05.09.2018 / Nyhed
I bysamfundet Tshwane med hovedbyen Pretoria i Sydafrika bor der tre millioner mennesker, og selvom det er næsten ti gange flere, end der bor i Aarhus Kommune, skal Aarhus Kommune igennem de næste tre år hjælpe sydafrikanerne med ny viden om bæredygtig byudvikling.
Det sker som en del af et nyt samarbejdsprojekt mellem Tshwane og Aarhus Kommune, hvor Arkitektskolen Aarhus indgår som videnpartner.
”Tshwane og Aarhus er meget forskellige på stort set samtlige områder, og derfor handler projektet om at kigge på den eksisterende viden om bæredygtig byudvikling, som findes på skolen, og trække den ud af én kontekst og ind i en ny”, siger forskningschef Charlotte Bundgaard.
”På skolen har vi et ønske om at engagere os i samfundet med arkitektur, og det kan vi gøre med et projekt som dette. På den ene side kan vi få noget ekstra ud af den viden, vi allerede har, og samtidig vil de debatter og workshops, vi faciliterer med folkene fra Tshwane, bringe os ny viden, som vi kan arbejde videre med”, forklarer lektor Anne Mette Boye, der er en af Arkitektskolen Aarhus’ repræsentanter i projektet.
I løbet af august var en delegation fra Tshwane på besøg i Aarhus, hvor de også lagde vejen forbi Arkitektskolen Aarhus, hvor der var bæredygtig byudvikling på dagsordenen.
”Helt konkret skal vi arbejde med et område i Tshwane, som man vil lave byudvikling på. Det er et komplekst område, da det ikke er byen selv, der ejer området. Det er svært at få igangsat en byomdannelse, der både tilgodeser den mangfoldige befolkningsgruppe, der bor der, og de nye folk, der skal flytte ind”, siger Anne Mette Boye og fortsætter:
”Det handler om at få implementeret nogle principper, der betyder, at byen kan udvikle sig bæredygtigt, eksempelvis når det handler om håndteringen af vand, hvor man har brug for at tilbageholde noget vand, men også har udfordringer med oversvømmelser. Samtidig handler det eksempelvis også om, hvordan man introducerer cyklister og andre bløde trafikanter, hvordan man sikrer et mangfoldigt boligudbud, der passer til forskellige familietyper og folk der er forskelligt stillet økonomisk”.
Samarbejdsprojektet fortsætter frem til 2020, og indtil videre er det medarbejdere fra skolens forskningsenheder, der skal deltage som videnpartnere.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE