Solvej Balle

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

In conversation with Ida Bjerga & Alexander Skovgaard Bagger Hadi
Written by Ida Bjerga
Language: DA

Estimated reading time: 11 minutes.

Af alle de bøger, jeg læste i sommers, var der én, der særligt fangede mig – Om udregning af rumfang V af den danske forfatter Solvej Balle. Det er en af de der bøger, hvor man nærmest ikke vil læse videre, fordi man er bange for, at historien snart slutter, samtidig med at man simpelthen ikke kan slippe den, fordi man er blevet fuldstændig opslugt. Nu er jeg færdig med bogen, og nu er jeg én af dem, der ugentligt tjekker nettet for at se, om chefen for forlaget, Pelegraf, som i øvrigt er Solvej Balle selv, endelig har meldt ud, at bind VI er udkommet.

I romanen følger man Tara Selter, der er faldet ud af tiden og er blevet fanget i den 18. november, en dag, der gentager sig igen og igen. Om udregning af rumfang er et syvbindsværk, en æstetisk og filosofisk undersøgelse af tid og rum, der udfolder sig gennem hvert bind. De første bind har høstet stor international anerkendelse og er blevet oversat til flere sprog. I 2025 blev Solvej Balle nomineret til en af verdens mest prestigefyldte litteraturpriser, The International Booker Prize, og hun modtog desuden Nordisk Råds litteraturpris i 2022 for de første tre bind, hvor juryen beskrev værket som et “mesterværk til tiden.”

Solvej Balle debuterede allerede i 1986 med romanen Lyrefugl. Hun er uddannet fra Forfatterskolen under Poul Borum, men begyndte faktisk med at læse litteraturvidenskab. Ret hurtigt opdagede hun dog, at hun hele tiden bevægede sig over mod filosofferne, og hun endte derfor med at tage en grunduddannelse i filosofi i København. Men dér syntes hun, der var for lidt kunst – og begyndte selv at samle på forskellige kunsthistoriske elementer: billedkunst, stilhistorie, litteraturhistorie, musikhistorie, teaterhistorie blandt andet. Men så ville hun også gerne have en historisk dimension med… Solvejs bachelor endte med at tage 14 år. Bagefter læste hun æstetik og kultur i Aarhus i en periode, men færdiggjorde aldrig uddannelsen. I stedet fortsatte hun på SDU, hvor hun løbende fik dispensation til at arbejde med kunstfilosofiske emner. I dag har Solvej en kandidatgrad i filosofi, som hun fuldførte som 56-årig. Hun bor og arbejder på Ærø, og siden 2020 har hun udgivet fem ud af de syv bind i sit monumentale værk Om udregning af rumfang. I sommer, da vi talte sammen, var hun i gang med de sidste sider af bind seks.

Selvom vi tænkte, at Solvej nok havde nogle travle og måske helt opslugte dage med afslutningen af bog seks, sendte vi hende alligevel en mail og spurgte, om det var muligt med et interview. Det var det – og vi ringede hende op til en samtale en varm junidag. Samtalen begyndte med småsnak om solen og sommervejret, før vi gik i gang. “Jamen, nu får vi se, om jeg kan sige noget fornuftigt. Det er nok det, der bliver problemet,” grinede hun. “Vi synes, det er meget bedre at komme ud i noget ufornuftigt, og at lade samtalen gå i den retning, den nu går,” sagde Alexander og jeg – og grinede også.

At tale med Solvej føltes lidt som at bevæge sig gennem en række rum, hvor hvert rum bød på et nyt emne – og i modsætning til Om udregning af rumfang, hvor hvert bind lukker en dør efter sig (det vender vi tilbage til), føltes det her tværtimod, som om dørene aldrig helt lukkede bag én.

Af alle de bøger, jeg læste i sommer, var der én, der særligt fangede mig – Om udregning af rumfang V af den danske forfatter Solvej Balle. Det er en af de der bøger, hvor man nærmest ikke vil læse videre, fordi man er bange for, at historien snart slutter, samtidig med at man simpelthen ikke kan slippe den, fordi man er blevet fuldstændig opslugt. Nu er jeg færdig med bogen, og nu er jeg én af dem, der ugentligt tjekker nettet for at se, om chefen for forlaget, Pelegraf, som i øvrigt er Solvej Balle selv, endelig har meldt ud, at bind VI er udkommet.

I romanen følger man Tara Selter, der er faldet ud af tiden og er blevet fanget i den 18. november, en dag, der gentager sig igen og igen. Om udregning af rumfang er et syvbindsværk, en æstetisk og filosofisk undersøgelse af tid og rum, der udfolder sig gennem hvert bind. De første bind har høstet stor international anerkendelse og er blevet oversat til flere sprog. I 2025 blev Solvej Balle nomineret til en af verdens mest prestigefyldte litteraturpriser, The International Booker Prize, og hun modtog desuden Nordisk Råds litteraturpris i 2022 for de første tre bind, hvor juryen beskrev værket som et “mesterværk til tiden.”

Solvej Balle debuterede allerede i 1986 med romanen Lyrefugl. Hun er uddannet fra Forfatterskolen under Poul Borum, men begyndte faktisk med at læse litteraturvidenskab. Ret hurtigt opdagede hun dog, at hun hele tiden bevægede sig over mod filosofferne, og hun endte derfor med at tage en grunduddannelse i filosofi i København. Men dér syntes hun, der var for lidt kunst – og begyndte selv at samle på forskellige kunsthistoriske elementer: billedkunst, stilhistorie, litteraturhistorie, musikhistorie, teaterhistorie blandt andet. Men så ville hun også gerne have en historisk dimension med… Solvejs bachelor endte med at tage 14 år. Bagefter læste hun æstetik og kultur i Aarhus i en periode, men færdiggjorde aldrig uddannelsen. I stedet fortsatte hun på SDU, hvor hun løbende fik dispensation til at arbejde med kunstfilosofiske emner. I dag har Solvej en kandidatgrad i filosofi, som hun fuldførte som 56-årig. Hun bor og arbejder på Ærø, og siden 2020 har hun udgivet fem ud af de syv bind i sit monumentale værk Om udregning af rumfang. I sommer, da vi talte sammen, var hun i gang med de sidste sider af bind seks.

Selvom vi tænkte, at Solvej nok havde nogle travle og måske helt opslugte dage med afslutningen af bog seks, sendte vi hende alligevel en mail og spurgte, om det var muligt med et interview. Det var det – og vi ringede hende op til en samtale en varm junidag. Samtalen begyndte med småsnak om solen og sommervejret, før vi gik i gang. “Jamen, nu får vi se, om jeg kan sige noget fornuftigt. Det er nok det, der bliver problemet,” grinede hun. “Vi synes, det er meget bedre at komme ud i noget ufornuftigt, og at lade samtalen gå i den retning, den nu går,” sagde Alexander og jeg – og grinede også.

At tale med Solvej føltes lidt som at bevæge sig gennem en række rum, hvor hvert rum bød på et nyt emne – og i modsætning til Om udregning af rumfang, hvor hvert bind lukker en dør efter sig (det vender vi tilbage til), føltes det her tværtimod, som om dørene aldrig helt lukkede bag én.

OM BETONBYGGERIER OG MURERMESTERHUSE

”Jeg voksede op i et 70’er-parcelhus på Falster. Det var faktisk af gasbeton – det kan næsten ikke blive værre,” griner Solvej. ”Senere, da jeg var i begyndelsen af 20’erne, boede jeg i noget, der vist var det eneste betonhus på Trøjborg. Nede ad en sidegade til Tordenskjoldsgade, i Edouard Suensons Gade, lå en kæmpe betonblok, helt rå. Der boede jeg, nede forneden.” Hun griner lidt videre, som om hun ser det hele for sig igen. Mine første digte og noveller skrev jeg i barndommens parcelhus, mens min første roman begyndte på Trøjborg. Begyndelsen på mit skriveri foregik altså i beton. Lyrefugl, min allerførste bog og debutroman om kvinden Freia, der efter et flystyrt strander alene på en øde ø, begyndte jeg at skrive, mens jeg gik på HF. Jeg læste en masse robinsonader dengang. Men selve idéen til bogen kom i det her betonbyggeri. Og idéen til Om udregning af rumfang kom også på et tidspunkt, hvor jeg boede i et betonbyggeri – denne gang på Østerbro i København.”

Hun bliver stille et øjeblik og smiler for sig selv. ”Når jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at jeg på en måde kompenserer for den slags byggeri. Ja, der er nærmest noget inspirerende ved de gamle betonbyggerier, fordi de er så tomme. Man bliver nødt til at åbne op for noget i sig selv. Det er, som om idéerne opstår netop dér, hvor arkitekturen er ny og bar. Hvor der ingenting er, der forstyrrer. Alt føles næsten som et blankt ark. Det er, som om der ikke er noget dér, som har hud eller sjæl fra før. Måske er det dét, det handler om.”

Hun fortsætter, næsten som om hun tænker højt: ”Men når jeg så er kommet i gang med at skrive, når det hele skal begynde at gro, så har jeg brug for at bo i noget gammelt. Sådan nogle charmerende murermesterhuse med smukke detaljer. Når jeg tænker efter, har jeg ofte boet i lidt mere interessante, gamle huse med historie – som jeg måske også kan pille lidt fra hinanden, tror jeg, for at få skriveprocessen til at flyde. Det er egentlig lidt sjovt, for det er, som om der for at få en idé skal være et ark, der skal fyldes. Men for at noget skal begynde at ske, for at idéen kan udvikle sig, skal jeg have et ark, der allerede har noget på.”

OM FLAMINGOTAPET

Når vi taler med Solvej, sidder hun hjemme på Ærø. Hun bor i en af de smukke, gamle murmestervillaer, et hvidkalket hus fra 1935, fyldt med historie og finurlige detaljer. Netop sådan et hus, hvor idéerne får lov til at udvikle sig.

“Der var engang en interviewer, der sagde, at han følte, hver gang han gik ind i en bog, så gik han ind i et rum – og når bogen sluttede, lukkede rummet sig. Den første bog var ét rum, og i slutningen åbnede der sig en dør til et nyt rum,” fortæller hun. “Da han sagde det, tænkte jeg: Det er jo lige præcis sådan, det er!” Hun smiler og fortsætter: “For mig har det også handlet om de fysiske rum i mit hus, dér hvor jeg har siddet. Jeg har ikke ét fast arbejdsværelse – eller rettere, jeg har mange. Jeg flytter mig hele tiden fra det ene sted til det andet. Jeg flytter mig efter bøgerne,” siger hun. “Men jeg er også begyndt at rive tapet af. I det ene rum efter det andet.” I dag, mens vi taler med Solvej, er det køkkenet, der er hendes arbejdsplads. Er det mon også det rum, der har været hendes arbejdsværelse under hele bind VI? Var det dét, hun mente med, at hun flytter sig efter bøgerne? Det glemte vi helt at spørge om.

“Lige nu er det køkkenet, der er i fuldstændig opløsning,” fortsætter hun. “Altså nu, imens jeg arbejder på bog nummer seks. Jeg ved ikke, om I kan se det? I kan måske se loftet?” Hun griner igen og kigger spørgende på os. Alexander og jeg nikker – vi tror, vi kan se det, men er ikke helt sikre. Hun forklarer: “Der var et sænket loft her tidligere, men det har jeg revet ned, og nu er det gamle loft kommet frem igen. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg i bog nummer seks arbejder meget med arkæologi og lag og sådan nogle ting.” Vi griner og kan mærke, at vi ville ønske, vi kunne have været der i person, på Ærø, for at se og opleve det hele.

Solvej fortæller videre: “Under bog nummer ét var det min stue. Det hele startede, fordi radiatoren gik i stykker. Radiatoren blev fjernet, og bagved var der sådan noget flamingotapet. Så blev jeg nødt til at fjerne det. Og så faldt tapetet af. Pludselig fandt jeg mig selv, altså tilbage i 2020, i gang med at sandspartle væggene i min stue. Og sådan har det altså fortsat…” Alexander og jeg griner igen. Vi kan slet ikke forstå, hvor sjov, behagelig og sød Solvej er, og hvor det her interview er gået hen. “Under bog nummer fem gik jeg i gang med at fjerne noget tapet i gangen. Der fandt jeg den oprindelige farve under – det var blå limfarvede vægge med et stencilmønster… I begyndelsen, da jeg startede arbejdet med bøgerne, var jeg også meget i haven, og den består jo også af rum,” siger hun bekræftende.

Vi nikker og viser, at vi er enige. “Så helt konkret, udover at bøgerne selv er rum, og at bogen endda hedder noget med rumfang, så har det også været en meget fysisk bog. På en eller anden måde. Jeg tror, det hænger sammen med, at fordi den står stille, at tiden står stille, så begynder jeg at ødelægge mine omgivelser. Eller bygge noget ud af dem?” afslutter hun spørgende.

OM AT TIDEN GÅR FOR HURTIGT, RENT FYSISK

Er det lidt som det, man oplever i de perioder, hvor man er, eller skal være, meget hjemme og ikke kan komme ud eller opleve noget nyt, at man så får et stort behov for at begynde at lave forandringer i sit hjem, spørger jeg. Eller har det måske noget med, at fordi du sidder fast i en bestemt tid og en dag i bogen og teksten, får du lyst til, at tiden skal bevæge sig i dine fysiske omgivelser? Altså fordi du i fortællingerne har standset tiden? Eller – har du det? Eller … hvilket forhold har du egentlig til tiden? spørger jeg, lidt kluntet, forvirret og forundret på samme tid.

Solvej tænker sig lidt om, før hun svarer: “Den sidste stykke tid, måske fordi jeg arbejder på bog nummer seks og har været helt inde i den, synes jeg virkelig, at tiden går alt for hurtigt. Altså også rent fysisk. Det er ikke altid, jeg har det sådan, men lige nu synes jeg det. Senest i dag tænkte jeg over det. I min have. Jeg tror næsten, haven har speedet tiden op. For eksempel har jeg en jasmin, der plejer at blomstre stille og roligt. Man går næsten og venter på, at den folder sig ud. Men i år har den bare sagt BUM. Og før jeg nåede at se mig om, var blomsterne væk. Næsten alle sammen.”

