Bæredygtige kulturmiljøer i fokus ved første nordiske seminar
Forskere og praktikere mødtes på Arkitektskolen Aarhus for at diskutere varetagelse og forvaltning af fremtidens kulturmiljøer i Norden.
8.10.2024
Forskere og praktikere mødtes på Arkitektskolen Aarhus for at diskutere varetagelse og forvaltning af fremtidens kulturmiljøer i Norden.
8.10.2024
I starten af oktober uge afholdt Arkitektskolen Aarhus det første seminar i det nyetablerede Nordic Cultural Environment Research Network. Seminaret, med titlen Connectivity in Cultural Environments, satte fokus på de komplekse og dynamiske sammenhænge, der findes i kulturmiljøer. Der blev diskuteret forbindelserne mellem fortid, nutid og fremtid, samt hvordan landskabet, bygningerne og menneskene i disse miljøer interagerer.
Et centralt tema for seminaret var, hvordan man bedst muligt kan varetage kulturmiljøer for at sikre en bæredygtig fremtid. Oplægsholderne tilvejebragte tilsammen et tværnordisk perspektiv på kulturmiljøudfordringer og -tilgange og diskuterede, hvordan disse kan håndteres både i praksis og politisk i takt med fremtidens udfordringer.
Seminaret blev faciliteret af forskningsprojektet Bæredygtige Kulturmiljøer, der har til formål at undersøge kulturmiljøernes rolle i bæredygtig fysisk planlægning. Gennem en række seminarer og møder vil netværket fortsætte med at dele viden og samarbejde for at styrke forståelsen af, hvordan vi kan sikre de nordiske kulturmiljøer for kommende generationer.
Forskningsgruppen Bæredygtige Kulturmiljøer, forankret på Arkitektskolen Aarhus, står bag etableringen af det nordiske forskningsnetværk Kulturmiljøer i Norden. Formålet med netværket er at skabe et forum, hvor forskere og praktikere kan samarbejde om at forstå og udvikle metoder til at bevare og fremme kulturmiljøer gennem bæredygtig planlægning.
Kulturmiljøer er en forholdsvis ny kategori inden for kulturarv, som i stigende grad integreres i fysisk planlægning i Skandinavien. De nordiske lande deler en fælles tilgang til arkitektonisk kulturarv, men der findes også forskelle mellem landene, eksempelvis i vurderings- og kortlægningsmetoder, forvaltningspraksis og lovgivning.
Forskningsprojektet Bæredygtige Kulturmiljøer strækker sig fra september 2022 til marts 2026. Projektet samarbejder med flere kommuner og har et stærkt anvendelsesorienteret fokus, hvor målet er at udvikle konkrete værktøjer til at bevare og udvikle kulturmiljøer på bæredygtige måder.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE