at forfatteren indimellem kløjs i det – når han ubetinget bliver suget ind i Michelangelos dystre Medici-univers, eller blankt indrømmer at han ikke er meget for morgenmad på hotelværelset. Arne Karlsen er tydeligvis både skabs-calvinist og krypto-klassicist, men hans faste tekster er gode at spille hoppebold op ad, og kapitlerne giver bl.a. illustreret besked om livet i et gammeldags lærlingehjem på Nørrebro, Jeffersons og Shakernes amerikanske omgivelser, magtbillederne på Manhattan, påtrængende kirkekunst i Jelling, Børge Mogensens FDB-møbler og Biilmann-Petersens robuste reklamegrafik.

Vejle Amts Folkeblad, 7. december 2000

God fagbog – uden missioneringer
Bogen Arkitektur og miljø, udgivet af Arkitektskolens Forlag i Århus, skrevet af Rob Marsh, Michael Lauring og Ebbe Holleris Petersen.

Peter Flarup, arkitekt maa

Bogen er et resultat af et forskningsprojekt, udført på Arkitektskolen i Århus, og dens målsætning er at belyse samspillet mellem arkitektonisk form, konstruktioner og materialer. Bogen arbejder meget seriøst med emnet og trækker klart og nøgternt en række aspekter op omkring sammenhænge imellem f.eks. boligstørrelse og miljøbelastning (et ofte overset aspekt i miljødebatten) og belyser en række bygningskonstruktioner og byggematerialer ud fra deres ressourceforbrug m.v. Bogen er et godt og længe savnet arbejdsredskab for den professionelle del af byggebranchen arkitekter, ingeniører, planlæggere, større bygherrer o. lign. Men på grund af bogens form tror jeg til gengæld ikke, at den er særlig anvendelig for den »almindelige forbruger«. Først og fremmest fordi der anvendes for mange fagtermer. Det er i øvrigt befriende at læse en fagbog, der har til formål at fremme et mindre miljøbelastende byggeri, der ikke missionerer, men alene argumenterer ved hjælp af oplysning. Jeg kan kun anbefale mine kolleger indenfor byggebranchen til at læse og gerne bruge fagbogen

P.S. Bogen er i øvrigt en af de første udgivelser fra det nystartede Arkitektskolens Forlag under Arkitektskolen i Aarhus. Det er startet med henblik på at styrke og formidle skolens forskning, afspejle de faglige diskussioner og stimulere den faglige debat. Blandt andre nyudgivelser kan nævnes Karl Christiansens: Tvangstanker, en bog om den poetiske refleksion over den indre sammenhæng i arkitekturværker, form og materialer samt Eugène Viollet-le-Duc's Restaurering, der vil indgå som et bidrag i den danske restaureringsdebat.

Ingeniøren, 8. september 2000

Kontant besked om økobyggeri
Ny bog viser miljøregnskaber for gængse materialer og konstruktioner

Arkitektur og miljø. Af Rob Marsh, Michael Lauring og Ebbe Holleris Petersen. Arkitektskolens Forlag, 126 sider, 270 kr.

Af Annette Hartung

Der er megen nostalgi i vor tids grønne byggeri. Mange har en mening om, hvilke materialer og konstruktioner, der er bedst for miljøet på kortere og længere sigt. Men få kan bevise deres tro. Det bliver nu nemmere med bogen arkitektur og miljø, der er skrevet af arkitekterne Rob Marsh og Michael Lauring fra Arkitektskolen i Århus samt civilingeniør, ph.d. Ebbe Holleris Petersen fra Statens Byggeforskningsinstitut. De opstiller miljøregnskaber for alle de vigtigste byggematerialer i nutidens boligbyggeri ved at vurdere de påvirkninger, der vedrører henholdsvis materialer og opvarmning.
For det første ser de på forskellige husformer, nemlig etagehuse, rækkehuse og parcelhuse. For det andet ser de på forskellige konstruktioner til vægge, tag og dæk etc. Og for det tredje ser de 1) på ressourceforbrug ved anvendelse af nye materialer og genbrugsprodukter, 2) på energiforbrug ved anvendelse af forskellige energikilder som olie, gas, sol og vind, 3) på drivhuseffekt og CO2-udslip samt 4) på udledning af svovldioxid, kvælstofoxider og andre forsurende forbindelser. Alle regnskaber gøres op for 1 kvm materiale eller konstruktion og for ét år, idet der tages hensyn til den forventede levetid. Herved bliver det muligt at sammenligne træ, murværk, stål, aluminium, glas etc. samt diverse isoleringsmaterialer anvendt til såvel lette som tunge konstruktioner. Næsten alle praktisk relevante kombinationer af yder- og indervægge, isolering, tagdækning mm. omtales – på hvert sit opslag, så det er nemt at bruge bogen som håndbog. Alt illustreres med principtegninger og diagrammer for de forskellige miljøfaktorer samt et farvefoto af et praktisk eksempel plus klare kommentarer om fordele og ulemper ved de beskrevne materialer og kombinationer. Én af mange konklusionerne er, at træbaserede konstruktioner bør finde større anvendelse i boligbyggeriet, end tilfældet er i dag, fordi konstruktionerne har fine miljøprofiler og kun er lidt varmeledende. En anden konklusion er, at passiv solvarme må anvendes på afvejet vis, dels fordi glaspartierne kan blive så store, at ikke al solvarme kan nyttiggøres, dels fordi termoruderne har en relativt kort levetid, og produktionen af metalrammer kræver megen energi og giver stort CO2-udslip. Forfatterne pointerer, at så danne generelle anbefalinger selvsagt ikke kan stå alene, og at miljøregnskaber kun er én af mange parametre i en byggesag. De fastslår således, at ethvert byggeri naturligvis må forholde sig arkitektonisk til brugerne og det sted, det skal opføres. Bogen henvender sig især til ingeniører, arkitekter og andre fagfolk i byggebranchen. Men den er også værd at studere for de husejere, der måske bare skal have skiftet tag eller vinduer – for ikke at sige dem, der påtænker at bygge eget hus. Eller dem, der savner argumenter, når de taler for eller imod diverse materialer og konstruktioner.

Politiken, 21. februar 2002

Bagsidelandet
Når man bygger nyt, opstår der rundt om den nye bygning et stort område, der består af parkeringspladser, jordvolde og rabatområder. Dette overskudslandskab er emnet for en ph.d.-afhandling, der indeholder mange underholdende analyser.

Af Christian Bundegaard

Det er en af fordelene ved indførelsen i Danmark af den angelsaksiske akademiske grad ph.d., med tilhørende 3-årig forskeruddannelse, at de ph.d.-studerendes arbejde ofte udkommer i redigeret udgave til et publikum uden for den snævre fagkreds. Eller måske skulle man snarere sige: i kanten af fagfolkenes kreds. For det er selvfølgelig ikke let at vride en lærd afhandling om til et stykke letfordøjelig populærvidenskab. Tom Nielsen har taget sin ph.d. på Arkitektskolen i Århus og arbejdet med et af tidens populære og påtrængende emner inden for arkitektur og planlægning, 'overskudslandskaberne'. De ligger dér, hvor den moderne by, i modsætning til den tætte, historiske bykerne, bliver »tynd, usammenhængende og utæt«. Med de stærkt profilerede bygningskomplekser og den store arkitektur følger en bagside. Det er her, man finder parkeringspladsen, vejstykket, opmarcharealet, jordbunkerne, den ubebyggede grund, det blinde fortov, alle rabatområderne eller 'resterne' efter det byggede og det planlagte. Hver gang nogen smider et Guggenheim-Bilbao fra sig et sted, vokser det ubenyttede, uplanlagte rum bagved og rundt om.
Det er dette Terrain vague, som man engang kaldte denne mere ubestemmelige del af kulturlandskabet, Tom Nielsen undersøger. Og i sporet af land art-kunstneren Robert Smithson og arkitekterne Robert Venturi og Denise Scott Brown, der i slutningen af 60'erne opsøgte henholdsvis New York-forstaden Passaic og det besynderlige Las Vegas, foretager han en 'psykogeografisk' rejse i overskudslandskabet med Las Vegas og Århus som eksempler. Det er meget læseværdige og underholdende analyser med et væld af gode iagttagelser og sideblik til forskellige fænomener, der har med bykultur at gøre. Lidt omstændeligt virker det måske indimellem, men det er nok dér, de videnskabelige krav viser sig.
Blandt de mange referencer, der inddrages, trækkes der især på den franske filosof George Batailles bestemmelser af det formløse og på den hollandske arkitekt Rem Koolhaas' arbejde. Koolhaas har som så mange andre opgivet den samfundsforandrende position, som de fleste byplanlæggere (og intellektuelle) indtil for nylig gik ud fra. Inden for det gennemført markedsøkonomiske samfund giver strategien med at formulere alternativer til det bestående ikke længere mening. I stedet for at være i opposition til systemet, forsøger man at udnytte dets potentialer. Ikke for ukritisk at løbe med det, men så at sige for at løbe det op. Det gælder også overskudslandskaberne, der nok kan virke som noget, kapitalismen ubønhørligt får tilovers og forkaster, akkurat som den ustandselig får arbejdskraft tilovers i form af mennesker, der kan føle sig tilovers og forkastede. Men en af Tom Nielsens pointer er, at byernes overskudsområder hele tiden bliver indlemmet i byerne igen. De tomme byggegrunde bliver bebygget, grusgravene bliver til parker, industrianlæg omdannes til boliger. Grimhøj (det hedder den åbenbart!) i Århus har været mark, blev til affaldsplads og jorddepot, og ændrer derpå igen karakter ved at blive indtaget af motionister på mountainbikes, og gøres til sidst af kommunen til udsigtsbakke. Og parkeringspladsen ved OBS! i Viby bliver efter lukketid til mødested for børn og unge på skateboard, en tai-chi-gruppe og prostituerede med kunder i bil. Alternative offentlige rum, kalder Tom Nielsen denne nye, 'lave' brug af overskudslandskaberne. Og i den forstand er resterne altså kommet for at blive - og for at blive omsat, indtaget og kastet op igen. Men kan æstetikerne leve med dette pragmatiske billede af vor tids by, som et blindt, altfortærende uhyre, der æder sig selv, til det brækker sig?

Opdateret den 12. november 2010 af Jens Nielsen