Claus Pryds

This conversation was first published in the student-made magazine In the Eyes of the Ordinary, OPEN Publication, Issue Five (2025).

Conversation by Ida Bjerga & Osmo Hadad-Lange 
Written by Osmo Hadad-Lange

Language: DA
Estimated reading time: 14 minutes.

Interviewet med Claus begyndte med et spørgsmål. Hans samtale under festivalen, der har fået titlen ”Den sidste dinosaur”, satte spørgsmålet i centrum: Hvad mener man egentlig med en “dinosaur”? Beskrev man Claus som en dinosaur? Svaret var ukendt – både for Ida og mig og for Claus selv. Han lød både nysgerrig og en smule såret, da han med et grin sagde: “Jeg ved simpelthen ikke, hvem der har fundet på det, men jeg har virkelig moret mig over det. Når man lige er fyldt 50 og så får dén titel, er det jo helt herligt.” Ifølge ham giver titlen mening på to måder.

Den første handler om tegnestuens tilgang til faget og måden, de udvikler projekter på. Han forklarer, at de arbejder ud fra en stærk forankring i den byggede kulturarv, som udgør en væsentlig del af deres referencefelt. Selvom ambitionen er at skabe noget tidløst, trækker de tydeligt på historien. Håndværk, materialer og detaljer er centrale elementer i processen, og når et nyt projekt starter, møder de somme tider skepsis fra håndværkerne over nogle af deres valg eller måden, de arbejder på. Men som Claus understreger, handler det om gensidig respekt: deres tegninger “er kun streger på papir, hvis der ikke var for dygtige håndværkere”. Respekt for hinandens fagligheder er derfor en grundpille i arbejdet.

Den anden fortolkning af “dinosaur-titlen” handler om måden, tegnestuen drives på. Claus fortæller, at selvom han ikke længere driver tegnestuen alene, fungerer den stadig som et lille, tæt team bestående af ham selv, Felix og konstruktøren Carsten. De er dybt afhængige af hinanden og fuldstændig i synk; alle kender projekterne indgående, og det er nemt at diskutere løsninger. Han fremhæver den direkte og uformelle dialog med håndværkerne på byggepladserne, som er afgørende for detaljerne og tegnestuens ånd. “Det er ikke en stor maskine,” siger Claus, “vi er tæt på projekterne og har hænderne helt nede i opgaverne. Det er en lidt old-fashioned måde at drive tegnestue på, hvor jeg ovenikøbet har mit eget navn stående på vinduet”, konkluderer Claus.

TEGNESTUENS MODEL

I de senere år ser man flere og flere tegnestuer starte i en mindre skala, ofte med et lille, tæt hold. Fordelen er åbenlys: et tæt samarbejde mellem arkitekter, konstruktører og andre aktører på kryds og tværs af branchen, uden at drukne i store, komplekse teams. Med det i baghovedet spurgte Ida Claus, om han mente, det er blevet en trend, at tegnestuer i dag bliver mindre og mindre – og hvordan dette afspejler sig i hans egen tegnestue.

Claus ser arkitektbranchen bevæge sig i to spor. På den ene side er der stadigt større tegnestuer, som ofte fusionerer med ingeniørvirksomheder. Han bemærker, at det inden for de sidste ti år er blevet mere almindeligt, at tegnestuer sammenlægges med ingeniørfirmaer – typisk med ingeniørfirmaerne som den part, der opkøber tegnestuerne. “Det siger jo lidt om, hvem der har styringen i sidste ende”,kommenterer han. Når tegnestuerne bliver større, følger der også en række projekter, som de ikke ønsker at påtage sig, fordi der ikke er økonomi i dem, ifølge Claus. Det skaber et rum for mindre tegnestuer, som kan tage sig af projekter, der kræver nærhed, håndværksmæssig forståelse og direkte dialog, ofte for private bygherrer.

“Min egen tegnestue begyndte i sin tid med åbne konkurrencer, da jeg vandt første fase af konkurrencen for Statens nye Naturhistoriske Museum tilbage i 2009”, forklarer Claus. Dengang var det muligt for både store og små tegnestuer at byde på projekter på lige fod. Statens Naturhistoriske Museum begyndte som åben konkurrence, hvor alle havde mulighed for at deltage. I dag er det ikke længere så almindeligt med åbne konkurrencer, og for mindre tegnestuer er vejen ind ofte at indgå i store teams. Claus forklarer, at han selv oplevede dette med Naturhistorisk Museum, hvor han endte med at samarbejde med Lundgaard & Tranberg. “Det blev et lykkeligt ægteskab”, siger han, men tilføjer samtidig, at det ikke altid er tilfældet, for “den lille stemme i et stort team har ikke altid indflydelse på beslutningerne”.

Han understreger også, at det ikke betyder, at alle små tegnestuer skaber den samme arkitektur. Tværtimod præges hvert projekt tydeligt af de personer, der arbejder tæt på opgaven. “Det hænger sammen med hvem, vi er, og hvordan, vi anskuer arkitektur. Jeg har altid postuleret, at vi bygger meget på vores minder og vores sanselige dele af os selv”, forklarer han. Hvis man ville kritisere vores arkitektur, kunne man også sige, at vi ofte laver projekter, der minder om hinanden, fordi den har den samme røde tråd”, konkluderer Claus.

Interesseret spørger jeg: “Hvilke minder, vil du så mene, har formet din røde tråd?” “Dem har jeg mange af,” svarer Claus. “Der er for eksempel de tunge velourgardiner nede hos mine bedsteforældre, som vi kunne gemme os bag. Man var i et stort rum, og så gik man ind bag noget, som havde en særlig tekstur. Duften kan jeg stadig huske. Jeg har et andet minde, hvor jeg lavede huler under bordene. Jeg har altid været fascineret af overgangen frahvordan, man kommer ind i hulen, til hvordan, man bevæger sig fra et rum til et andet. Jeg husker også en tung egetræsdør, da jeg besøgte min moster i København. Jeg tror, der er en masse, der ligger ubevidst gemt i os. Det er ikke fordi, jeg kan sætte ord på alt, men jeg tror, det er vores minder, der har formet os, som bliver vores udgangspunkt, og et spor i vores arkitektur.”

Næste del af samtalen mellem Claus, Ida og mig, udforsker flere af de projekter, Claus og hans tegnestue har arbejdet på, fra Kræftrådgivningscentre til pavilloner, samt de forskellige udfordringer, der er opstået undervejs.

KRÆFTRÅDGIVNINGERNE

“Lige nu er vi ved at færdiggøre en kræftrådgivning i Odense.” begynder Claus. “Ligesom den i Aarhus kommer den også til at have et gårdmotiv. Hele situationen er næsten den samme med en ring omkring et supersygehus.” Begge projekter minder meget hinanden både i fortolkningen af den klassiske længegård, og i det nærmest identiske program. “Hvis man kigger på vores planæstetik, er det ikke nødvendigvis smukke planer, man først vil fremhæve. Men vi har styr på rumligheder”, forklarer Claus. Kræftrådgivningerne er skabt af variationer af rum. Som i en russisk dukke findes mindre rum gemt inde i det store. Dels er bygningerne åbne med store vinduespaneler og kig, for på tværs af det hele at kunne få skalaen foræret. Dels kan man søge ind i mindre rum, hvor man har muligheden for at fornemme noget, der er mere trygt og fortættet. Her arbejder Claus særligt med kontakten mellem kroppen og materialerne. “Materialerne har en duft eller en overflade, som er genkendelige. I bygningen spiller de naturligvis en rolle, men det handler ligeså meget om at fange lyset og udsigten. Hvordan finder lyset vej ned i rummet? Hvad ser man, når man kigger ud?”, beskriver Claus, som derefter begynder med at invitere os ud i landskabet.

“Et af de vigtige motiver ved kræftrådgivningerne er, at de fungerer som en beskyttet ryg mod sygehusvæsenet og dets enorme skala. I stedet er bygningerne indlejret i landskabet. Sygehusområderne synes næsten som en kulisse. De grønne, smukke områder, der omgiver bygningerne, består ofte blot af overskudsjord fra udgravninger, som er formet til et kunstigt landskab. Men selv i dette kunstige landskab græsser køer, og svanerne ligger i regnvandsbassinerne. “Vi forsøger at skabe et skønt sted, hvor patienter og pårørende kan mødes, finde støtte og tage sig en pause i trygge omgivelser, som adskiller sig fra den øvrige hospitalsarkitektur”, konkluderer Claus.

Fra mit lille vindue i Google Meet kunne jeg se Ida lytte opmærksomt, som om hun kunne se sig selv inde i Claus’ bygning. ”Min mor er sygeplejerske og arbejder i Stavanger. De har også et hus, hvor de kan trække sig tilbage”, sagde Ida en smule bedrøvet. ”Nu skal de også flytte tilbage til det sterile hospital. Min mor taler så smukt om, hvor vigtigt det er at kunne trække sig tilbage og være i et varmt rum. Hvordan kan sådanne rumlige kvaliteter bevares gennem materialevalget?”

Claus forklarer, hvordan materialevalget stammer fra et ønske om, at kræftrådgivningerne skal være en pause fra hospitalet. “Vi taler skørt om tanken af hjemlighed. Det skal føles som at besøge en nabo, noget genkendeligt. Vi har arbejdet med et klassisk gårdmotiv, som de fleste har en fornemmelse af, men vi transformerer det til et træhus. Vi har brugt grantræsprofiler og lister. Det er ikke dyre materialer, men de har både et taktilt og et sanseligt kvalitetsniveau, der gør det rart at være tæt på. Claus forklarer, at alt dette arbejde startede med en første transformation, de lavede til en rådgivning i Herning, hvor de byggede til en gammel villa fra 1904. “Den var klassisk med stuk og sildebensparket, og vi lavede en tilbygning fuldstændig foret med birkefinér. Det var et ønske om at skabe kontrast til den romantiske stil, som villaen var bygget i, og samtidig introducere nærheden til et naturmateriale.”

En stram økonomi betyder også, at man nogle gange må give afkald på de materialer, man helst vil bruge. “Vi sidder netop nu med et projekt, der oprindeligt blev tegnet i teglblokke. Jeg synes, det er et meget interessant materiale, fordi det bare er sådan ét materiale, én væg, du dimensionerer med, og fordi det er et langt mere bæredygtigt materiale end for eksempel beton.” siger Claus. “Men undervejs opstod der et hul i budgettet på 3,5 millioner. Bygherren fandt 2,5 millioner, men vi måtte selv finde den sidste million. Resultatet er, at huset nu opføres i beton i stedet for i tegl”, konstaterer Claus ærgerligt. “Her har jeg stået i et dilemma, hvor jeg har kunnet påvirke projektet i to forskellige retninger. Den ene mulighed var at fastholde ønsket om at bygge huset i teglblokke. Det ville dog have betydet, at vi måtte nøjes med et étplanshus med ensartet loftshøjde.”

I det nye projekt har tegnestuen arbejdet med varierende rumhøjder, så man hele tiden oplever skift i rumlighed, når man bevæger sig gennem huset, på samme måde som i kræftrådgivningscentrene. “Derfor har vi sammen med bygherre valgt at prioritere den rumlige oplevelse frem for materialet. Det betyder konkret, at vi skifter fra tegl til beton, fordi vi har vurderet, at den største værdi for brugerne ligger i kubikmeterne snarere end i selve materialet”, fortæller Claus. “Det er et bevidst valg, som også skaber en tvivl: ville det mest rigtige have været at skabe et mere rummeligt uinteressant hus, men med bedre materialer? Eller ville et sådant hus måske slet ikke have fået samme livslængde, fordi det ikke ville være rart at opholde sig i? Det er et spørgsmål, der rækker ud mod det lange perspektiv, men som er nødvendigt at have med, når man taler om bæredygtighed. For jo længere tid en bygning bruges og værdsættes, desto mere bæredygtig er den.”

Jeg spurgte Claus, hvad han forstod ved begrebet “det ordinære”. Mange af hans projekter fremstår umiddelbart meget enkle og afdæmpede, men rummer en bevidst værdsættelse i det oversete eller dét, vi tager for givet. Det er noget, jeg selv kan relatere til. Jeg kan drage en parallel til min egen opvækst i Paris, hvor byen for mig fremstår som et hverdagsagtigt, levende miljø med sine caféer, små virksomheder, skoler og butikker, snarere end et romantiseret postkort. Som beboer bliver skønheden næsten usynlig i hverdagen, den er blevet en del af det selvfølgelige, hvorimod en turist straks vil se og fremhæve den overalt. Denne forskel i blik, mellem det sete og det oplevede, det

umiddelbare og det langsomt opdagede, minder mig om, hvordan Claus’ arkitektur ofte virker underspillet ved første møde, men gradvist afslører sin kvalitet og kompleksitet.
en turist straks vil se og fremhæve den overalt. Denne forskel i blik, mellem det sete og det oplevede, det umiddelbare og det langsomt opdagede, minder mig om, hvordan Claus’ arkitektur ofte virker underspillet ved første møde, men gradvist afslører sin kvalitet og kompleksitet.

“Når du nævner din oplevelse i Paris og du siger at skønheden ikke er noget, du lægger mærke til, så er jeg sikker du kan beskrive den allerbedst, hvis du virkelig bliver spurgt ind til den, fordi du ligesom har været i det, og du har dine steder, du slår dig ned. Det minder mig faktisk om en oplevelse, jeg havde med et projekt i Zoologisk Have i København, Zoolab, et hus for børn og deres forældre. Dengang havde jeg en diskussion med en repræsentant for bygherregruppen. Han mente, at man ikke burde bruge så mange penge på et børnehus, fordi børnene alligevel ikke kunne fornemme kvaliteten. Jeg kunne ikke være mere uenig med ham”, fortsætter Claus. “Nogle mennesker er gode til at sætte ord på, hvad et rum gør ved dem, men det mest interessante er dén adfærd, der opstår helt naturligt, når man træder ind i rummet. Alle fornemmer et rum på én eller anden måde, også dem, der ikke sætter ord på det. Det ser man i måden, folk bevæger sig og indtager rummet på.

I en kræftrådgivning havde vi en leder, der altid tog nye brugere med rundt i huset, inden samtalerne begyndte. Hun lod dem selv vælge, hvor de ville sidde, fordi der var mange muligheder. Nogle ville have noget trygt i ryggen, andre ville gerne have overblik. Det var fascinerende at se, hvordan sådanne præferencer opstod helt af sig selv.”

Claus fortæller hvordan, det ordinære på samme måde kan have forskellige betydninger fra person til person. “Jeg har spurgt flere personer, hvordan de ville definere det ordinære. Mange af dem svarede, at ordet havde en negativ klang, hvor jeg overhovedet ikke er bange for, at noget er ordinært. Jeg snakker også om almindeligheder.” Når Claus taler om almindeligheder i tegnestuens arbejde, mener han ikke, at deres arkitektur er “almindelig” i betydningen kedelig eller standard. Tværtimod er deres bygninger ofte ualmindelige, i forhold til hvad der ellers bliver bygget i dag. At arbejde med almindeligheder betyder derimod, at man ikke søger at skabe prangende arkitektur. Fokus ligger på det uformelle, på rumforløbet og det enkle. “Der ligger jo bare meget i et godt stort tag, et udhæng, en tagrende, et nedløbsrør”, forklarer Claus. “Gøre en dyd ud af de detaljer og udfordre dem. For eksempel sætter vi nogle gange vores tagrender lidt for lavt. Det er helt bevidst og for at synliggøre rendejernene, som holder renderne. Så siger nogen, «men vandet kan jo nærmest nå at løbe ind forbi». Ja, noget af det gør. Men det meste af det bliver opfanget i tagrenden. Når tagrenden bliver sænket, ser man pludselig alle de ordinære detaljer. Rendejernene og renderne fremstår som et detaljeret smykke, der afslutter tagfoden. Så ser man pludselig, hvordan det hele er konstrueret.”

Claus lægger vægt på detaljerne i arkitekturen: små elementer, der først bemærkes ved andet øjekast, kan skaleres op og give indtryk af hele bygningen. “For min skyld må folk gerne gå forbi vores bygninger og så bare nærmest ikke lægge mærke til dem. Arkitekturen må gerne afsløre sig langsomt. Jeg vil ikke have, at det rumlige er afsløret på én gang. Man må gerne fornemme, at man kan gå om hjørnet. Det skaber en skala og en fornemmelse af, at der findes noget mere. Det er ikke altid det store panorama, der er mest velfungerende”, konkluderer Claus.

DAGSLYSPAVILLIONEN

Dagslyspavillonen er en eksperimenterende træpavillon, der undersøger det nordiske dagslys’ sanselige og æstetiske potentialer. Oprindeligt opført på Gråbrødretorv i København som en del af UIA World Congress of Architects 2023, er pavillonen nu genopført ved Det Kongelige Akademi på Holmen. Projektet er udviklet i samarbejde mellem Det Kongelige Akademi og Aalborg Universitet og fungerer både som et forskningsprojekt og en del af akademiets undervisning.

Den bærende bindingsværkskonstruktion er udført i douglas gran og udført til nemt at kunne adskilles og genopføres. Pavillonen består af tre rum, hver dedikeret til en særlig type dagslys: det diffuse himmellys, det direkte sollys og det reflekterede lys. Disse rum er forbundet af en mørkere korridor, der skaber en overgang mellem de forskellige lysoplevelser. Gennem denne rumlige sekvens inviteres besøgende til at reflektere over, hvordan lys former vores oplevelse af arkitektur og rum.

