Christian Kofod

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

In conversation with Alexander Skovgaard Bagger Hadi & Birke Langkjær
Written by Birke Langkjær
Language: DA

Estimated reading time: 9 minutes.

Når verden står i flammer – både billedligt og bogstaveligt – kalder det på mere end tekniske løsninger. Det kalder på forestillingsevne, handlekraft og store forandringer. Under “Hus i flammer!” (Session til OPEN25, red.) diskuteres de store kriser – klimaet, biodiversiteten, polariseringen og den sociale ulighed. De vilde problemer, der kræver vilde løsninger. Hvad betyder det i praksis, når man arbejder i en stor international producent af byggematerialer?

Christian Kofod er Bæredygtighedschef i ROCKWOOL Nordics, og arbejder med bæredygtighedsstrategier og dokumentation i koncernen. Hvordan ser han på bæredygtighed, når han står midt i en af verdens største producenter af isolering – og samtidig skal levere konkrete løsninger i en branche i forandring? Hvad skal der gøres for at rykke ved systemer, der i årtier har været præget af vanetænkning og lineær økonomi?

B: Hus i flammer – hvad tænker du når du hører den analogi?

C: Når jeg hører begrebet ”Hus i flammer”, tænker jeg i første omgang lavpraktisk: Vi har brug for huse, der ikke brænder. Huse, der holder. Men selvfølgelig er der også en større samfundsvinkel. Vi er tæt på kanten – Når vi ser på de planetære grænser, vores udledning og vores forbrug, kan det være svært at bevare optimismen, særligt når man bruger billeder som det her. Men der sker faktisk meget positivt. Der er mange kræfter i branchen, der arbejder for at reducere emissioner og skabe byggeri, der holder. Så der er stadig plads til håb – men det kræver handling.

B: Men har vi i byggebranchen fantasi nok til at handle – før huset brænder ned? Er der nok forestillingsevne?

C: Jeg oplever et reelt skifte i branchen. Der er masser af forestillingsevne og fantasi – og jeg synes vi oplever virksomheder, bygningsejere og investorer, som tør tænke nyt. Der hvor problematikken opstår, er tit der hvor idéer skal føres ud i livet. Det er her fantasien møder virkelighedens begrænsninger. Det er jo stadig virkelig vigtigt at sikre os at byggeriet er robust og langtidsholdbart. Der er masser af vilje til forandring og Rockwool har den vilje til forandring. Vi arbejder hele tiden for at optimere.

Det er rigtigt, at vores produkt kræver meget energi – vi smelter sten ved 1500 grader. Derfor har vi også et ansvar for at optimere og passe på det energiforbrug, vi har. Hvis du kigger på vores EPD’er, så ligger Rockwools isoleringsprodukter faktisk på samme niveau som mange andre alternativer og nogle gange endda lavere. Rockwool har selvfølgelig et ansvar, men hele branchen har et ansvar.
Hvis man for eksempel ser på de generiske klimadata for byggematerialer i bygningsreglementet, ser man store ændringer i den nyeste version især når det gælder mineraluldsisolering. Det skyldes, at man i dag baserer vurderingerne på, hvad producenterne som helhed faktisk er i stand til nu.

Vi er nået meget længere, end de data man tidligere brugte som grundlag, og faktisk er vi hos Rockwool helt nede på 0,37 kg CO2/kg set i forhold til en brancheværdi på 1,6 kg. CO2/kg. Desværre ser vi ikke disse opdaterede tal afspejlet i materialepyramiden, som mange arkitekter fortsat bliver undervist i. Tidligere kunne isoleringsmaterialer stå for 20-25 % af en bygnings samlede klimaemissioner. I dag ligger vi omkring 5 %, måske endda under. Det viser, hvor store fremskridt vi har gjort.

B: Kunne emissionerne for isoleringen blive endnu lavere.Burde vi skrue ned forisoleringen og tage mere tøj på?

C: Energieffektivitet handler om meget mere end isolering alene – det er summen af en lang række forhold, der tilsammen bestemmer, hvor effektivt vi bruger vores ressourcer. Når vi taler om varmeforbrug, handler det både om klimaskærmen, tekniske installationer som varmepumper og ventilationsanlæg – og om vores adfærd. Det kan virke oplagt at spørge, om vi kunne isolere mindre og i stedet tage en ekstra trøje på om vinteren. Og ja der er ikke nogen grund til, at vi skal kunne gå rundt i en t-shirt midt om vinteren, fordi vi har skruet så højt op for varmen – det er spild af energi. Men vi skal samtidig være varsomme med at skrue for meget ned.

For lav inde temperatur kan give problemer med kondens og skimmelsvamp, og det går ud over bygningernes holdbarhed. Om sommeren ser vi et andet problem: mange huse bliver overophedede, især hvor der er store glaspartier og utilstrækkelig solafskærmning. Så det er jo en balancegang. Vi skal sikre os, at vi har bygninger, som er behagelige at være i, men samtidigt kigge på energi- og klima-effektivitet. Det er dog tankevækkende at selvom vi har optimeret bygningsreglementet løbende og at vi bygger bedre isolerede huse, så har energiforbruget i husholdningerne stort set været konstant. Sidste gang, vi for alvor så et fald i forbruget, var under energikrisen for et par år siden, da gaspriserne steg. Det var først, da det kunne mærkes økonomisk, at folk begyndte at skrue ned.

B: Vi har optimeret teknisk længe, men forbruget er stadig konstant. Hvordan sikrer I jer at tiltag som biogas og Rockcycle, ikke kun ender som teknisk optimering – men faktisk fører til forandring i det konkrete?

C: Med omstillingen til biogas og grøn elektricitet har vi reduceret vores CO₂-udledning med 80 procent. Det krævede en investering på mere end 500 millioner kroner og mere end 50 udviklingsingeniører for at udvikle en ny innovativ teknologi der kunne gøre os i stand til at imødekomme byggebranchens fokus på klimavenlige byggematerialer. Og så har vi i mere end 30 år genanvendt stenuld. I 2012 etablerede vi vores Rockcycle-program, hvor kunder kan returnere fraskåret og brugt isolering, så det kan indgå i produktionen af ny isolering. Siden 2012 har vi akkumuleret set indsamlet mere end 70.000 tons gammel stenuld, som er blevet omdannet til ny isolering med uforandret ydeevne. Disse indsatser giver først rigtig mening, når vi kan vise, hvordan det faktisk gør en forskel for byggeriet. For eksempel gennem vores EPD’er.

Det er her, det bliver relevant for den enkelte byggeproces. Dokumentationen er altså afgørende for at vi sikrer os at vores tiltag gør en forskel. I Rockwool arbejder vi hele tiden med at dokumentere alt – helt ned på produktniveau. Det gælder alt fra brandegenskaber og lambda-værdier til genanvendelse og klimaaftryk. Jeg og et team af mine kollegaer arbejder med at sikre, at denne dokumentation når ud til vores kunder, så de kan bruge den aktivt i deres beregninger. Det er det, der gør det muligt at vise, at de tiltag og ændringer vi foretager os i vores produktion, gør en forskel for bygningers klimaaftryk.

B: Initiativer som Rockcycle er et forsøg på at gøre jeres produktion mere cirkulær. I har øget kapaciteten for hvor meget materiale I kan tage tilbage i jeres produktion, men mange benytter det ikke. Hvordan kan det være?

C: Vi ved alle godt hvad der er det rigtige at gøre – alligevel sker det ikke altid. Jeg tror at det i høj grad handler om adfærdsændringer, som er rigtig svære at ændre på. Noget andet er at cirkularitet ikke er gratis. Det koster penge at sortere og transportere brugt materiale, og det har været alt for billigt at sende materialer til deponi, selv når det har kunne genanvendes. Jeg kan ikke forstå at man i dag må sende sådanne materialer til deponiet.

Altså tror jeg at det eren blanding af adfærd og økonomi, der gør at meget materiale ikke bliver genanvendt selvom potentialet er der. Med det sagt, så sker der jo rigtig meget og der er kommet nye krav omkring nedrivning, og det betyder, at der kommer meget mere fokus på det. Vi taler næsten dagligt med nedrivere og affaldsselskaber for at finde ud af hvordan vi kan få så meget affald tilbage så muligt. Men der skal ske systemiske ændringer, og her spiller vores politikere også en rolle.

B: Arbejder i internt i Rockwool på at udbrede løsninger som Rockcycle?

C: Det er et af de områder, vi har mest fokus på også i vores marketingafdeling. Eksempelvis er vi med på Skills, hvor vi snakker en masse med studerende omkring lige netop dette. Derudover er vi på Building Green, hvor vores hovedbudskab igen i år er cirkularitet. Vi taler med lovgiver, affaldsbehandlere og vi har forskellige partnerskaber, hvor vi arbejder på at gøre det nemmere for vores kunder at få leveret deres rest uld tilbage til os.

Det er svært at genbruge isolering, der har ligget i bygninger i mange år, direkte. Dels på grund af usikkerhed omkring kvalitet og ydeevne, dels fordi der er krav om for eksempel CE-mærkning, som kan være vanskelige at opfylde ved direkte genanvendelse. Derfor genanvender vi materialet ved at det brugte materiale – stenulden, som vi får retur, omdannes til nye fibre og på den måde indgå som råmateriale i ny produktion, uden tab af ydeevne.

B: I arbejder aktivt på at udbrede Rockcycle og fremme cirkularitet. Men hvilket ansvar mener du, at materialeleverandører som Rockwool har for at sikre, at deres produkter bliver genanvendt og ikke ender som affald?

C: Der er flere elementer, der spiller ind. For det første er det afgørende, at producenter laver materialer, der kan genbruges eller genanvendes – altså rene produkter. I naturen findes der ikke affald, alt indgår i et kredsløb. Den tankegang bør også gælde for byggematerialer. Det kræver, at materialerne bliver designet med det for øje – at de kan oparbejdes i et lukket kredsløb og bruges igen uden at miste kvalitet. Samtidig ser vi nu en bevægelse mod et udvidet producentansvar. I Frankrig er der krav om, at producenter af byggematerialer skal kunne tage deres produkter retur og oparbejde dem. Det er en udvikling, jeg forventer, vil sprede sig.

B: Tror du, det er realistisk at opnå en fuldt cirkulær byggebranche – eller er det stadig mest et ideal?

C: Man kan sige, at byggeriet adskiller sig positivt fra mange andre brancher, når det gælder mulighederne for cirkularitet. Ser man på et hus, er der rigtig mange materialer, der potentielt kan genanvendes og indgå i et cirkulært kredsløb. Så nej, jeg synes ikke, det er urealistisk at forestille sig en fuldt cirkulær byggebranche. Det er stadig et ideal, men et opnåeligt et – hvis vi tør tage de nødvendige skridt. Det kræver politisk mod, men også mod hos forbrugerne. Og det kræver, at vi allerede i designfasen tænker i cirkularitet – at vi tegner og opfører bygninger, der kan skilles ad og bruges igen.

Det bliver også et ansvar for arkitekterne. Men vi må heller ikke glemme producenterne – de skal med hele vejen. Vi kan ikke bare sende ansvaret videre i værdikæden. Lige nu ser vi mange eksempler på det, jeg kalder “engangscirkularitet” – hvor materialer godt nok genanvendes, men kun én gang, og uden at deres værdi bevares. Det er ikke cirkularitet. Hvis vi vil skabe lukkede kredsløb, skal vi designe produkter og systemer, hvor materialerne kan genbruges igen og igen – uden kvalitetstab. Det kræver en fælles indsats. Man kan ikke bare pege på politikerne, arkitekterne eller producenterne og sige, at det er deres ansvar. Alle parter skal tage del i det – ellers forbliver cirkularitet blot et ideal.

B: Tiltagende imod en mere cirkulær byggebranche er tiltag mod en mere bæredygtig byggebranche. Men hvor går grænsen mellem reelle løsninger og symbolske tiltag?

C: Det er interessant, når vi snakker om en bæredygtig byggebranche, for hvornår bliver en sammensætning af materialer egentlig bæredygtig? Producenter må ikke kalde et produkt for bæredygtigt og det giver faktisk god mening. Men når vi snakker bæredygtighed, er det vigtigt at vi taler om holistisk bæredygtighed. Vi må ikke bare kigge på enkelte elementer af bæredygtighed, som vi gør, når vi fokuserer rigtig meget på klimaet. Det er vigtigt at vi kigger på alle aspekter af bæredygtighed: sociale, økonomiske osv. det hele skal hænge sammen.

Omkring reelle løsninger så er dokumentation og effektmåling helt afgørende. Vi skal måle og veje vores indsatser – både før og efter byggeriet står færdigt. Hvad tror vi, det vil have af konsekvenser, og hvad viser tallene bagefter? Når vi har dokumentationen i orden, kan vi også fortælle de gode historier og vise, at det faktisk kan betale sig. Det handler ikke bare om at reducere eller leve op til nogle abstrakte ambitioner – det skal give reel værdi, og det skal kunne mærkes. Det er dér, vi begynder at bevæge os væk fra de symbolske tiltag og over mod de reelle løsninger.

B: Hvis vi nu skal tage skridtet fra dokumentation og gode intentioner til egentlig forandring – hvad er så den ene ting, du ville ændre i byggebranchen i morgen, hvis du kunne?

C: At vi skal arbejde bedre sammen som branche. Der er netop blevet udarbejdet en ny branchestandard for biodiversitet i byudvikling – et virkelig godt og vigtigt initiativ. Men det er stadig kun en branchestandard, og hele branchen har ikke været med i processen. For eksempel har jeg ikke kunnet se nogen materialeproducenter der var med, og det er ærgerligt. Det er noget, jeg gerne vil være med til at ændre.

Vi skal væk fra en ”os mod dem”-tankegang og i stedet begynde at samarbejde mere åbent og på tværs. Materialeproducenter spiller en vigtig rolle og bør i langt højere grad inddrages. Man skal turde stille krav til dem – men man skal også invitere dem med ind i samtalen og spørge: Hvordan kan vi sammen blive bedre? Der var et strateginetværk for bæredygtigt byggeri for nogle år siden, hvor hele branchen var repræsenteret. Det var meget inspirerende, fordi alle dele af værdikæden var samlet. Det er den form for samarbejde, jeg drømmer om at se mere af. For det er først, når vi ser os selv som én samlet branche, at vi for alvor kan rykke.

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

The issue was produced by students from the Aarhus School of Architecture:
Ida Bjerga, Osmo Hadad-Lange, Alexander Skovgaard Bagger Hadi, and Birke Langkjær Jakobsen.

The non-profit project was supported by The Dreyer Foundation.

Image credits: Rockwool