Jan Gehl ansat som adjungeret professor
Skolens studerende kan få glæde af den verdenskendte arkitekts viden om eksempelvis den humanistiske dimension i arkitektur og byplanlægning.
16.08.2022
Skolens studerende kan få glæde af den verdenskendte arkitekts viden om eksempelvis den humanistiske dimension i arkitektur og byplanlægning.
16.08.2022
Få nulevende danske arkitekter har haft større betydning for byudviklingen på verdensplan end Jan Gehl, og derfor er det en stor glæde for Arkitektskolen Aarhus at kunne tilknytte Jan Gehl som adjungeret professor.
Jan Gehl har igennem 40 år forsket i bykvalitet og bymiljø, og det har blandt andet resulteret i bøgerne Livet mellem husene” (1971) og Byer for Mennesker” (2010) , ”Bylivsstudier” (2013) og senest ”Den menneskelige dimension” (2021).
”Jeg har arbejdet med den humanistiske dimension i arkitektur og byplanlægning. Det at gøre mennesket synligt og få fagfolk til at tage hensyn til menneskers behov og adfærd i arkitektur og byplanlægningen. Jeg har studeret, hvordan byer bliver brugt af mennesker, og jeg har specielt interesseret mig for sammenhængen mellem form og liv i byerne”, siger Jan Gehl.
Professoren bliver tilknyttet skolens Studio 1D, og Jan Gehl kommer til at bidrage med både undervisning og vejledning af skolens studerende, når de vender tilbage efter en velfortjent sommerferie. Derudover vil Jan Gehl også deltage på en rækker kritikker hos studio’et.
Studio 1D har undertitlen ”Desirable densities”, og her fokuseres der netop på hvordan man skaber en attraktiv og bæredygtig by.
Selvom Jan Gehl fylder 86 år i begyndelsen af studieåret, er han bestemt ikke færdig med at undervise de næste generationer af arkitekter:
”Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg holder meget af at arbejde med de næste generationer om vores fælles fag. Det er vigtigt for mig, at vi får omsat det, vi arbejder med på skolerne, så det ikke bare bliver teoretiske øvelser, men så vi rent faktisk ender med bedre byer ude i virkeligheden”, siger Jan Gehl, der udover nu at være adjungeret professor hos Arkitektskolen Aarhus også kan bryste sig af at være æresborger i Sydney, æresdoktor ved Universiteterne i Edinburgh, Toronto, Varna og Halifax, og æresmedlem af arkitektforeningerne i Danmark, England, Scotland, Irland, USA og Canada.
Du kan følge arbejdet på Studio 1D her: https://www.instagram.com/aaa_studio_1d/
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE