DESIGNET TIL AT KOLLAPSE
Emilie Enné Lykkegaard har tegnet en konstruktion af nedbrydeligt materiale, som med tiden skal forgå og erstattes af dyrenes egne designs: Bikuber og fuglereder.
25.02.2021
Emilie Enné Lykkegaard har tegnet en konstruktion af nedbrydeligt materiale, som med tiden skal forgå og erstattes af dyrenes egne designs: Bikuber og fuglereder.
25.02.2021
”Vi er nødt til at øge biodiversiteten. Ellers bryder økosystemerne sammen, og så bryder menneskenes egne systemer også sammen”, siger Emilie Enné Lykkegaard.
Sammen med en række medstuderende gik hun i efteråret langs stranden, over marken og gennem skoven på øen Egholm i Limfjorden for at lave research til sit projekt. Målet var at tegne en konstruktion, som fremmede biodiversiteten og udviste respekt for stedet.
”Selv om der er et ret intensivt landbrug og megen menneskelig aktivitet på Egholm, har øen faktisk en stor biodiversitet. Min research førte mig i retning af et symbiotisk projekt, som tilgodeså planter og dyr og gav noget tilbage til et territorium, som er stærkt domineret af mennesker,” fortæller Emilie.
Konkret blev resultatet en biosfære bestående af nedbrydelige bioplast-kugler.
”Med tiden vil konstruktionen kollapse, og i stedet vil den blive erstattet af bikuber, fuglereder og flagermusenes huler. På den måde opstår der nye økosystemer, hvor andre går til”, siger Emilie.
Som en del af sit projekt skrev Emilie et essay om bl.a. den masseuddøen af arter, der finder sted for tiden.
”Idéen om at huske biodiversiteten, når vi bygger, synes jeg er interessant. Der er mange ret enkle ting, man kan gøre som arkitekt. F.eks. kan man bruge hule mursten, som giver plads til flagermus eller lave udhæng til svalereder eller grønne tage. Det gælder om samtidig at holde huset tæt og give plads til dyr og planter.”
Privat forsøger Emilie med små midler at hjælpe naturen på vej. Hun undgår f.eks. plasticposer og opbevarer mad i glas. Og med de faglige erfaringer fra bl.a. Egholm-projektet i bagagen, kan hun sagtens se for sig, at hendes egen fremtid som arkitekt bliver på den grønne gren af branchen.
”Vi kan træffe bevidst valg, der begrænser vores ressourceforbrug, tager vare på biodiversiteten og lægger et loft over vores aftryk på planeten. Jeg kunne godt tænke mig, at det blev en del af mit professionelle liv fremover.”
—
Arkitektskolen Aarhus skal flytte! Derfor holder vi til oktober fagfestivalen Opening i den nye bygning på Exners Plads, og du er inviteret! Hele året varmer vi op med historier om det, vi er til for: At uddanne kreative arkitekter til tidens udfordringer og forske i arkitekturens bidrag til at løse dem. Med andre ord: Engaging Through Architecture.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE
The page you have selected is currently not available in English.