Vi fortsætter samtalen og spørger, om hun har tænkt over, hvorfor tiden fylder så meget i hendes bøger. ”Jeg har altid været optaget af tiden,” svarer hun uden tøven. ”Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg er prosaist. Jeg begyndte tidligt at skrive noveller, og allerede dér handlede det om tid. Jeg opdagede det faktisk allerede i min første bog – at der var et spil med tiden. At tiden opførte sig mærkeligt. I Lyrefugl tror Freia, at der er gået mange år, men så viser det sig, at der kun er gået ni måneder. Hun opdager, at hun har en returbillet – og at hun stadig kan bruge den. Spillet med tiden var ikke planlagt fra min side, men da jeg opdagede det, havde jeg det sådan, at måske er fortællinger bare noget med tid?”

Hun kigger spørgende på os, men fortsætter: ”Måske handler det simpelthen om at modvirke tid? I min senere tid har jeg arbejdet med tiden på en måde, så jeg nu synes, at al fortælling handler om at modellere på tiden. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er min fornemmelse. At det er noget, jeg skal forstå. Men jeg vil også sige, at når jeg nu har den følelse af, at tiden går for hurtigt, så er det jo egentlig ikke lykkedes for mig?” siger hun.

OM AT BYGGE ET ENDELIGT RUM OMKRING OS

Solvej taler om tiden, men hun fortæller, at hun også er optaget af kunsten og filosofien. Vi fortæller Solvej, at vi føler, at noget af arkitektens opgave i en verden i krise – som den, vi står i nu – er at få mennesker til at forestille sig andre måder at kunne leve på. Vi ville høre, hvad hendes tanker er om hverdag, rumlighed – og hvad vi kan lære af filosofferne?

“Det, jeg har været optaget af, både i kunsten og i filosofien, har været noget med, hvor vi som mennesker er forankrede i tid og rum og sådan nogle ting. Første gang, jeg satte et hus i stand, var jeg 18 år. Eller nej, måske endda før, for jeg har altid lavet ting hjemme, også hos mine forældre i deres parcelhus. Så meget, at min far til sidst måtte sige: ‘Jeg vil ikke have, du ødelægger mit hus!’ Så det er et eller andet med de rum, vi bor i, og vores særlige forhold til dem, som jeg nok altid har haft i mig. Det her med menneskets forankring i et rum, som på én gang er uendeligt, men hvor vi så bygger et endeligt rum omkring os. Både byrum og husrum. Det, tror jeg, kunne være virkelig spændende at kigge på. Hvad er menneskets grundvilkår i forhold til tid og rum? Og det, tror jeg, er noget, Kant kunne hjælpe med at kaste lys over. Jeg har også været meget optaget af Bachelard, blandt andet hans Rummets poetik og hans Nej’ets filosofi, og hans videnskabsteori, som er meget interessant. Bachelard har faktisk været med hele vejen igennem i processen med bogen.” Vi nikker bekræftende og fortæller, at vi også er rigtig glade for Bachelard.

Solvej afslutter: “Jeg tror, at mit forhold til tid og rum ikke handler så meget om verdensrummet eller rummet som sådan, men mere om arkitekturens rum. Det kommer også til udtryk undervejs i Om udregning af rumfang, og nu vil jeg spoile lidt.” Solvej griner og kigger på mig, fordi jeg har fortalt hende, at jeg stadig kun har læst bog nummer IV, da vi er i gang med det her interview, og at jeg har sparet bog nummer V til min sommerferie – og at jeg skal i gang med den lige om lidt. Solvej kigger spørgende på mig, som om det er ok, at hun fortsætter. Jeg nikker.

“I slutningen af bog tre befinder de sig i en villa i udkanten af Bremen. Der bor de i bog fire, og i bog fem er det en forladt universitetscampus. Der går det helt amok med nogle af arkitekturens efterladenskaber…” siger hun. “Men i bog seks bor de faktisk i drivhuse, hvor glas er det eneste, der adskiller dem fra verden udenfor. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg føler, deres mentale univers vokser. Og så bliver de flere og flere mennesker, så der sker også en bevægelse udad. Derfor er det måske meget logisk, at de skal bo i nogle drivhuse til sidst, fordi så er det nærmest, som om der slet ikke er rum. Men der er en forklaring på, hvorfor det sker…”

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

The issue was produced by students from the Aarhus School of Architecture:
Ida Bjerga, Osmo Hadad-Lange, Alexander Skovgaard Bagger Hadi, and Birke Langkjær Jakobsen.

The non-profit project was supported by The Dreyer Foundation.

Image credits: Sarah Hartvigsen Juncker & Solvej Balle