Dan Stubbergaard

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

In conversation with Ida Bjerga & Osmo Hadad-Lange
Written by Ida Bjerga

Language: DA

Estimated reading time: 16 minutes.

Dan Stubbergaard er netop fyldt 50 og kalder sig selv en “gammel arkitekt”. De seneste år har han haft brug for at tænke, sætte sig ned og skrive – at reflektere over, hvad der er vigtigt, hvad meningen med arkitekturen er, og hvilken rolle man spiller. For tiden er kompleks. “Man skal være modstandsdygtig og åben,” siger han om, hvordan man lykkes med at skabe god arkitektur i fremtiden. Hvis arkitektfaget skal have en fremtid, må vi som arkitekter være dygtige til at forandre os – hele tiden, i forskellige konstellationer og sammenhænge. “Vi skal kunne transformere vores samfund, vores byggeri og vores eksisterende fysiske rammer tilnoget bedre – med udgangspunkt i det, der allerede er,” forklarer han.

Dan Stubbergaard taler med os fra Cobes kantine i København. Kontoret ligger i Nordhavnskvarteret og huser omkring 170 ansatte. Dan er arkitekt og grundlægger af Cobe. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Professor in Practice ved Harvard University, Graduate School of Design. Han mener, at vi arkitekter har et stort ansvar for at udvikle robuste, langsigtede løsninger, der forbedrer byer, bygninger og landskaber, og som er skabt til at overleve vores generation til gavn for de kommende generationer.

EN KOMPLEKS OG KONSERVATIV BRANCHE

“Vi skal transformere en meget, meget kompleks – og på mange måder også en meget konservativ branche, nemlig byggebranchen,” fortæller han. “Vi skal også transformere lovgivningen. Hele det økonomiske og politiske system må ændre sig, hvis byggeriet skal følge med og forandre sig,” fortsætter han. “Og vi arkitekter – vi skal fuldstændigt ændre den måde, vi taler sammen på, og hvordan vi udvikler vores byggeri fremover,” siger han med eftertryk. Vi lever i en kompleks tid, hvor alt hænger sammen. “Klimakrisen, eller den polikrisetid, vi befinder os i, kommer til at redefinere den måde, vi arbejder og tænker på. Det er et meget, meget vigtigt udgangspunkt for det, man vælger at gøre,” siger Dan. Sociale, politiske, miljømæssige, økonomiske og strukturelle problemstillinger former den virkelighed, vi som arkitekter skal navigere i. “Jeg oplever tit, at vi er et værktøj i et kapitalmarked,” siger Dan eftertænksomt. “Vi er, i nogle henseender, et redskab til at skabe profit. På mange måder har arkitekten nok altid været en del af den problemstilling.”

Historisk set har byggeri – ligesom boligmarkedet – i høj grad fungeret som et kapitalmarked, hvor økonomiske modeller er bygget til at generere profit og kapital til investorerne i byggeriet. Groft sat op tjener investorer penge på at bygge billige boligblokke, der sælges dyrt. Målet er ofte at øge antallet af kvadratmeter og få lokalplaner igennem på vanskelige grunde med mange interesser. Den samme logik gælder også sommerhuse og enfamilieboliger, hvor stigende ejendomsværdier er en profitmulighed for familier. Byudviklingen i områder som Nordhavn er også drevet af kapitalinteresser. “Vi udvikler områder, så nogen kan tjene penge, og det er ofte det grundlag, som mange arkitekter i dag arbejder under. Samtidig er det både en præmis og en diskussion, hvordan man får arkitektur, byliv og sociale sammenhænge ind i den dynamik,” siger Dan. Derfor mener han, at arkitekter i dag må kunne navigere i mange forskellige konstellationer – politiske, økonomiske og sociale. “Man skal indgå i det politiske, det økonomiske, pensionskasserne, hvor pengene ligger, og blandt folk, der bruger arkitektur til at generere profit – men også det velgørende, som at gøre noget godt for en børnehave og det lokale fællesskab,” fortæller han. “Det er en grundpræmis i vores fag, og det er virkelig benhårdt. Det er en svær præmis. Og den præmis synes jeg, at vores fag skal være bedre til at tale om, anerkende, diskutere og udvikle. Ikke mindst fordi mange af de projekter, vi som stand primært hylder, ofte bygger på filantropiske finansieringsmodeller og tilhører kategorien det unikke frem for det almene,” tilføjer han.

