Børge Mogensen flytter med til Exners Plads
Den klassiske designstol J39 af Børge Mogensen får nyt liv på den nye skole.
05.06.2020
Den klassiske designstol J39 af Børge Mogensen får nyt liv på den nye skole.
05.06.2020
I sommeren 2021 flytter Arkitektskolen Aarhus ned på Exners Plads på Godbanearealerne, hvor en ny skole er i gang med at blive opført. Den nye arkitektskole er en visionær bygning med transparens, højt til loftet og en nærhed imellem de forskellige undervisningsfaciliteter og miljøer – men samtidig forankres arkitektuddannelsen i det stærke fundament af viden, erfaring og den høje faglighed, som har kendetegnet skolen siden 1965.
I forbindelse med flytningen får skolen renoveret 183 stk. J39-stole og 45 tilhørende borde, som blev designet af Børge Mogensen i 1947. Stolene har været en del af Arkitektskolen Aarhus siden grundlæggelsen, og skolens første logo, som blev tegnet af arkitekt og grafisk designer Naur Klint, er tilmed indgraveret på stoleryggen.
Så når studerende, ansatte og besøgende skal have frokost eller en kop kaffe i kantinen på den nye adresse, kommer de fortsat til at tage plads i J39-stolen, også kaldet Folkestolen, ved de tilhørende borde. Sådan som mange, mange studerende har gjort det igennem årene.
”Vi har rigtig mange gode og smukke danske designmøbler, og det giver god mening at bevare så meget som muligt i forbindelse med flytningen,” fortæller prorektor Kristine Leth Juul og fortsætter: ”Der er gennem årene investeret i kvalitet, og her viser vi jo, at det er et bæredygtigt valg, når møblerne holder til mange generationer af kommende arkitekter. Samtidig fortæller møblerne en historie, både om design, men også om skolen. Og det vil vi gerne integrere i vores nye bygning, samtidig med at vi skriver ny historie.”
Den berømte designklassiker J39, en træstol lavet i massiv bøg med et håndflettet sæde af papirgarn, så dagens lys i 1947, da Børge Mogensen besluttede at lave et møbel baseret på dansk snedkerhåndværk og velkendte møbeltyper, som kunne bruges af ”den menige mand i almindelige situationer”. Stolen er med sit alsidige og enkle formsprog i dag en af de mest solgte træstole og har været i produktion siden lanceringen.
Børge Mogensen designede, som leder af FDB’s tegnestue i 1940´ere, kvalitetsmøbler til fornuftige priser til de danske hjem. Han ønskede at skabe enkle og praktiske møbler og gik ikke på kompromis med den langsigtede holdbarhed.
Og netop denne insisteren på holdbarhed ses i dag. Her mere end 50 år efter, at skolen anskaffede stole og borde, er de stadig både smukke og funktionelle, selvom de efter mange års slid nu trænger til en kærlig hånd. Balderus, som står for renoveringen af møblerne, vurderer, at stolene efter renoveringen vil kunne holde endnu 50 år.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE