|
Rektor Torben Nielsen har udpeget adjunkt, arkitekt MAA, ph.d. Charlotte Bundgaard til prorektor ved Arkitektskolen Aarhus. Hun får blandt andet skolens samarbejde med erhvervet som et særligt fokusområde. Charlotte Bundgaard har været tilknyttet Arkitektskolen Aarhus som underviser og forsker siden 1994. I 2006 blev hun tildelt ph.d.-graden for afhandlingen "Montagepositioner - en undersøgelse af montagebegrebet i industrialiseret arkitektur". Desuden har Charlotte Bundgaard gennem årene haft sæde i en række af skolens arbejdsgrupper og udvalg, og siden 2006 har hun været medlem af skolens øverste organ, Skolerådet. Charlotte Bundgaard er 47 år. Om sin kommende opgave siger hun bl.a.: "Arkitektskolen Aarhus har brug for at udbygge det i forvejen frugtbare samarbejde med fagets praksis, og det glæder jeg mig til at bidrage til. Århus har internationalt ry som arkitektur-og designby. Ikke mindst takket være det tætte samspil som gennem årene har været mellem Arkitektskolen og byens tegnestuer. Men, som man har kunnet læse i dagspressen de seneste dage, så tyder meget på at mange af vore kandidater nu drager til København for at arbejde. Derfor har vi en opgave i – sammen med kommunen og byens arkitekt- og designfirmaer – at tage nogle initiativer, der kan fastholde byens position som arkitektur– og designby. Det er vigtigt for alle parter. Potentialet er der.” For yderligere information: E: charlotte.bundgaard@aarch.dk; T: 8936 0311; M: 2622 4964
|