Samtalen bevæger sig videre til finansieringsmodeller, boligpriser og markedet for leje- og ejerboliger. “Det er den virkelighed, vi desværre arbejder inden for nu, og der tror jeg ikke, vi som arkitekter kan ændre de modeller – i hvert fald ikke overordnet,” siger Dan. “Det kræver andre typer bolig- og ejermodeller og også finansieringsmodeller, som er anderledes end dem, vi har i dag.” I bund og grund handler mange nutidige boligprojekter om at maksimere profit for investorerne, konstaterer han. “Det er benhårdt,” tilføjer han. “Hvis vi taler om almennyttige boliger, er det en anden diskussion. Men det bliver næsten ikke bygget i Danmark lige nu, fordi rammebeløbet er for lavt i forhold til de aktuelle byggepriser,” siger Dan. Han fremhæver, at der tidligere – især i 60’erne og 70’erne – var enorm boliginnovation inden for det almennyttige byggeri, hvor man eksperimenterede med boligtyper og nye måder at bo sammen på. “Det er trist, at det hele er gået lidt i stå nu, fordi økonomien ikke kan følge med. Der skal måske udvikles andre finansieringsmodeller for at få gang i det igen,” siger han eftertænksomt. “Måske skal man også eksperimentere mere med delvist ejerskab i det sociale boligbyggeri. Der er mange måder at starte på.”

EN BRANCHE I TRANSFORMATION

Da vi taler med Dan, er han netop kommet ind på kontoret efter et møde og har ikke kunnet finde et ledigt mødelokale. “Jeg sidder i vores kantine,” fortæller han. “Den ligner lidt vores,” svarer jeg og henviser til kantinen på Arkitektskolen Aarhus. Cobe begyndte i en gammel industriejendom ved Kløvermarken på Amager og har siden haft tegnestue på Islands Brygge, på Papirøen og nu i Nordhavn – altid i tidligere industriejendomme. “Det her er en bygning fra 1950,” siger Dan. Kontrasten til den seks år gamle betonbygning, vi selv sidder i, er stor. Samtalen glider over på, hvor meget der kan ændre sig på blot få år, og hvad vi mon vil vide om fem år, som vi ville ønske, vi vidste i dag.

Tænk bare på forskellen mellem 2015, 2020 og 2025. I 2015 afholdt Arkitektskolen Aarhus og Bygningsstyrelsen en stor international idékonkurrence om et nyt skolebyggeri på 17.000 kvm på Godsbaneterrænet i Aarhus under navnet NEW AARCH. I marts 2021 stod NEW AARCH klar med sine 12.500 kvm, og Arkitektskolen Aarhus flyttede ind hen over sommeren. Skolen blev bygget med fokus på fremtidens arkitektur og kåret til ”Årets byggeri 2021.” Klip til 2025, hvor byggestop, renovering og trækonstruktion er på dagsordenen. Det er virkelig noget af et skifte. “Det, vi taler om nu …” Dan stopper op og tænker sig om. “En ting, vi med sikkerhed ved, er, at om fem år vil tingene igen være forandret. Vores vidensniveau vil være et andet. Derfor spiller akademia, teori og universiteter en afgørende rolle i at forske og dykke ned i projekter og tanker, man ikke når i praksis.” Han holder en pause, før han fortsætter: “Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi kan tale om, hvad vi vil nu – men én ting er sikkert: Om fem år vil vi vide mere, tingene vil have ændret sig, sproget vil være anderledes, og det, jeg siger om fem år, vil nok være anderledes end det, jeg siger nu.”

“Arkitektur er hele tiden et billede af den tid, vi lever i, og den formåen, vi som samfund har,” siger han. En vigtig faktor i denne udvikling, i tillæg til arkitekten, er entreprenørernes rolle. Over 70 procent af alt større byggeri over 2.000 m² i Danmark udføres som totalentreprise, hvilket betyder, at arkitekten arbejder for entreprenøren: “Og det, entreprenøren beder arkitekten om at tegne, er i bund og grund det, man skal,” siger Dan. Vi spørger, hvem der så har ansvaret: Er det arkitekten, udvikleren – eller har arkitekten et ansvar for at vælge de udviklere, man samarbejder med? Eller ligger ansvaret hos bygherren, entreprenøren, de gældende lokalplaner og bygningsreglementer? Hvem er det så, der egentlig har ansvaret? Dan svarer: “Det er jo arkitekterne, der har en stor del af ansvaret, fordi vi ofte står midt i det hele og har et procesansvar for at samle myndigheder, politikere, økonomi, investorer, ingeniører og borgere om fælles beslutninger – om et byggeri eller et projekt, der skal realiseres. Og det synes jeg faktisk, at vi som arkitekter gør rigtig godt: Vi fungerer som en slags kurator, eller vi orkestrerer samarbejdet omkring det hele. Så vi har et stort ansvar.” Men, tilføjer han, det er ikke et ansvar, man bærer alene. Arkitekten kan rådgive og forsøge at hjælpe investorer, pensionskasser, politikere, stat og kommuner til at træffe de rigtige beslutninger – men de endelige valg er det ikke arkitekten alene, der tager.

OM AT CYKLE FORBI PAPIRØEN

Operaparken, Siloen, Papirøen, Karen Blixens Plads, Nordhavn, Køyers Plads … mange af Københavns markante steder bærer Cobes fingeraftryk. Men byudvikling har også en bagside – nogle gange fører selv de bedste intentioner til uventede resultater. Nordhavn er indtil nu blevet et af de mest gentrificerede områder i København, Siloen endte med at rumme Danmarks dyreste boliger, og Papirøen har været genstand for debat i medierne. Vi spørger Dan, hvordan arkitekter kan blive mere bevidste om de sociale konsekvenser af deres arbejde – og ikke kun om de fysiske resultater.

Han smiler svagt, men der kommer også et alvorligt udtryk over ham. “Altså, det er et godt spørgsmål… det, der betyder noget for mig – nu nævner du jo København – er faktisk meget banalt: at jeg med oprejst pande kan cykle gennem byen. Det er meget, meget banalt.” Han bliver stille et øjeblik. “Jeg har haft sådan en… altså, jeg har virkelig haft angst for at bygge ting,” siger han lavt. “Og der skal jeg være ærlig og sige – Papirøen har været en meget, meget hård proces for mig. Det blev ikke det drømmeprojekt, jeg havde håbet på. Det blev heller ikke den katastrofe, jeg frygtede – men det har været rigtig hårdt at lave. Det er et af de projekter, der stadig gør lidt ondt i mig, når jeg cykler forbi, fordi der var mange ting i processen, der var konfliktfyldte og krævede utrolig meget. Så det er et projekt, jeg kan mærke – både på godt og ondt – hver gang jeg passerer det.”

Det minder mig om et citat fra Mark Wigley, siger jeg. “Han har engang sagt at ‘The best architect is the one that makes us think again about buildings… to make you hesitate, so that for a moment or a minute or a weekend or your lifetime you see things differently. And this ability of a good architect to see the world differently can become an invitation to maybe live your life differently.’ Det er godt nok taget fra en lidt anden kontekst, tilføjer jeg, men måske har Papirøen været lidt sådan for ham? “Det tror jeg, du har ret i. Altså på mange måder.”

Han holder en kort pause, før han fortsætter: “Altså, jeg vil sige én ting, som Rem Koolhaas engang har sagt, og som jeg selv tænker meget over. Det er det med, at der er to liv i en bygning eller et stykke arkitektur. Først er der tilblivelsesfasen, hvor man tegner, projekterer og har alle sine intentioner og tanker om, hvordan det hele skal blive. Og så er der byggefasen.” Når bygningen står færdig, overgår den til de mennesker, der skal bruge den – og de indtager den på helt deres egen måde, afhængigt af hvilken type bygning eller byrum, det er. “Og så sker der noget nyt,” fortsætter Dan. “Det er netop i den transformationsproces, at arkitektur bliver enormt interessant. Det er dér, man virkelig lærer som arkitekt og får øje på ting.” Han fortæller, at han stadig bruger meget tid på at besøge de steder, Cobe har skabt – både i Danmark og i udlandet. Ofte sidder han bare stille og observerer, hvad der sker. “Det mest interessante er tit de steder, hvor tingene slet ikke fungerer, som man havde tænkt. Det liv, der indtager stedet, kan ændre det fuldstændigt. Og dér ligger der virkelig en læring – også i det akademiske – mellem det virkelige, det teoretiske og det projekterede. Det er også derfor, jeg elsker sådan en som Jan Gehl, der sætter sig på en bænk og ser på livet, og hvordan et sted faktisk bliver indtaget.”

