Bygningsstyrelsen og Arkitektskolen Aarhus har netop udskrevet en åben, international idékonkurrence om en ny arkitektskole på Godsbanearealerne i Aarhus. Deltagerne i konkurrencen skal ikke blot give deres bud på den kommende skole, men også de omkringliggende arealer. Fristen for indlevering af forslag er den 1. februar 2016.
Konkurrenceprogrammet og andet relevant materiale kan findes på hjemmesiden newaarch.dk.
En hyldest til arkitektfaget
Bygningsstyrelsen og Arkitektskolen Aarhus håber på hele branchens engagement og opfordrer store arkitektfirmaer såvel som nyuddannede arkitekter til at deltage i idékonkurrencen. Vinderne af idékonkurrencen går videre til den endelige projektkonkurrence, hvor de skal op mod tre prækvalificerede teams: BIG fra Danmark, Lacaton & Vassal fra Frankrig samt SANAA fra Japan.
Rektor for Arkitektskolen Aarhus, Torben Nielsen, udtaler:
“Det er ikke hver dag, der bliver bygget en arkitektskole fra bunden, og som en hyldest til arkitektfaget vil vi med idékonkurrencen benytte lejligheden til at få branchens bud på, hvordan skolens fysiske rammer kan gentænkes. Vores drøm er at få en skole, som sætter Danmark på verdenskortet og som demonstrerer, hvad arkitektfaget kan.
Vi vil ikke på forhånd definere en lang række krav til byggeriet. Vi er nysgerrige og åbne over for nye måder at tænke skolen på og har derfor udarbejdet et åbent konkurrenceprogram med fokus på den gode idé.”