Henrik Mahncke

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

In conversation with Birke Langkjær-Jakobsen & Ida Bjerga
Written by Birke Langkjær-Jakobsen
Language: DK

Estimated reading time: 11 minutes.

Hvordan hænger vores livskvalitet sammen med de steder, vi bor, arbejder og mødes? Det spørgsmål ligger i hjertet af en samtale med Henrik Mahncke, analysechef i Realdania, der i årevis har undersøgt, hvordan det byggede miljø påvirker vores hverdag – fra tryghed og fællesskab til sundhed og trivsel. Realdania har gennem et bredt spektrum af analyser og projekter kortlagt, hvordan byrum, bygninger og boligområder ikke blot er fysiske rammer men aktive medspillere i vores livskvalitet. I interviewet deler Mahncke sin viden om, hvad forskningen peger på, hvilke udfordringer vi står overfor, og hvordan vi med klog planlægning og arkitektur kan skabe miljøer, der styrker både det enkelte menneske og samfundet som helhed.

Arkitekturens usynlige magt

Hvordan det byggede miljø former vores livskvalitet. Når man møder Mahncke, forstår man hurtigt, at hans blik på verden er formet af en dobbelt passion – én for samfundets strukturer og én for arkitekturens dybtgående indflydelse på vores liv. Han er født i Aarhus og stod engang i et klassisk uddannelsesdilemma: Skulle han læse arkitektur eller statskundskab? Valget faldt på statskundskab – han ville påvirke samfundet og have indflydelse på den verden, vi lever i. Men efter mange år i Realdania og arbejdet med og interesse for det byggede miljø, ser han, at arkitektur kan have mindst lige så stor indflydelse på vores liv. ”Jeg endte med at læse statskundskab, fordi jeg troede, at det var gennem statskundskaben, at jeg bedst kunne have indflydelse på den verden, vi lever i. Nu er det så gået op for mig, at man i virkeligheden har mindst lige så store muligheder som arkitekt for at forme det, liv vi lever.” For Mahncke er arkitektur aldrig neutral. Den er ikke en passiv kulisse. Den påvirker vores adfærd, vores vaner – og vores trivsel. Og netop livskvalitet er kernen i Realdanias mission: at fremme den gennem det byggede miljø.

Arkitekturens usynlige magt

Livskvalitet måles bedst indefra

Realdania arbejder med en subjektiv forståelse af livskvalitet: Det er den enkelte selv, der vurderer den på en skala. Forsøg på at definere en objektiv model for det gode liv vil uvægerligt være farvet af bias. Derfor hviler deres tilgang på princippet om, at vi alle er eksperter i vores eget liv. Denne tilgang blev for alvor foldet ud i Realdanias omfattende undersøgelse, der er formidlet i bogen Vores livskvalitet. Den er med hele 122.000 danske respondenter verdens største af sin slags. Formålet var at skabe et detaljeret kort over, hvordan livskvalitet fordeler sig i Danmark, og hvordan den hænger sammen med de fysiske rammer, vi lever i. De arbejdede grundigt med undersøgelsen og forsøgte at sikre repræsentativitet. Realdania samarbejdede med Danmarks Statistik og sendte spørgeskemaerne via e-Boks – oversat til både arabisk og engelsk for at inkludere borgere med andre modersmål. De boostede svarprocenten i ø-samfund og udsatte boligområder for at få et solidt datagrundlag på tværs af hele landet. Kombinationen af spørgeskemadata og Danmarks unikke registerdata gav undersøgelsen en solid base for analyser.

Resultatet udfordrede flere myter. Der er ingen ”rådden banan” – fortæller Mahncke. Storbyerne ligger ikke nødvendigvis øverst på livskvalitetsskalaen, som de ofte gør i andre lande. Faktisk er livskvaliteten i Danmark bemærkelsesværdigt jævnt fordelt – selv kommunen med den laveste gennemsnitlige livskvalitet ville placere sig som nummer 8 i verden, lige efter Norge og foran Luxembourg viste undersøgelsen. Men en lille bekymring er der dog stadig, forklarer Mahncke. Danskernes livskvalitet har nemlig haft en stille nedgang inden for det sidste årti, på trods af at BNP er steget. Det bryder med forestillingen om, at økonomisk vækst automatisk betyder større lykke. ”Det, der bekymrer os, er at livskvaliteten er faldende. Fra 2012 til i dag er den faldet lige så stødt hver eneste år, men det er samtidig en periode, hvor vores BNP er steget. Vi bliver rigere, men ikke lykkeligere. Vi kan derfor ikke nøjes med at fokusere på at øge BNP for at fremme livskvaliteten i Danmark, som man i høj grad kunne i det 20. århundrede. Nu er situationen langt mere kompliceret,” siger Mahncke.

En ændring af det, kræver en dybere forståelse for, hvad der faktisk udgør lykke for mennesker, og hvordan de fysiske rammer kan understøtte den. Hvis vi ikke formår at prioritere disse brikker, risikerer vi, at fremtidens generationer arver et samfund rigere på økonomi – men fattigere på livskvalitet – understreger han. Mahncke peger på en grundlæggende forskydning i vores samfundsforståelse. Undersøgelser viser, at tidligere generationer har haft en forestilling om, at verden – og livet – blev bedre for de nye generationer, men det billede er ikke helt det samme længere: “Vi har haft sådan et billede af, at for hver generation så bliver verden en lille smule bedre. Men det vi bare kan se lige nu, det er, at det kan vi i hvert fald ikke love de unge mennesker,” siger han.

Ulighed – ikke synderen

En oplagt forklaring på faldende livskvalitet kunne være stigende økonomisk ulighed. Men undersøgelsen viser, at sammenhængen ikke er så direkte. Penge betyder noget – men mindre, end mange tror. Der hvor ulighed kan spille en rolle er, når vi mennesker sammenligner os med hinanden. Så sociale sammenligninger kan spille en stor rolle. Mennesker har en naturlig tendens til at måle sig op mod andre – og i byerne er den visuelle eksponering for andre meget stor. Men der er bedre dimensioner at sammenligne os med andres liv på end lige økonomi – forklarer han. Det er langt bedre at se på for eksempel de venner, som ser ud til at have en høj livskvalitet og få inspiration fra dem. ”Hvis man har nogle venner, eller nogle man sammenligner sig med, som man synes ser ud til at have en høj livskvalitet, så kunne det være fordi, at de gør nogle ting, som er vigtige for dem, og som man måske kunne lure lidt af.”

Men Mahncke understreger også, at der er vanskelige parametre ved at sammenligne sig selv med andre. “Generelt er det sådan, at man sammenligner sit eget indre med andres ydre. Forstået på den måde, at man ser de andre ude fra, men oplever sig selv indefra. Det gør, at mange af de ting, der kan se idyllisk ud på andre, måske ikke behøver at være det, fordi du ikke får indblik i det indre univers.” Denne indsigt peger på, at livskvalitet ikke kun handler om de ydre rammer eller om at måle sig op imod andre – den er dybt forankret i vores egen oplevelse.

Når livskvalitet smitter
Livskvalitet er socialt overførbart, fortæller Mahncke. Et amerikansk studie viste, at livskvalitet ofte optræder i små zoner, hvor trivslen er høj og simpelthen smitter gennem sociale relationer. Meget banalt forklarer Mahncke, at glæden ved at invitere venner til middag smitter eksempelvis til gæsterne, både i forventningen og i selve mødet. Men den samme mekanisme gælder også i langt mindre skala – i de små, tilfældige interaktioner, vi har i hverdagen. Analysechefen peger på, hvordan mange har oplevet ferier i Italien eller Spanien, hvor man er på et marked eller ude at handle. Foran én står kun en ældre dame, og der er ingen reel kø. Alligevel tager det ti minutter, fordi hun og ekspedienten skal vende verdenssituationen. Og man nyder det, fordi man er på ferie og har god tid. Altså et par ord med en ekspedient eller grønthandleren skaber et øjeblik af menneskelig forbindelse. Vi accepterer ventetiden og nyder den – fordi vi er på ferie. Men hjemme i Danmark har vi en tendens til at optimere vores dagligdag, effektivisere og automatisere, så friktionen forsvinder. Det kan koste os noget vigtigt, mener Mahncke For når vi scanner vores varer selv, primært handler online eller minimerer kontakt i det offentlige rum gemt bag skærm og hovedtelefoner, mister vi summen af små møder, som over tid er afgørende for trivsel. Et smil, en bemærkning eller en kort samtale kan være den eneste menneskelige kontakt for en ældre nabo den dag. Mahncke fremhæver, hvordan en snakkesalig købmand eller frisør kan være en nøgleperson i et lokalmiljø – ikke bare for den enkelte, men for hele kvarterets atmosfære og sammenhængskraft.

Han ser det som en opgave at værne om de sociale mikroøjeblikke, også i byerne, hvor relationer kan være mere anonyme. Selv i København eller Aarhus rummer hvert kvarter sine egne små netværk. Det handler ikke om lokalpatriotisme men om at værdsætte sit nærmiljø og de mennesker, der bebor det. For i sidste ende er det ikke kun de store begivenheder, men summen af daglige, menneskelige interaktioner, der holder livskvaliteten oppe – og får den til at smitte, fortæller han.

Arkitekturen som ramme for vores livskvalitet

Livskvalitet og arkitektur hænger tæt sammen – boligen påvirker os ikke kun praktisk, men også socialt og fysisk. Som Winston Churchill engang formulerede det: ”Først former vi bygningerne, og så former de os.” Mahncke påpeger, at boliger kan gøre os syge – både gennem materialer, som i PCB-skandalen, og gennem tæt beboelse, hvor risikoen for smitte stiger. De kan også fremme eller hæmme sociale relationer. Rumforskning viser, at mennesker søger afstand, når de har en dårlig dag – en mekanisme, der også spiller ind i tæt bebyggede områder. Arkitekturen kan samtidig bruges aktivt til at fremme trivsel. ”Tager man en gård på Nørrebro, fjerner skraldespanden og cyklerne og laver den grøn med mulighed for ophold, så er der flere, der kommer ud og flere, der får relationer til deres naboer.” Den fysiske indretning former vores adfærd – et værktøj, som Mahncke mener, arkitekter bør bruge med bevidsthed om de langsigtede konsekvenser for vores livskvalitet.

Ejerskab spiller også en rolle. Boligejere har større frihed til at tilpasse hjemmet efter behov – en proces, Mahncke kalder ”redebygning”. At forme sit eget habitat er både demokratisk og dybt menneskeligt. ”Vi er indeplanter – vi tilbringer meget af vores tid i vores hjem,” siger han og peger på, at særligt i Norden, hvor vi er indenfor store dele af året, bliver hjemmets indretning vigtig for vores livskvalitet. Derfor er arkitekturen ikke blot rammerne om vores liv – den er med til at forme det.
At forme sit hjem som en personlig rede er en dybt individuel proces, og derfor spiller arkitekten en kompleks rolle.

Mahncke mener, at arkitektens vigtigste opgave er at forstå de menneskelige krav til vores eget habitat. Han understreger, at det er nødvendigt med pluralisme i udvalget af boliger, fordi behovene og ønskerne varierer fra person til person. ”Der er behov for en mangfoldighed af boligtyper,” forklarer han, ”For det er jo ikke alle, der ønsker at bo i et selvbyggermiljø uden for Holbæk, men nogle gør. Nogle vil helst have parcelhuset med plads til tre børn og hund, mens andre foretrækker at bo småt og tæt på byens centrum.” Denne variation i boligpræferencer peger på vigtigheden af, at arkitekturen ikke skal forsøge at lave én standardløsning til alle. Men det er afgørende at uanset boligtype skal det gode naboskab tænkes ind og vi skal kunne gøre boligen til et hjem.
Mahncke pointerer samtidig, at arkitekturen må være formbar – også efter byggeriet er færdigt. Hvis boligen er bygget i materialer, der ikke kan ændres, risikerer man at skabe et kortsigtet byggeri, der ikke passer til menneskets skiftende behov. De små, ufleksible lejligheder, hvor man ikke engang kan hænge noget på betonvæggene, mener han går for langt i ”programmeringen af os som mennesker.”

Ud fra et livskvalitetsperspektiv skal arkitekter i stedet levere fleksible rammer, som beboerne selv kan fylde ud og tilpasse. Men ansvaret stopper ikke ved boligens fire vægge. Det offentlige rum – de ’tredje steder’ mellem husene, skolerne og i byens rum – er mindst lige så vigtigt. Her har arkitekten et stort ansvar, fordi disse fælles områder ikke tilhører nogen enkeltperson, men er for alle. Derfor er det afgørende at forstå, at vi som mennesker har behov for et ”lille vi”, altså en følelse af samhørighed med andre, og ikke mindst at give folk mulighed for at forme deres omgivelser. På den måde bliver arkitekturen ikke blot et statisk miljø, men et levende rum, der kan udvikle sig sammen med de mennesker, der bor og lever i det.

Ansvaret for at skabe rammer for livskvalitet

For at opnå dette kræves en fundamental ændring i, hvordan byggebranchen arbejder og prioriterer sine mål, og byggebranchens tilgang må ændres, mener Mahncke. Han siger: “Vi er nødt til at få de menneskelige behov tilbage i centrum.” Det handler om at forstå, hvordan arkitekturen i virkeligheden påvirker os – ikke kun fysisk i form af lys, lyd og indeklima, som vi har diskuteret længe, men også socialt og psykologisk. Det handler om trivsel, nabo-kendskab og sociale mønstre i de rum, vi bevæger os i. En pointe, Mahncke kommer med, er at arkitektfaget i dag mangler en praksis, hvor man går tilbage og evaluerer de bygninger, man har skabt. Der skal arbejdes mere med metoder, hvor arkitekturens påvirkning på brugernes adfærd og livskvalitet evalueres. Han fremhæver, at det ikke kun handler om objektive målinger af rumlige forhold, men også om “det levede liv” og sociale mønstre. At forstå, hvordan mennesker oplever og bruger de rum, man har bygget, kan give uvurderlig indsigt.

Men arkitekturen og dens samfundsmæssige potentiale kan kun udfolde sig, hvis branchen selv skaber rum for denne form for nysgerrighed og forskning. Han sammenligner med tøjbranchen, hvor virksomheder som H&M eller Zara konstant får feedback på, hvad kunderne efterspørger og reagerer hurtigt på den viden. I modsætning hertil er der i byggebranchen relativt få feedback-mekanismer. Når en ejendom er solgt, er opgaven afsluttet – typisk uden at nogen undersøger, hvordan bygningen faktisk fungerer i hverdagen for dem, der bor eller arbejder der.

Den manglende feedback betyder også, at arkitekter ikke bliver belønnet tilstrækkeligt for at forske i og følge op på deres egne projekter. Det betyder tabt viden og færre muligheder for at forbedre arkitekturen som ramme for livskvalitet. For at ændre dette må arkitekturen bevæge sig tættere på andre akademiske miljøer, hvor viden og teori udvikles systematisk. Mahncke mener, at arkitektfaget i Danmark er nødt til at integrere antropologiske og etnografiske metoder for bedre at forstå menneskers relation til rum og byggeri.

Samtidig er der et vigtigt element, som ikke må glemmes: det enkelte menneskes eget ansvar. Ifølge Mahncke starter livskvaliteten nemlig hos os selv. Vi har alle et “indre kald” til at træffe bevidste valg – om hvor vi vil bo, hvordan vi agerer i det offentlige rum, om vi støtter lokale initiativer og dyrker nærmiljøet. Det er en balance mellem individ og samfund. Livskvalitet “formes af vores samfund, men også af vores egne beslutninger,” siger han. Arkitekturen kan skabe rammerne, men det er op til beboerne at udfylde og vedligeholde dem. Denne dobbelte forståelse – at både individet og samfundet har ansvar – stiller krav til arkitekturen om fleksibilitet og mangfoldighed. Arkitekter må levere rammer, som ikke låser brugerne fast, men derimod kan tilpasses forskellige behov og livsformer.

Som Mahncke fremhæver med eksemplet fra Realdania, hvor man har bygget veteranhjem til udsendte soldater med særlige psykiske belastninger, og hvor brugerinddragelse er altafgørende: “Når man bygger til dem, er det fuldstændig afgørende, at brugerne er med helt inde på tegnebordet.” Her handler det om at forstå præcist, hvordan lys, lyd, rumkontrol og andre fysiske elementer påvirker brugernes velbefindende. Det betyder også, at arkitekter må have en nysgerrighed på individets behov – ikke som et entydigt begreb, men som noget, der rummer fællestræk såvel som særlige behov. Det er først, når vi formår at forstå denne kompleksitet, at arkitekturen kan skabe inkluderende, trygge og livsbekræftende miljøer for alle.

Mennesket tilbage i fokus

Mahncke peger på, at boligernes form og struktur har stor betydning for vores sociale liv og trivsel. Samtidig understreger han, at udviklingen i boligmarkedet og byernes vækst må håndteres med omtanke for både mennesker og nabolag. De to temaer hænger tæt sammen, fordi det sociale fællesskab i boliger og nabolag påvirkes direkte af, hvordan og hvor der bygges – og hvilke boligtyper der prioriteres.

Mahncke advarer mod boligtyper, som han kalder ”stablede skotøjsæsker” – små, ensartede lejligheder stablet ovenpå hinanden helt uden fællesarealer. ”Hvis man ikke skaber rammer for at etablere et ’vi’ i ejendommen, ender man ofte med parallelle liv. Det er en stor udfordring, fordi mennesker har behov for mindre fællesskaber, hvor man kan opbygge relationer og dele faciliteter.” Det handler om at skabe rammer, der understøtter menneskelige mønstre og trivsel. Det er en opgave, Mahncke mener, alle i byggeriet må tage alvorligt – for at sikre, at vores boligmiljøer bliver ramme for både trivsel, fællesskab og bæredygtighed.

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

The issue was produced by students from the Aarhus School of Architecture:
Ida Bjerga, Osmo Hadad-Lange, Alexander Skovgaard Bagger Hadi, and Birke Langkjær Jakobsen.

The non-profit project was supported by The Dreyer Foundation.

Image credits: 1) Bjarke Ørsted, 2) Pia Møller Munksgaard, 3) Mathilde Bech, 4) Pia Møller Munksgaard, 5) Steffen Stamp