For Dan er det tydeligt: Man kan planlægge og projektere nok så meget, men det er først, når stedet eller bygningen bliver taget i brug, at det sker noget. Og dét er dér, arkitekturen bliver interessant,” siger Dan. “Jeg elsker for eksempel – når du nu spørger – at sætte mig på Israels Plads. Eller i Operaparken, det er også super interessant, fordi den er helt ny,” siger han. “Det liv, der opstår dér, er slet ikke som forventet. Og det er måske en af de største gaver, vi kan få som arkitekter: at se det liv, der tager form, og opdage, at det ofte slet ikke blev, som man havde forestillet sig.” Han tilføjer, at det netop er dér, han ofte søger hen, – for dér ligger der en masse læring i arkitekturen.

MAN SKAL IKKE KØRE EN TABULA RASA

Dan er professor på Harvard, et af verdens mest anerkendte universiteter, hvor han følger i fodsporene på markante arkitekter som Rem Koolhaas. Her er han med til at forme fremtidens byplanlægning og arkitektur. Samtidig arbejder hans tegnestue, Cobe, med projekter i mange forskellige skalaer – fra små cykelparkeringspladser til omfattende transformationer af industriområder og store landskabsprojekter. Når vi spørger ham, hvordan han bevarer en holistisk tilgang i sit arbejde, peger han på, at transformation er det, der betyder mest for ham og fylder meget i hans virke.

Dan forklarer, at især transformation i byskala er afgørende og enormt vigtig for ham. Han understreger, hvor stor en forskel de beslutninger, man træffer ved byudvikling på stor skala, kan gøre. Det handler ikke om at starte forfra med en “tabula rasa”, hvor man som arkitekt glemmer alt det eksisterende og laver en ny masterplan fra bunden. Tværtimod ligger der enorme ressourcer og værdi i det, der allerede er til stede. Når man udvikler et industriområde, er det netop den eksisterende infrastruktur, der sætter rammerne – kloaknettet, vejene og de grundlæggende strukturer styrer processen. Dan kalder det for at “upcycle” infrastrukturen, hvor man genanvender og bygger videre på det eksisterende i stedet for at rive ned og bygge nyt. Han pointerer, at der ligger store økonomiske og miljømæssige gevinster i at gøre det rigtigt.

Samtalen bevæger sig videre til transformation på bygningsniveau og idéen om transformationsforberedte bygninger. Dan understreger, at hvis arkitektvirksomheder virkelig vil bidrage til at reducere byggeriets CO2-aftryk, er arbejdet med det eksisterende vejen frem. Han påpeger, at belastningen ved at bygge nyt er langt større end ved at genbruge og omforme det, der allerede findes. Vi nævner en nylig samtale med Jan De Vylder, som introducerede os for begrebet ”pre-use” i stedet for blot ”reuse”. Tanken er, at arkitekter ikke blot skal genanvende bygninger, men forberede dem på deres næste transformation. På den måde bliver vi et led i en længere kæde, der sikrer, at bygninger ikke kun opfylder vores behov, men også skaber rammer, der gør fremtidige forandringer mulige. Vi spørger Dan om hans og Cobes tanker om denne tilgang. “Det er det, som jeg håber kommer til at forandre arkitekturen rigtig meget: at lave transformationsforberedte byggerier,” siger han entusiastisk.

Han forklarer, at når de tegner et byggeri, for eksempel et kontor, overvejer de altid, hvad bygningen også kunne blive til i fremtiden. Kunne den blive omdannet til et hotel eller en skole? “Kan de bygninger, de strukturer, de konstruktioner, vi laver, være forberedt til, at de stadig står der om 150 år og kan blive til noget andet?” spørger Dan. Han fortæller, at det er noget, de taler meget om hos Cobe. Selv når de tegner for et specifikt formål i en konkurrence, tænker de på, om bygningen, de tegner nu, kan blive et spændende transformationsprojekt i fremtiden – noget som fremtidige arkitekter om 50 år vil drømme om at arbejde videre på.

