Rekordstort antal ansøgere til NORDMAK
Til efteråret starter 18 studerende på NORDMAK masteruddannelsen.
03.06.2021
Til efteråret starter 18 studerende på NORDMAK masteruddannelsen.
03.06.2021
På trods af coronanedlukninger og andre udfordringer er det et fuldtegnet hold, der begynder på den femte udgave af NORDMAK efteruddannelsen til efteråret. Det betyder, at 18 studerende fra Norden tager hul på 2,5 års masteruddannelse, der vil bringe dem rundt i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Uddannelsen er tværnordisk og foregår i et tæt samarbejde med Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo, Kungliga Kunsthögskolan i Stockholm samt Alvar Aalto Foundation og Aalto Universitetet i Helsinki.
”Jeg glæder mig meget over, at vi får et fuldt hold til efteråret. Vi oplevede faktisk den hidtil største søgning til NORDMAK, med flere ansøgninger, end vi har studiepladser, så derfor måtte vi takke nej til en lille håndfuld ansøgere”, siger Mogens A. Morgen, der udover at være professor på Arkitektskolen Aarhus også er ansvarlig for NORDMAK, og fortsætter:
”Det nye hold kommer til at bestå af tre svenskere, seks nordmænd og ni danskere. Jeg er rigtig glad for, at vi denne gang har fået en god balance i hvilke lande, deltagerne kommer fra. Det nordiske samarbejde er en utrolig vigtig del af NORDMAK, og det er min erfaring, at deltagerne får ekstra meget ud af at samarbejde med folk fra de andre nordiske lande”.
Nordisk Master i Arkitektonisk Kulturarv, kaldet NORDMAK, er en akademisk overbygningsuddannelse der henvender sig til færdiguddannede kandidater, der arbejder professionelt med arkitektonisk kulturarv. NORDMAK bygger bro mellem teori og praksis, og de studerende får kompetencer inden for fagområdets teoridannelse, undersøgelse og dokumentation, værdibaseret arbejdsmetode og procesledelse. Derudover indgår specifikke emner som kulturmiljøer, verdensarv, modernismens kulturarv og bæredygtighed i bygningskulturarven.
”Jeg synes, vi har fået sammensat et rigtigt godt hold, som har en masse forskellige faglige baggrunde, og det tror jeg, vi alle kommer til at få gavn af. Vi vil altid gerne have et hold, som har forskellige indgange til arbejdet med arkitektonisk kulturarv, og det har vi også fået denne gang. Jeg glæder mig i hvert fald meget til september, hvor vi får muligheden for at møde alle de nye studerende og tage hul på uddannelsen”, siger Mogens A. Morgen.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE
The page you have selected is currently not available in English.