Kan du lide at skabe, være kreativ og slippe fantasien løs? Så er sommerskolen Byen kalder helt sikkert noget for dig!
Kom og vær med til fem fantastiske sommerdage på Arkitektskolen Aarhus, hvor du kan udforske byens rum og få nye venner.
Arkitekter fra Utzon Center og studerende fra Arkitektskolen står klar med en sommerskole, hvor du kommer til at arbejde med nogle af arkitektens metoder og redskaber, når du skal eksperimentere, tegne, designe og bygge. Og så kommer du til at være sammen med andre børn med samme interesser.
Eksperimenter med byens rum
Vi tager udgangspunkt i det byggede rum og byen med dens torve, pladser og huse, når vi dykker ned i designprocesser, øvelser og opgaver. Arkitektur skal opleves med alle vores sanser, så vi skal på byvandringer, opdage nye ting og komme på gode ideer til (design)løsninger på konkrete problemer. Og bare rolig – der er masser af plads til pauser, hvor vi har det hyggeligt og sjovt med hinanden.
Du behøver ikke at være en mesterdesigner eller have prøvet at arbejde med 3D-programmer og tegning, når du starter på sommerskolen. Du skal bare have lyst til at eksperimentere, arbejde med byens arkitektur, have det sjovt og bruge din fantasi.
Og så skal du kunne lide at arbejde undersøgende og eksperimenterende. Resten skal vores hold af dygtige arkitekter og formidlere nok lære dig.
Du skal have din egen madpakke med, tøj til at arbejde i – og måske penge til is.
Der er plads til 12 børn på hvert hold.
Aldersgruppe: 10-14 år
Sted: Arkitektskolen Aarhus, Exners Plads 7, 8000 Aarhus C
Tid: Uge 27, mandag den 30. juni – fredag den 4. juli 2025, alle dage fra kl. 9-14
Tilmelding til sommerskole (der linkes videre til tilmeldingsformular)
Byen Kalder – En kreativ sommerskole for børn og unge er ét af en række sammenhængende events om arkitektur og byrum for børn og unge, som finder sted i løbet af 2025. Projektet er et samarbejde mellem Arkitektskolen Aarhus og Utzon Center og er støttet af Statens Kunstfond.