En anden vigtig faktor, som Cobe i øjeblikket lægger stor vægt på, og som begynder at blive et styrende designparameter, er pladestørrelser og hele formater. Dan forklarer, at hvis de skal bygge med plader, går de meget op i pladens størrelse, så man undgår at skære overflødigt i dem og dermed skabe unødvendigt affald. De har derfor udviklet en række retningslinjer, som ikke kun styrer, hvad de tegner, men også hvad de ikke tegner. “Det synes jeg er fedt, fordi der bliver lagt nogle klare rammer over det, vi laver. Og så skal man være rigtig god og kreativ for at få en standardmålsplade til at passe, så man ikke skal bede entreprenørerne om at klippe halvdelen af den over og smide det ud bagefter. Målet er, at det både går op i byggeriet, men også kan tages ned igen og genanvendes,” fortæller Dan.

Han siger også, at sådanne begrænsninger virkelig kan skabe en ny form for kreativ energi: “Det er mega svært, man skal virkelig slippe sig selv fri, for det er ikke nødvendigvis den pæne løsning eller den æstetisk smukke løsning, men den rigtige løsning.” Han afslutter: ”Så det her med det transformationsparate byggeri er i mine øjne helt vildt interessant at tale om, og jeg tror, at det er her, de dygtige arkitekter virkelig kommer til at stå sit værd de kommende år.”

NOGLE GANGE SKAL MAN BARE FLYTTE BÆNKEN

Dan mener, at hvis arkitekter i dag ikke kan formå at ændre et sted til det bedre, bør de lade være med at ændre det. Det handler ikke kun om at bygge nyt eller transformere en bygning, men om at sikre, at de ressourcer, der bruges, rent faktisk skaber en forbedring – for både mennesker, natur og ressourcer. Det ansvar hviler ikke kun på arkitekterne selv, men også på politikerne, og det kræver mod at kunne sige, at noget er ”godt nok”. Men hvis man vælger at gå ind i et transformationsprojekt af en bygning eller et byrum, skal man virkelig sørge for, at vi forandrer tingene til det bedre. Ellers er det bedre at lade være.

“Jeg elsker Anne Lacaton. I mine øjne er de nogle af verdens bedste arkitekter – og utrolig fine mennesker,” siger han. Hun og hendes team har i over 25 år talt om bæredygtighed og transformation på en måde, som først for nylig er blevet et alment sprog. Han fortæller om et af deres projekter i Frankrig, der illustrerer deres tilgang godt. De blev bedt om at designe et nyt byrum – om at ændre det hele. “Og så kommer de og præsenterer deres idé … og så har de flyttet bænken. ‘Det her er jo godt nok, som det er,’ sagde de. ‘Vi kan rykke bænken over i solen, og så er det det.’” Det mod, synes Dan, mangler arkitekter nogle gange. “Jeg kunne godt tænke mig, at vi turde sige fra – eller foreslå, hvordan man kan forbedre et sted, på en måde der ikke kræver uforholdsmæssigt mange ressourcer.”

Han understreger, at denne diskussion er rigtig, rigtig vigtig nu og i de kommende år: Kan og vil vi tage ansvar? Byggebranchen bruger enorme mængder ressourcer, og det er naivt at tro, at vi kan bygge uden overhovedet at belaste planetens ressourcer. “Uanset hvad vi gør, vil vi belaste planeten,” siger han. For Dan handler det om at tage ansvar – og om vi ikke kan formå at forbedre arkitekturen eller byrummet, er det bedre – for både planeten og ressourcerne – at vi venter eller helt lader være.

AT TRANSFORMERE SIG SELV

For et par år siden oplevede Dan en periode med hård kritik, særligt omkring projektet på Papirøen – et stort betonbyggeri midt i København, som han selv beskriver det. Kritikken kom blandt andet fra Byggestop-bevægelsen, der insisterede på, at det ikke var den rigtige måde at bygge på. Den periode fik Dan til at stoppe op og reflektere over, hvor vigtigt det er at være åben, modtagelig og agil i sin tilgang. At det er en forudsætning for at kunne udvikle sig i et så komplekst og udfordrende felt. Han indså, at man også som person og arkitekt skal kunne være transformerbar i sig selv.

