Minik Rosing

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

In conversation with Birke Langkjær-Jakobsen
Written by Birke Langkjær-Jakobsen
Language: DA

Estimated reading time: 5 minutes.

For mange tusinde af år siden vandrede et folk fra Stillehavet og gik over Arktis for at komme til det, vi i dag kalder for Grønland. Inuitbefolkningen bosatte sig ude i skærene, med nærhed til havet hvor de levede af at fange sæler. Gennem de sidste tusinde år er folk fra Portugal, Spanien og alle mulige andre steder kommet til samme sted for at fiske torsk, og senere hen fange hvaler. I 1721 ankom den dansk-norske missionær Hans Egede til Grønland og bosatte sig, hvor inuitbefolkningen boede. Her var det så ekstremt vejr, at han ikke kunne holde det ud. I 1728 flyttede han kolonien ind til fastlandet, som i dag er det, vi kender som Nuuk. 229 år senere, det samme sted på fastlandet, blev Minik Rosing født. Den verdensberømte geolog, som med hans banebrydende forskning blandt andet har ændret dateringen for liv på kloden med ikke mindre end 300 millioner år.

Minik Rosing har både grønlandske og danske rødder, og selvom han kun tilbragte sine første leveår i Grønland, har netop den geografiske og geologiske kontekst været formende for hans virke. “Geologi er meget synligt i Grønland”, fortæller han, og netop denne synlighed har skabt et blik for verden, hvor lagene under vores fødder fortæller historier, der rækker millioner af år tilbage. Men geologi er ikke bare fortid. For Rosing handler det om jordens funktion og vekselvirkningen mellem natur og liv – de dynamikker, som holder planeten i gang. Det er også her, han ser en grundlæggende forbindelse til arkitektur. Hvor geologi beskæftiger sig med det, der var, retter arkitekturen sig mod det, der kommer. “De er to modsatrettede sider af samme sag,” siger han. Den ene beskriver, den anden forestiller sig. Tilsammen tegner de et billede af verden i bevægelse – ikke bare fysisk, men
også kulturelt og historisk.

Rosing har gennem sin forskning og sit virke oplevet, hvordan spørgsmålene om, hvordan vi former vores omgivelser, ikke kun handler om mennesker. “Alle organismer har til alle tider bygget og lavet om på verden,” siger han. Drivkraften efter at skabe et hjem er ikke unik for mennesket. Derfor rejser det også et vigtigt spørgsmål, når vi taler om arkitektur: Skal arkitekturen bevare eller forandre? Minik mener, at det er vigtigt, at arkitekturen er forandrende, men siger også: “Vi skal tage stilling til hvilken retning, vi forandrer verden i.” forestillingen om, at der findes en økologisk eller miljømæssig balance i verden, deler han ikke, men han siger: “samtidig skal vi prøve på at sætte os ind i og forstå, hvordan verden fungerer, og på den måde gøre den bedre for os alle sammen.”

Det er netop denne tankegang, der ligger til grund for hans arbejde med gletsjermel – det finkornede ler, som dannes, når isen over millioner af år maler bjergarter til mudder. Det særlige ved gletsjermel er, at det har et ekstremt stort overfladeareal. “Kemiske reaktioner foregår på overflader,” forklarer Rosing. Derfor kan gletsjermel binde CO₂ langt mere effektivt end grovere materialer. I den rette kontekst kan det indgå i den globale klimaindsats ved at fungere som en slags mineralgødning, der både fremmer plantevækst og opsuger atmosfærisk CO₂. Og netop fordi det skal flyttes fra det kolde Arktis til varmere egne for at virke effektivt, åbner det for Grønland som aktør i en global løsning. “Det er ikke noget, der i sig selv skaber store rigdomme,” siger Rosing. “Men det kan skabe værdi, hvis det bruges rigtigt.” Det er her, forskellen til olie, gas og guld bliver tydelig: Gletsjermel er ikke i sig selv noget værd, men det er i arbejdet med det, at det skaber værdi. Der forskes også i, om gletsjermel kan indgå i nye byggematerialer. Det kunne være en del af fremtidens mere bæredygtige byggeri – for eksempel som bindemiddel i nye materialer. Økonomien er dog endnu en udfordring, og forsøgene er foreløbig begrænsede, men ifølge Rosing er interessen voksende.

