Ph.d.-studerende Jon krähling Engholt udstiller sit arbejde med beton i Onsite Gallery fra den 4. juli. Udstillingen viser eksperimenter med støbemetoder i beton med fokus på de kvaliteter, der opstår under mødet mellem beton og støbeform.

Beton er et moderne industriprodukt, der i Danmark produceres i præcise standardelementer, der oftest fremmedgør os med store og kolde grå flader. Men kan vi kigge ind i materialet og finde en genkendelighed i dets naturlige bestanddele, nøjsomt opgravet og sammenblandet til en plastisk substans? Kan vi finde kvaliteter i at udforske det uperfekte i et materiale?

Vi genkender det i farvespillet i en murstensmur, hvor hver enkelt mursten har sin egen nuance afhængig af lerblanding og brænding – sin egen fortælling om, hvor den er gravet op og hvor den har ligget i den store teglovn. Vi genkender det i det legende spil af refleksioner på en metalfacade, hvor hver enkelt plade bøjer næsten uanseeligt lidt i forhold til sin nabo – aftryk fra et ellers perfekt udført industrielt materiale opsat af menneskehånd. Og vi genkender det i beton støbt mod brædder, hvor hver enkelt brædde har afsat sit eget unikke mønster til betonens overflade – et mønster dannet inden i et træ gennem generationer og bragt frem gennem teknisk snilde.

Man kan stadig fornemme plasticiteten, viskositeten af betonen i dens tidligere tilstand, mens den løber ujævnt ned af støbeformens sider. En tilstand fanget i hvile, som en legemliggørelse af erfaring og erindring om dens tidligere natur.
Elisabeth Shotton, Material Imprecision, 2006

Om udstillingen forklarer Jon krähling Engholt:

En arkitekt giver form til noget, der endnu ikke er sat i verden. Noget der ikke er bygget endnu. Arkitekten skal derfor vide meget om, hvordan man kan bearbejde de materialer, der er til rådighed – viden der knytter sig tæt til oplevelsen og sansningen af den byggede form. Nogle gange overrasker byggematerialer os, når vi bearbejder dem, og disse overraskelser kan løfte vores oplevelsen af den byggede form: Vi genkender det uperfekte i materialerne, det uperfekte i naturens værk – og måske dermed også i os selv.

Vi genkender det i farvespillet i en murstensmur, hvor hver enkelt mursten har sin egen nuance afhængig af lerblanding og brænding – sin egen fortælling om, hvor den er gravet op og hvor den har ligget i den store teglovn.

Vi genkender det i det legende spil af refleksioner på en metalfacade, hvor hver enkelt plade bøjer næsten uanseeligt lidt i forhold til sin nabo – aftryk fra et ellers perfekt udført industrielt materiale opsat af menneskehånd.

Og vi genkender det i beton støbt mod brædder, hvor hver enkelt brædde har afsat sit eget unikke mønster til betonens overflade – et mønster dannet inden i et træ gennem generationer og bragt frem gennem teknisk snilde.

I mit projekt eksperimenterer jeg med støbemetoder i beton, der lader netop disse kvaliteter opstå under mødet mellem materiale og teknik – mellem beton og støbeform.

Beton kan være svært at arbejde med og udforske, for det du designer og bygger er jo ikke den færdige form – det er en støbeform som ikke eksisterer som andet end et minde man kan aflæse i den hærdede betons geometri og overflade. Når du udforsker beton handler det derfor ikke kun om hvordan betonen opfører sig, men i lige så høj grad om hvad den reagerer på – hvad der omslutter den flydende beton. Betonen begynder sit liv med at udfordre sine omgivelser: Den er flydende, tung og vil udnytte enhver mulighed for at undslippe støbeformen. Mine eksperimenter undersøger, hvad der sker, når man begynder at give betonen lov til at påvirke eller undslippe støbeformen – eller hvad man kan gøre når der slet ikke er nogen støbeform.

Et udvalg af digitale redskaber hjælper mig til at forstå materialets adfærd og designe præcise eksperimenter. Med værktøjerne modellerer og simulerer jeg hvordan beton og støbeform opfører sig – og bruger omvendt løbende de fysiske støbninger til at forbedre disse værktøjer. På den måde begynder jeg at forstå, hvordan jeg kan ændre støbeprocessen og dermed den støbte form. Jeg bruger løbende disse input til at forfine eksperimenterne og min egen intuition om forhandlingen mellem den tunge flydende masse og dens afgrænsning.

I udstillingen kan du se et udvalg af støbninger og billeder af deres undfangelse. Den ene serie er støbt i perforeret gummi, der næsten ikke magter at bære den tunge betonen og afholde den fra at flyde ud. Den anden serie viser beton støbt i stof forstærket med mønstre af 3D-printet plastik, der påvirker stoffets evne til at strække sig under vægten af den flydende beton.

For syvende gang tegner en arkitekt live i kantinen direkte på væggen som en del af First Drawing Of The Year.

Denne gang er det Rune Wriedt, der endnu ikke er færdiguddannet, som med First Drawing Of The Year er med til at sparke gang i den internationale tegnekonkurrence Drawing Of The Year.

Rune Wriedt vil gennem hele ugen tegne direkte på væggen i katinen, og fredag d. 6. september afsluttes projektet med en Artist Talk i kantinen.

Rune Wriedt skriver selv følgende om sit tegne-projeket med titlen “A Stranger in a Foreign Land”:
“For me, the importance of the architectural drawing goes beyond the communication and representation of a project. Firstly, it’s physical nature connects our mind and body – when you draw, no matter what technique you use, you make something manifest in the world that only existed in your mind before. In this way, architecture becomes as much of a craft as that of the artist and the musician, a practical skill that must be honed. Secondly, the making of the drawing has a life of its own, and allowing yourself to not know where the drawing will take you is something that I am still learning – but the moment where you allow yourself to lose control and find the design emerging in front of your eyes is a magical one.”

Forelæsningsrækken “Grundlæggende forelæsninger om arkitektur” kredser om det grundlæggende spørgsmål ”hvad er arkitektur”?
Hvor kommer arkitekturen fra, hvordan har den udviklet sig gennem tiden og hvordan manifesterer den sig som den nødvendige, men (forhåbentlig) også berigende og inspirerende fysiske ramme om menneskers hverdagsliv? Arkitektskolens professorer vil på skift forsøge at besvare disse spørgsmål, via forskellige blikke på arkitekturens udvikling og samfundsmæssige rolle.

Onsdag d. 11. september forelæser Thomas Bo Jensen og Tom Nielsen en dobbeltforelæsning om “Arkitekturens oprindelse (den kulturelle forudsætning)” og “Landskabet som forudsætning for arkitekturen “. Om forelæsningen skriver de:

“Om oprindelsesmyter og –forestillinger om arkitekturens begyndelse. Om hulen, labyrinten og urhytten som forudsætninger for huse og byer og om hvorledes arkitekturens typologier har udviklet sig gennem historien, med afsæt i urhyttemytologien.”

og

“Om landskabet, geologien og klimaet som forudsætning for arkitekturen og det at skabe sted. Introduktion af grundlæggende typologier i forhold til det at placere byer, huse og haver i landskabet. Arkitektur var tidligt et svar på det landskab og det klima den var placeret i, og arkitektur må grundlæggende stadig forholde sig til landskabet. Eksempler fra de tidligste byer til nutidens klimatilpasning.”

This lecture presents two very different approaches to researching spatiality. The point is not to advocate one against the other, but to show how such different approaches each in their way generate knowledge about spatiality according to their diverging epistemologies and modes of questioning. Architecturology as a science of architectural design processes, founded by Philippe Boudon (1941), operates from the point of departure that a science has to constitute itself through establishing a specific research object in distinction to – through an epistemological break with – architectural practices and doctrines of making architecture. Such an epistemological break architecturology establishes – in the tradition of French Epistemology – through elaborating the concept of scale, the point of view being that whatever else architects are doing when they design, they always have to decide on scaling.

Actor-Network-Theory (ANT) as exemplified by the work of Bruno Latour (1947) does not operate with epistemological breaks. Research, on the contrary, is considered the stronger the more links it has to other agencies. Generally, ANT wants to ‘follow the actors’ in the networks of diverging length and scope through which human and non-human actors relate to each other. From this point of view spatiality emerges from a complex set of interactivities where project and execution, conception and production intermingle with each other. Also ANT operates with a concept of scale. Hence, in order to facilitate comparison with architecturology the conception of scale in ANT will be given special attention.

Location: PhD School at Aarhus School of Architecture

Target Group: PhD fellows within architecture, landscape architecture, urbanism, design and related fields.

Course Instructor: Niels Albertsen

ECTS Point: 1

Registration deadline and procedure: Deadline August 20th. Sign up to the PhD School, Mia Mimi Flodager mmf@aarch.dk

A reading list will be distributed prior to the start of the course.