Claus forklarer, hvordan materialevalget stammer fra et ønske om, at kræftrådgivningerne skal være en pause fra hospitalet. “Vi taler skørt om tanken af hjemlighed. Det skal føles som at besøge en nabo, noget genkendeligt. Vi har arbejdet med et klassisk gårdmotiv, som de fleste har en fornemmelse af, men vi transformerer det til et træhus. Vi har brugt grantræsprofiler og lister. Det er ikke dyre materialer, men de har både et taktilt og et sanseligt kvalitetsniveau, der gør det rart at være tæt på. Claus forklarer, at alt dette arbejde startede med en første transformation, de lavede til en rådgivning i Herning, hvor de byggede til en gammel villa fra 1904. “Den var klassisk med stuk og sildebensparket, og vi lavede en tilbygning fuldstændig foret med birkefinér. Det var et ønske om at skabe kontrast til den romantiske stil, som villaen var bygget i, og samtidig introducere nærheden til et naturmateriale.”
En stram økonomi betyder også, at man nogle gange må give afkald på de materialer, man helst vil bruge. “Vi sidder netop nu med et projekt, der oprindeligt blev tegnet i teglblokke. Jeg synes, det er et meget interessant materiale, fordi det bare er sådan ét materiale, én væg, du dimensionerer med, og fordi det er et langt mere bæredygtigt materiale end for eksempel beton.” siger Claus. “Men undervejs opstod der et hul i budgettet på 3,5 millioner. Bygherren fandt 2,5 millioner, men vi måtte selv finde den sidste million. Resultatet er, at huset nu opføres i beton i stedet for i tegl”, konstaterer Claus ærgerligt. “Her har jeg stået i et dilemma, hvor jeg har kunnet påvirke projektet i to forskellige retninger. Den ene mulighed var at fastholde ønsket om at bygge huset i teglblokke. Det ville dog have betydet, at vi måtte nøjes med et étplanshus med ensartet loftshøjde.”
I det nye projekt har tegnestuen arbejdet med varierende rumhøjder, så man hele tiden oplever skift i rumlighed, når man bevæger sig gennem huset, på samme måde som i kræftrådgivningscentrene. “Derfor har vi sammen med bygherre valgt at prioritere den rumlige oplevelse frem for materialet. Det betyder konkret, at vi skifter fra tegl til beton, fordi vi har vurderet, at den største værdi for brugerne ligger i kubikmeterne snarere end i selve materialet”, fortæller Claus. “Det er et bevidst valg, som også skaber en tvivl: ville det mest rigtige have været at skabe et mere rummeligt uinteressant hus, men med bedre materialer? Eller ville et sådant hus måske slet ikke have fået samme livslængde, fordi det ikke ville være rart at opholde sig i? Det er et spørgsmål, der rækker ud mod det lange perspektiv, men som er nødvendigt at have med, når man taler om bæredygtighed. For jo længere tid en bygning bruges og værdsættes, desto mere bæredygtig er den.”