For Rosing handler gletsjermel ikke kun om kemi og klima. Det handler også om identitet og Grøndland i verden. Det er en mulighed for Grønland til at se sig selv ikke som passivt offer for klimaforandringer men som aktiv medspiller i løsningen. En måde at tage ansvar, ikke bare for sig selv, men for hele verden. Den globale opmærksomhed på Grønlands ressourcer er ikke ny, siger han. Fisk, hvaler og senere råstoffer har i århundreder trukket folk dertil. Men det, der ændrer sig, er hvilke ressourcer, der bliver efterspurgt – og hvordan Grønland selv vælger at agere. Det er derfor afgørende, at man i Grønland også forstår sig selv som en del af verden – ikke kun i modsætning til Danmark eller som genstand for stormagters interesser, men som en aktør.

Samtalen om Grønland i dag er i høj grad præget af spørgsmål om afkolonisering og identitet. Rosing anerkender, at der er sket overgreb og fejl, men han advarer mod at bygge fremtiden alene på fortidens uretfærdigheder. “Man kan ikke skabe en nation udelukkende på baggrund af, hvad der er gået galt,” siger han. Grønland har meget at være stolt af: et velfungerende velfærdssamfund, fri uddannelse og en befolkning, som generelt oplever deres liv som godt.

Afkolonisering er kompleks, særligt i Grønland, hvor en stor del af befolkningen er efterkommere af både grønlændere og danskere. “Når man personificerer skylden, bliver det svært,” siger han. I stedet opfordrer han til, at man glæder sig over det, der er lykkedes, og bruger det som fundament for fremtiden. En del af den afkoloniserende proces handler også om arkitektur. Mange af de ældre bygninger i Grønland stammer fra kolonitiden. Landsstyreformandens bolig er den gamle kolonibestyrerbolig. Er det et problem? “Det er ikke unikt,” siger Rosing. “Overalt i verden har det næste styre overtaget symbolerne og privilegierne fra kolonimagten”, fortæller han. Men han ser arkitekturen i et bredere perspektiv.

Hvis man står i havnen i Nuuk, er det svært at sige, om man er på Færøerne, Island, Nordnorge eller Skotland. Det er ikke kun koloniarv – det er et udtryk for en nordatlantisk kultur, bundet sammen af klima, byggeskik og historie. Den grønlandske arkitektur er derfor ikke kun en afspejling af dansk indflydelse, men også en del af et fælles nordatlantisk kulturbånd. Der er dog også meget, der kan – og bør – gøres anderledes i dag. Rosing peger på, at byplanlægningen i Grønland mange steder er taget direkte fra en dansk kontekst, og derfor ofte mangler lokal tilpasning og helhedstænkning. Der ligger et stort potentiale i at udvikle en byggeskik og byplanlægning, som både respekterer de grønlandske forhold og bygger videre på de omgivelser og den kulturarv, der er givet – fortæller han.

At tænke Grønlands fremtidige arkitektur kræver et bredt blik på verden. Rosing ser ikke nødvendigvis sin grønlandske identitet, sin geologiske baggrund og sin kunstneriske interesse som én samlet ting. Men tilsammen giver de ham et bredt perspektiv. Geologien giver indsigt i, hvordan verden er blevet til, og arkitekturen åbner for forestillinger om, hvordan den kunne blive. Det handler ikke om, at kunst og videnskab skal understøtte hinanden – men om at de sammen kan tegne et mere fuldkomment billede af den verden, vi kommer af, og som vi skaber – forklarer han. På Grønland skabte Inuitterne deres tilværelse i samspil med naturen, med havet som levevej og isen som vilkår. Senere kom missionærer med deres egne forestillinger om, hvordan verden burde være, uden forståelse for naturen og folket. Grønland står i dag et sted, hvor fortiden er dybt fæstet i nutiden, på godt og ondt, og med spørgsmålet om hvilken fremtid der skal skabes. En fremtid som bliver fæstnet i fortiden og nutiden. Som lagene i bjergene, lagene i støvet under isen, lagene i kolonitidens bygninger som nu er Grønlands egne.

Minik Rosing er selv et barn af disse lag. Født der, hvor Hans Egede engang søgte læ for Arktis voldsomme vejr, med rødder i både den grønlandske og danske fortælling, og med geologiens blik reflekteret over, hvordan fortidens spor og forestillingen om fremtiden kan bruges til at forstå verden og forme den.

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

The issue was produced by students from the Aarhus School of Architecture:
Ida Bjerga, Osmo Hadad-Lange, Alexander Skovgaard Bagger Hadi, and Birke Langkjær Jakobsen.

The non-profit project was supported by The Dreyer Foundation.

Image credits: 1) Les Kaner, 2) Minik Rosing, 3) Minik Rosing, 4) Minik Rosing