ARKITEKTUDDANNELSEN PÅ ARKITEKTSKOLEN AARHUS
Arkitektuddannelsen på Arkitektskolen Aarhus udfolder sig i et fagligt og inspirerende studiemiljø på vores nye skole midt i Aarhus. Uddannelsen står på skuldrene af en skandinavisk arkitekturtradition og peger samtidig ind i en ny tid, der stiller nye og anderledes krav til fremtidens arkitekt.
Den overordnede vision er at styrke uddannelsens bidrag til bæredygtig arkitekturudvikling i et globalt perspektiv med afsæt i viden om vores lokale nordiske natur, kultur og arkitektur.
Uddannelsen er bygget op af to forløb: Bacheloruddannelsen er en 3-årig akademisk, kunstnerisk grunduddannelse i arkitektur. Kandidatuddannelsen i arkitektur er en 2-årig specialiseringsuddannelse, der bygger videre på grunduddannelsen.
UDDANNELSENS OPBYGNING
UNDERVISNINGSFORMER
Arkitektuddannelsen er sammensat af en række forskellige undervisningsformer. Første semester på bacheloruddannelsen består af et sammenhængende forløb med forelæsninger og øvelser. Derefter er alle semestre bygget op af 2 kursusblokke og et længerevarende projektforløb.
På de obligatoriske kurser introduceres den studerende til viden samt teori og metode via forelæsninger suppleret med individuelle øvelser, gruppeøvelser og selvstudium med litteraturlæsning.
På både bachelor- og kandidatuddannelsen vil nogle kursusblokke indeholde studierejser. På studierejsen arbejdes med arkitektur i bygget form – i samspil med forståelse for historie, teori og kontekst. På kandidatuddannelsen er der mulighed for yderligere specialisering gennem valgfag.
I de projektorienterede forløb arbejder den studerende med udarbejdelsen af et individuelt projekt inden for semesterets tematik. Undervisningsformen kaldes atelier. Alle studerende har en fast plads på skolens tegnesale. Ved atelier-forløb foregår arbejdet med projektet på tegnesalen, og det er også her man får 1:1-vejledning.
LÆRINGSFELTER
Arkitektuddannelsen er centreret omkring 6 læringsfelter. Alle elementer i uddannelsen er forankret inden for et eller flere af disse.
Naturindsigt omhandler forståelse for naturens processer, for den jord vi bygger på og med, og for det klima og økosystem, vi indgår i. Arkitekter skal lære at bygge med naturen og dens stofkredsløb, fremfor imod naturen.
Kulturforståelse omhandler kulturen som en evolutionær proces, der bærer historien i sig og binder os til bygningskulturer i kontinuerlig udvikling. Social bevidsthed, kulturarv og kontekstforståelse er bærende dannelsespiller for den arkitektstuderende. Kunstnerisk dannelse hører til arkitektens kernekompetencer. Det er først og fremmest skønheden, opnået igennem kunstnerisk og æstetisk sensibilitet, der skal sikre byer og bygninger lang levetid.
Kunstnerisk dannelse er forankret i fagets historie og binder sig til forståelsen for håndværk, materialer, rum og form, men næres også af andre kunstneriske discipliner.
Arkitektur & Skala angår forståelse og sans for de mange overlappende skalaer, som ligger til grund for planlægningen, organiseringen og udformningen af vores landskaber, byer og bygninger. Den økologiske krise kalder på en ny skalaforståelse, der tænker i sammenhænge fremfor isolerede enheder.
Arkitektur & Teknologi skal styrke de studerendes evne til gennem materialer og konstruktioner at omsætte viden om natur og kultur til æstetiske og samfundsmæssigt vedkommende bygninger og rum – artikuleret igennem udviklingen af tektonisk sensibilitet.
Arkitektur & Praksis skal modne de studerendes forståelse for arkitektur som videnskabelig disciplin og professionel praksis, der hviler på tværfagligt samarbejde. Herigennem fremmes udviklingen af deres selvstændige faglighed og identitet som arkitekter.
BLIV KLOGERE PÅ UDDANNELSEN
BACHELORUDDANNELSEN
Bacheloruddannelsen er en selvstændig uddannelse baseret på arkitektfaglig forskning, kunstnerisk udviklingsvirksomhed og praksis, der skal kvalificere den studerende til selvstændigt at varetage erhvervsfunktioner på baggrund af kundskaber og metodiske færdigheder inden for et eller flere fagområder.
Bacheloruddannelsen ved Arkitektskolen Aarhus er en akademisk grunduddannelse baseret på forskning, kunstnerisk udvikling og praksis normeret til 180 ECTS, der afvikles som fuldtidsstudium i et 3-årigt uddannelsesforløb.
Målet med bacheloruddannelsen er at uddanne bachelorer der, med afsæt i kunstnerisk og forskningsbaseret viden, evner at bidrage til bæredygtig arkitekturudvikling i lokalt og globalt perspektiv. Dette forudsætter æstetisk beherskelse af rum, form, konstruktion og stoflighed på tværs af arkitekturens skalaer, såvel som indsigt i økologiske, sociale og brugsmæssige aspekter.
Uddannelsen bygger på arkitekturdisciplinens kunstneriske, videnskabelige og praktiske grundlag og virkefelt, forstået i sammenhæng med andre discipliners bidrag til videreførelse og transformation af vores bygningskultur i et bæredygtigt perspektiv.
Med udgangspunkt i behovet for øget arkitektfaglig viden om bæredygtighed skal de studerende frem for alt klædes på til at tage del i udviklingen af en ressourcebevidst og æstetisk kvalificeret arkitektur, som tager hensyn til alle livsformer.
KANDIDATUDDANNELSEN
Kandidatuddannelsen ved Arkitektskolen Aarhus er en akademisk kunstnerisk overbygningsuddannelse normeret til 120 ECTS, der afvikles som fuldtidsstudie i et 2-årigt uddannelsesforløb. Formålet med kandidatuddannelsen i arkitektur er på kunstnerisk og videnskabeligt grundlag at kvalificere den studerende til beskæftigelse som arkitekt i Danmark såvel som internationalt.
Kandidatuddannelsen er en forskningsbaseret uddannelse, der har til formål at uddanne kandidater, der mestrer den videnskabelige analyse såvel som det kunstneriske eksperiment. Derudover er det formålet at ruste kandidater til at omsætte komplekse arkitektoniske problemstillinger til løsninger og udsagn, der forholder sig meningsfuldt til historiens og samtidens betingelser.
Uddannelsen bygger på arkitektfagets kunstneriske og videnskabelige grundlag. Udøvelse af arkitektfaget forudsætter beherskelse af rum, form, komposition og stoflighed i forskellig skala såvel som indsigt i brugsmæssige formål, funktion, konstruktion, materialer og lovmæssige betingelser.
Ved valg af studieenhed, der følges gennem hele uddannelsen, oparbejder den studerende ud over de generelle kompetencer i uddannelsen en specialisering i studieenhedens fagområde.
The page you have selected is currently not available in English.