Samarbejder
  Søg
International Studies
Print side
 

Forskernetværket "Netværksbyens Urbane Landskaber" (2004-2005)

Forskernetværket arbejder med ”netværksbyen”, hvorved forstås de nye byformer, som er opstået og fortsat udvikles sammen med de nye kommunikationsnetværk og infrastrukturer til fysisk mobilitet. Desuden behandles problemstillingen om de ”urbane landskaber”, som henviser til, at disse nye byformer opløser tidligere kendte klare grænser mellem by og land. Det landskabelige trænger ind i byen og det bymæssige ud i landskabet.

 

Forskernetværket fokuserer på de spørgsmål, denne udvikling stiller den arkitektfaglige forskning og praksis over for. Hvordan begrebsliggøres og teoretiseres de nye urbant-landskabelige former, hvilke arkitektoniske strategier anlægges, hvilke udfordringer står fagdisciplinerne byplanlægning, bybygning og landskabsarkitektur overfor?

 

Forskernetværket samler de institutionelle og geografisk spredte arkitekturfaglige forskningsmiljøer i Danmark, som beskæftiger sig med dette emne, og omfatter endvidere enkeltpersoner fra andre forskningsmiljøer i Danmark, Norden og Europa. Netværket virker i 2004 og 2005 med følgende aktiviteter: Afholdelse af fire forskerseminarer og to ph.d.-kurser samt oprettelse af et læringslab. for ph.d.-studerende.

 

Hovedformålet med forskernetværket er at etablere en national og international sammenhæng, som over en to-årig periode kan bidrage til at etablere og konsolidere spørgsmålet om mobilitet, skala og arkitektonisk integration i netværksbyens urbane landskaber som centralt forskningsområde for den by- og landskabsarkitektoniske faglighed i Danmark.

 

Netværksledelsen varetages af lektor, ph.d., arkitekt maa, Poul Bæk Pedersen, Institut for By og Landskab, Arkitektskolen Aarhus. Forskernetværket bæres i øvrigt af Institut for Arkitektur & Design, Aalborg Universitet (lektor Gitte Marling), Center for Urbanitet og Æstetik ved Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet (professor Martin Zerlang) og Institut 3: By, Rum og Funktion, Kunstakademiets Arkitektskole, København (professor Jens Kvorning). Netværket består i øvrigt af en meget bred personkreds fra ind- og udland.

 

Forskernetværket finansieres af Statens Humanistiske Forskningsråd med 800.000 kr.

 

 

Netværksbyens Urbane Landskaber

 
Kontakt webmaster :: Intranet :: Webmail :: Webservice

Arkitektskolen Aarhus . Nørreport 20 . 8000 Aarhus C . 89 36 00 00 . a@aarch.dk