“Det er en lille pavillon på 80 kvadratmeter”, forklarer Claus. “Udgangspunktet var egentlig, at rummene skulle ligge en suite, så man kunne opleve forskellige måder at se lyset på. Men vi fik en fornemmelse af, at dét, vi kaldte mellemrummet, næsten var det vigtigste rum. Det rum var med til at iscenesætte og forstærke de tre hovedrum. Uden bevægelsen omkring hovedrummene ville oplevelsen ikke have været den samme”, forklarer Claus, og inviterer os ind i bygningen ved at beskrive rumforløbet. “Når du træder ind ad døren i det mørke rum, er det første, du fornemmer, himmelrummet. Dit øje fanger lysets stemning. Den mørkegrå væg er allerede køligt oplyst, før du overhovedet er inde i rummet. Når du så forlader himmelrummet, bevæger du dig gennem den mørke flade mod noget varmt. Men først når du kommer om hjørnet, afsløres det, at du står i et fyrretræsfinéret rum. Selv i den lille enhed går man på opdagelse”, fortsætter Claus.

“Det er det svære ved at lave pavilloner: vi ville skabe en vandring gennem rummet, der var ubeskrevet – uden store forklarende plancher, der fortalte, hvad du skulle opleve. Det fine var at træde ind og få en atmosfærisk oplevelse. Nogle tog noget med sig hjem, helt bevidst, mens andre gik videre. Men måske var der alligevel et eller andet, der havde sat sig.”

Flere af Claus’ bygninger bruger forskellige typer materialer. Vi har allerede talt om deres egenskaber og forhold til kroppen, men hvad med valget af mindre bæredygtige materialer som teglsten, stål og beton? Kan robusthed og bæredygtighed gå hånd i hånd?

“For mig handler robusthed om at bygge på en måde, hvor man beskytter det, der skal beskyttes. Biogene materialer har det sværest. Når de udsættes for vind og vejr, nedbrydes de hurtigst. Derfor kan det være en klog investering at vælge materialer, der tåler fugt. Det er måske politisk ukorrekt at sige, men jeg tror ikke, vi kan redde verden ved udelukkende at bygge med biogene materialer. Vi må også se på, hvordan vi forstår byer og huse, og hvilken skønhed og æstetik vi ønsker i dem. Jeg synes godt, man kan tillade sig at tale om, at noget kan have en skønhed, selvom det ikke er et biogent materiale, for eksempel teglsten. Vores byer er fulde af huse i tegl, der har holdt i flere hundrede år. Det er i sig selv ekstremt bæredygtigt. Udfordringen ligger mindre i selve materialet, men mere i den måde vi bruger det. Vi skal nok ikke bruge cement i vores mørtler men måske kalk, så man kan adskille det igen, som man har gjort førhen. Når et materiale har krævet meget energi at fremstille, skal det også have en lang levetid. Det samme gælder for beton. Skønne træhuse står ofte på betonfundamenter, så vi slipper ikke helt for beton. Derfor må vi bygge noget, vi kan holde ud at se på i lang tid. Skønhed er en del af bæredygtigheden, og den kan sagtens findes i både biogene og industrielle materialer.

Vi kan lære meget af traditionelle byggeteknikker, fordi de viser, hvordan man bygger med robuste og holdbare materialer. Ved at bruge metoder, der tillader adskillelse og genbrug, kan bygninger både holde længere og bidrage til en cirkulær materialestrøm. Dét, der allerede er bygget, er en stor materialebank, som vi bør udnytte. Selv om man allerede nu kan købe brugte byggematerialer, er det stadig svært at regne med dem på grund af konstruktions- og brandkrav, hvilket kræver ændringer i lovgivningen”, kommenterer Claus. “Robusthed handler altså ikke kun om materialer, men også om tilpasning. Når et projekt respekterer og tilpasser sig sine omgivelser, bliver det også bedre modtaget. Noget, der er elskeligt, vil folk passe på og vedligeholde – og dét er også en form for bæredygtighed.”

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

The issue was produced by students from the Aarhus School of Architecture:
Ida Bjerga, Osmo Hadad-Lange, Alexander Skovgaard Bagger Hadi, and Birke Langkjær Jakobsen.

The non-profit project was supported by The Dreyer Foundation.

Image credits: 1) Jesper Bøjlund, 2) Claus Pryds Arkitekter, 3) Laura Stammer, 4) Claus Pryds Arkitekter, 5) Laura Stammer, 6) Laura Stammer, 7) Laura Stammer