ARKITEKTSTUDERENDE KIGGER 50 ÅR IND I MIDDELFARTS FREMTID
Hvordan ser Middelfart ud i 2070, og hvem bor der?
04.03.2019
Hvordan ser Middelfart ud i 2070, og hvem bor der?
04.03.2019
34 studerende fra Arkitektskolen Aarhus arbejder i tre uger med Middelfarts fremtid i lyset af klimaforandringerne. Deres arbejde kan for tiden ses i det tidligere ’Pigernes’ på Nytorv 5 i Middelfart.
Vindstrømme, vandstrømme, menneskestrømme og bilstrømme. Alt forandrer sig, og klimaforandringerne gør sit til at øge tempoet i den forvandling. Men hvad betyder det for en dansk provinsby ved vandet? Middelfart har allerede sit eget klimalaboratorium, men for tiden foregår der endnu en undersøgelse af byens fremtid.
På det gamle apotek i byen sidder 34 studerende fra Arkitektskolen Aarhus nemlig og tegner kort. Hvordan cirkulerer de unge mennesker i byen? Og hvordan cirkulerer vindens strømme rundt? Som led i projektet Middelfart Klimalaboratorium 2070 har de også bygget en fysisk model, som for tiden kan ses i Pigernes på Nytorv 5.
”Vi har et udpræget helhedsfokus i arbejdet, for klimatilpasning handler om mere end fx energi og transport. Det er også klimaflygtninge, demografi og udfordringen med, hvordan vi kan bo tættere sammen. De studerendes arbejde er med til at synliggøre det usynlige”, siger lektor Heidi Merrild fra Arkitektskolen Aarhus.
En del af projektet handler også om at finde nye bud på genanvendelse af materialer og affald i byen.
”Vi vil arbejde mod mere spekulative cirkulære løsninger, så vi bedre kan handle på viden og overskud i stedet for på bagkant af klimamæssige forandringer og samfundsmæssige sammenbrud”, siger Heidi Merrild.
Udstillingen i Pigernes åbnede fredag den 28. februar, men arbejdet med kortene og efterbearbejdningen af materialet fortsætter.
”Det er meget frugtbart for de studerende at komme i kontakt med den virkelige verden og borgerne på denne måde. Fremtidens arkitektur skal i høj grad blive til i samspil med sine omgivelser, eller som skolen formulerer det i sin vision: Engaging Through Architecture”, siger Troels Rugbjerg, undervisningsassistent på Arkitektskolen Aarhus.
Frugterne af de studerendes arbejde kan som nævnt ses i udstillingen og indgår desuden i Klimafolkemødet i netop Middelfart fra 27.-29. august 2020 – eller også kan Middelfarts borgere væbne sig med lidt mere tålmodighed og set endelige udbytte med egne øjne anno 2070.
Heidi Merrild, lektor
Arkitektskolen Aarhus
M +45 8936 0307 // hm@aarch.dk
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE