Med udgangspunkt i titlen: Bo Tæt Sammen i Byen, har 3., 4. og 5. semesterstuderende fra Arkitektskolen Aarhus sammensat en udstilling af udvalgte tegninger, visualiseringer, skitser og modeller fra semesterets hovedopgave. Der er tale om en reflekteret komposition, hvor de forholder sig retrospektivt og fragmenteret til deres egne arbejder.
’Hovedopgaven bestod i at tegne et kollektivhus på en mindre grund i Ø-gadekvarteret i Århus. Gennem dette arbejde skulle kollektivet som boligtypologi studeres. De studerende blev desuden bedt om at forholde sig til den aktuelle debat om de konsekvenser, der er forbundet med at bygge i højden og at by-fortætte i et allerede velfungerende boligområde som Ø-gaderne. Hvordan kan bygningen forankre sig vellykket i den geografiske kontekst? Kan der etableres åbenhed mellem huset og offentligheden, således at bygningen tager fat i området og byen? Og hvordan etableres velfungerede skel imellem offentlige, fælles og private rum udenfor og indeni bygningen så det bliver godt at bo tæt sammen i byen?’
Udstillingen åbnes af stadsarkitekt Stephen Willacy, og den kan besøges i Rådhusets forhal fra d. 28. til d. 31. januar 2020
Vedhæftede illustration er udarbejdet af: Marc Frederik Roi Bak, 5. semester, Unit 2/3D