COMPUTED MORPHOLOGIES
En tektonisk og metodologisk undersøgelse af topologioptimering indenfor arkitektonisk design
Ph.d.-projekt af Asbjørn Søndergaard
En tektonisk og metodologisk undersøgelse af topologioptimering indenfor arkitektonisk design
Ph.d.-projekt af Asbjørn Søndergaard
Formålet med projektet er at undersøge nye metoder til beregningsmæssig formgivning af arkitektoniske konstruktioner. Projektet fokuserer på tektoniske og metodiske undersøgelser af topologioptimering, en metode der anvendes inden for luftfarts- og bilindustrien til at udforme materialebesparende komponenter.
Tidligere forskning har indikeret at en topologisk optimering af betonkonstruktioner vil gøre reduktioner i materialeforbrug på mellem 60-70% mulige, samtidig med at en sådan optimering vil resultere i nye bygningskonstruktioner, der overskrider grænserne for de typologiske klassifikationer vi anvender i dag.
Dette giver anledning til fremkomsten af nye arkitektoniske potentialer, såsom visuel artikulering af de statiske kræfters virke i bygningslegemet.
Den geometriske kompleksitet af de beregnede topologier kræver at der anvendes og opfindes nye digitale fabrikationsteknikker til opførelse af optimerede bygningskonstruktioner. Når optimeringslogik og fabrikationsbegrænsninger integreres, muliggør dette en diversificering af materielle udførelsesformer, der giver anledning til nye sprog indenfor digital eller maskin-relateret tektonik.
Projektet udforsker grænsefladen mellem beregning og maskinforarbejdning i sammenhæng med morfologiske eksperimenter, der er rettet mod en undersøgelse af de rumlige potentialer sådanne processer indebærer. Projektet søger at udvikle metodiske forlængelser af gradientbaserede topologioptimeringsmetoder rettet mod arkitektoniske designprocesser.
De talmæssige eksperimenter fokuserer på udviklingen af dynamiske eller selvudviklende optimeringskonfigurationer, der omfatter tilsigtet åbenhed i områder med høj densitet. De udviklede metoder udlægges gennem eksperimenter med arkitektonisk robotfabrikation.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE