Arkitektskolen Aarhus afholder d. 2. maj et debatarrangement med fokus på BLOX. Ved arrangementet vil der være oplæg om BLOX af Kristoffer Weiss og paneldiskussion med professor Tom Nielsen, professor Thomas Bo Jensen og rektor Torben Nielsen. Debatten er modereret af Kristoffer Weiss.
De danske byer gennemgår en omfattende transformation af de post-industrielle havnerum.
I Aarhus har den nye kulturinstitution Dokk1 været med til at skabe et nyt urbant tyngdepunkt i byen med fokus på kultur og viden.
I København er BLOX, tegnet af OMA, opført på et af de sidste ledige havnearealer i Indre By. BLOX fuldender havnepromenaden og forbinder byen med havnen på et af de mest centrale og trafikerede steder i den centrale del af byen.
Begge projekter har medført stor debat om hvordan omstillingen af de danske havnebyer bør foregå.
Arrangementet giver en præsentation af projektet BLOX og åbner for en diskussion af den store transformation af de danske havnebyer fra industri til kultur og rekreation.
Det vil være muligt, at købe den nyudgivne bog om BLOX til arrangementet, og der vil blive serveret øl og vand.