“Du startede med at sige, at jeg var i en periode, hvor jeg var lidt i stormvejr, men det var i den grad mig selv, der valgte at gå ind i den storm – og tage den,” siger Dan. Han valgte at gå ind i debatten, for han mener, at man som arkitekt i vores fag og det, at vi bygger, giver os et stort ansvar – både over for vores kolleger og de bygninger, vi skaber. Dan fortæller, at han havde brug for at tale om, at det er svært – og at det er en svær branche og et fag fyldt med dilemmaer, paradokser og komplekse etiske spørgsmål. Dan fortæller, at han følte et stort behov for at tage en ærlig snak om byggeriets klimaaftryk. Så da Genstart ringede og spurgte, om han ville deltage i en samtale, sagde han ja – men under forudsætning af, at de kunne tale åbent og ærligt om de svære emner, som branchen ofte har svært ved at tage op. Episoden, som blev sendt den 8. august 2023 under titlen “Arkitektens sorte samvittighed”, handler om byggeindustriens kulstore klimaaftryk og den dårlige grønne samvittighed, der tynget Dans skuldre. Dan fortæller, at han i branchen savner et sprog, der er ægte og ærligt, og at vi tør tage fat i de enormt komplekse og svære dilemmaer.

Som eksempel nævner han fornyelsen af Palads – “måske det mest kontroversielle projekt i København,” som han kalder det. “Man stikker ligesom hovedet ind i løvens gab,” siger han. Oprindeligt ønskede Nordisk Film at rive bygningen ned og erstatte den med et højhus i samarbejde med BIG, men det projekt faldt fra. I stedet blev der holdt en interviewkonkurrence, som resulterede i, at Cobe blev valgt som rådgiver. Pludselig stod de over for spørgsmålene: Hvordan starter man helt forfra? Hvordan rådgiver man om en ny, stor og moderne biografbygning, som samtidig ønsker at udvikle et område i hjertet af København? “Det letteste ville have været at sige: Det skal vi ikke røre ved, for det bliver bare upopulært,” siger han. “Men der synes jeg, at der skal vi også gå ind i de svære diskussioner.”

Dan fortæller videre: “Så vi gik ind i processen og startede med at tegne flere scenarier: et, hvor man river det hele ned; et, hvor noget bliver delvist revet ned; og et, hvor vi bevarer størstedelen. Derefter tog vi den offentlige debat – som var benhård,” siger han. Nu, fire år senere, er projektet rykket fra idéen om total nedrivning og et højhus med BIG til et forslag, der snart skal behandles i en lokalplan. Hele facaden – inklusive Gernes’ kunstværk – bevares, og dermed sikres det mest bevaringsværdige element fra bygningsanalysen. Samtidig opføres nye biografsale, så Nordisk Film kan opretholde en central biograffunktion i København. “Jeg tror, man som arkitekt har et ansvar for at gå ind i processen, lytte og lige så stille arbejde sig frem til et kompromis – men også en løsning, der både er mulig, men også bedre end det oprindelige udgangspunkt. Og udgangspunktet var jo, at Palads skulle rives ned. Også endte vi med den anden løsning, hvor meget bevares, og der bygges en tilføjelse,” siger Dan.

Han understreger vigtigheden af, at arkitekter tør gå ind i de svære processer og tro på, at vi arkitekter faktisk kan gøre en forskel. Gennem vores værktøjer – visualiseringer, økonomiberegninger, bygbarhed, æstetik og ikke mindst processtyring – kan vi vise en anden vej. ”Vi har et ansvar, og vi skal turde involvere os i det, især i det, der er svært, for det er dér, vi kan gøre den største forskel,” siger Dan. ”Jeg mener, at vi som arkitekter skal gå ind i de rum, hvor det er vanskeligt – men hvor vi i processen kan skabe forandring.”

”Så hvad er konklusionen?” spørger jeg. ”Jeg synes, at man som arkitekt har en rolle – man skal træde ind i de svære rum. Her tror jeg, vi rent faktisk kan bidrage til den transformation af vores byggeri, som er helt nødvendig i den samtid, vi befinder os i. Om det går hurtigt nok, om det er godt nok – nej – men vi bevæger os, og det er positivt. Vi bevæger os, og dermed også arkitekturen, langt mere nu, end vi har gjort i mange, mange år. Så, man skal turde gå ind i de svære rum. Vi skal gå ind i de svære diskussioner.”

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

The issue was produced by students from the Aarhus School of Architecture:
Ida Bjerga, Osmo Hadad-Lange, Alexander Skovgaard Bagger Hadi, and Birke Langkjær Jakobsen.

The non-profit project was supported by The Dreyer Foundation.

Image credits: 1) Enok Holsegaard, 2) Rasmus Hjortshøj, Coast, 3) Rasmus Hjortshøj, Coast, 4) Rasmus Hjortshøj, Coast, 5) Cobe