- HOME
- /
- Frivillig borgergruppe og Ry-hallerne søger kreative ideer og løsningsforslag ifm. opsætning af en “genbrugsstation” for sportstøj.
En frivillig borgergruppe har i samarbejde med Ry-hallerne fået midler til at afprøve og udvikle et genbrugskoncept af sportstøj i Ry-hallerne. Midlerne kommer fra en klimapulje forankret i Skanderborg Kommune.
Kongstanke:
Danskerne er verdensmestre i at indlevere og genbruge pantflasker. Over 90% af alle flasker med pant returneres. Anderledes står det til med vores tøj, og det estimeres, at kun 20 procent af al tøj- og tekstilforbrug bliver genbrugt. En blandt flere årsager hertil kunne være, at mange mennesker ikke har den fornødne tid til at frekventere genbrugsbutikkerne, og grundlæggende glemmer at muligheden eksisterer. Ja, det er grundlæggende langt mere bekvemt at bestille på nettet, mens vi slænger os i sofaen med det nyeste afsnit af Alene i vildmarken.
Men hvad nu hvis vi flytter muligheden for genbrug op i den lokale sportshal? Der hvor vi alligevel færdes, og ovenikøbet i sportsmæssig øjemed. Er det dermed lettere at recirkulere sportstøj i lokalmiljøet? Dette pilotprojekt har netop til hensigt at afprøve denne ide.
Vi har behov for nogle skarpe hjerner, som kan hjælpe os med at gentænke de fysiske/arkitektoniske rammer og det visuelle udtryk for en “genbrugsplads” i en hal. Hvordan kan vi gøre genbrug af sportstøj appetitligt? Hvordan kan vi nudge familier, børn og unge, til lige at stoppe op og overveje muligheden? Og hvordan kan et selvbetjenings-koncept i øvrigt implementeres i dette? Mange spørgsmål!