Information om bedømmelser ved Arkitektskolen Aarhus
Her finder du de vigtigste informationer til censorer ved bachelor- og kandidatbedømmelser på Arkitektskolen Aarhus.
Her finder du de vigtigste informationer til censorer ved bachelor- og kandidatbedømmelser på Arkitektskolen Aarhus.
Bachelorbedømmelser
Bedømmelseskomitéen ved en bachelorbedømmelse består af en vejleder og en ekstern beskikket censor. Bedømmelseskomitéen har forud for bedømmelsen digitalt fået tilsendt den studerendes programark.
Ved bachelorbedømmelsen fremlægger den studerende bachelorprojektet for bedømmelseskomitéen. Under den studerendes fremlæggelse af projektet, kan der deltage en intern underviser og/eller medvejleder med særlig indsigt i fagfeltet. Den interne underviser deltager ikke i voteringen.
Den individuelle bachelorbedømmelse varer i alt 45 min. Som udgangspunkt voteres efter 3-4 bedømmelser.
Hvis der opstår uløselig uenighed om karakter ved bachelorbedømmelsen lægges karaktererne sammen og divideres med to. Karakteren afrundes til nærmeste karakter i karakterskalaen. Ligger gennemsnittet midt imellem to karakterer, er den endelige karakter nærmeste højere karakter, hvis censor har givet den højeste karakter, og ellers nærmeste lavere karakter.
Afgangsbedømmelser
Bedømmelseskomitéen ved en afgangsbedømmelse består af en vejleder, en intern bedømmer og to eksterne beskikkede censorer.
Bedømmelseskomitéen har forud for bedømmelsen digitalt fået tilsendt den studerendes sammenfattende redegørelse og plancher.
De eksterne censorer møder op til formødet ved det lokale der er beskrevet i tidsplanen.
Ved Afgangsbedømmelsen fremlægger den studerende kandidatprojektet for bedømmelseskomitéen.
Den individuelle afgangsbedømmelse varer i alt 90 min. inkl. votering.
Ved grupper varer afgangsbedømmelsen 120 min inkl. votering.
Er eksaminator/vejleder, den interne bedømmer og de eksterne censorer, ved afgangsbedømmelser, uenige om hvilken karakter den studerende skal have, noteres karaktererne på karakterarket ud for den enkelte bedømmer. Der opfordres til at enighed om karakteren tilstræbes i bedømmelseskomitéen. Individuel karaktergivning er sidste udvej, hvis der ikke på nogen måde kan opnås enighed
Eksamen er en offentlig handling, og kun undtagelsesvis kan der gives dispensation til studerende, som ønsker lukkede døre ved eksamen. Grunde til lukket afgang kan være baseret på aftaler om fortrolighed i forbindelse med virksomhedsarbejde eller ved lægelig dokumenteret eksamensangst.
Generelle retningslinjer for eksterne censorer ved bedømmelser
Censor modtager digitalt, det projekt eller den opgave der skal bedømmes, samt oplysning om præcis sted, tid og formalia omkring bedømmelsen.
Desuden fremsendes eventuelle studieplaner, beskrivelse af læringsmålene for prøven, som findes i studieordningerne eller henvisning hertil. Det påhviler censor at sikre at beskrivelsen af læringsmålene er grundlag for bedømmelsen og eksaminationen kan ikke gennemføres uden beskrivelsen af læringsmålene. Ligesom censor må være opmærksom på at efterlyse opgave og formalia i passende tid inden dagen for bedømmelsen, hvis det ikke er kommet.
Vejleder har rollen som ordstyrer og indleder med at præsentere bedømmelseskomitéen og eksaminanden.
Der opfordres til stilhed under bedømmelsen. Overskrider den studerende sin tid til fremlæggelse, påhviler det vejleder at stoppe den studerende for at give plads til spørgsmål og diskussion.
Det er censors opgave, at sikre, at der gennem eksaminationen sker en dokumentation af eksaminandernes færdigheder samt af målopfyldelsen for uddannelsen, herunder bl.a. sikre, at:
Til selve eksaminationen bør censor være i lokalet i god tid, så der er mulighed for at få hilst på eksaminator/vejleder og sikre, at alt er som det skal være. Der er fastsat bestemmelser om den enkelte eksaminations varighed. Se afsnittet om regler gældende for bachelor- og kandidatbedømmelsen.
Når den studerende kommer ind er det vigtigt, at censor optræder venlig og imødekommende. Den studerende skal have mulighed for at præstere så optimalt som muligt. Den usikkerhed og nervøsitet der naturligt er i situationen kan censor minimere ved at skabe en tryg og god stemning.
Ved fremlæggelsen skal den studerende gennemgå hovedlinjerne i opgavebesvarelsen og det gennemførte program- og projektforløb. Efterfølgende spørger bedømmerne ind til materialet for at udbygge og kvalificere deres kendskab til bedømmelsesmaterialets indhold, og den studerendes kvalifikationer. Det er vigtigt at bedømmerne under selve eksaminationen/fremlæggelsen er opmærksomme på at spørge ind til svagheder i projektet, i det mundtlige oplæg eller svar, så den studerende gives mulighed for at vise sin formåen og dermed gøre op for svagheder, fejl og mangler. Hvis der ikke kan svares går bedømmerne videre.
Det er vigtigt at bedømmerne er opmærksomme på forventningsstyringen således at den studerende også bemærker fejl og mangler undervejs. Når en prøve er påbegyndt, skal der gives en bedømmelse, medmindre prøven afbrydes på grund af bortvisning eller på grund af sygdom, der berettiger til sygeprøve.
Eksaminator/vejleder leder voteringen. På baggrund af selve eksaminationen og med tydelig henvisning til målbeskrivelse og karakterbekendtgørelse afgøres karakteren. Der er ingen regler om hvem der skal melde ud først under voteringen. Censor er valgt fordi pågældende har en relevant generel faglighed på området, eksaminator/vejleder har en dyb og omfattende faglighed på området.
Ved voteringen må kun bedømmelseskomitéen være til stede.
Umiddelbart efter eksamen udfylder censor og eksaminator eksamensprotokollen. Censor kan med fordel ved samme lejlighed udfylde eventuelle afregninger såsom honorarafregning og transportblanket. Relevante dokumenter afleveres direkte til uddannelsesadministrationen, alternativt sender censor dokumenterne per post efterfølgende.
Censorbeskikkelser
Før man kan få lov til at være censor, skal man beskikkes i et censorkorps. Dette gøres hvert fjerde år, og næste beskikkelse sker i 2022.
Bliver man bedt om at være censor udenfor ansøgningsperioden, kan man søge om at blive ad hoc-beskikket. Der laves en begrundet indstilling til det relevante censorformandskab, som redegør for, hvorfor bedømmelsesbehovet ikke kan dækkes af det eksisterende censorkorps. Krav til redegørelse kan variere fra korps til korps.
Bemærk: Eksterne censorer må ikke være nuværende ansatte eller have været ansat på Arkitektskolen Aarhus indenfor de seneste 2 år.
Når man påtager sig opgaver, skal man som censor være opmærksom på, at der eksisterer en såkaldt 125-timers regel.
Som censor må man maksimalt varetage censoropgaver svarende til 125 timer i alt pr. semester.
Er man i et semester censor ved flere institutioner, må det samlede timetal ikke overstige 125 timer.
Reglen findes i Cirkulære om timelønnet undervisning samt cirkulære om censorvederlag (særligt fokus på bilag 3, pkt.6)
Formandskaberne vil fremover tolke bestemmelsen i ovennævnte cirkulære som en 250-timers grænse på årsbasis, da sommerhalvåret har en større prøvebelastning end vinterhalvåret.
Censor-IT
Arkitektskolens bestilling af censorer foregår gennem systemet Censor-IT.
Censorformandskabet udpeger på grundlag af bestillingerne censorer til de enkelte prøver.
Formålet med Censor-IT-systemet er at sikre en effektiv rokering, så det ikke er de samme censorer, eksaminatorerne møder hver gang, og så alle censorer bliver brugt. Det er et krav i eksamensbekendtgørelsen.
Eksamensplanlæggerne bestiller censorer i systemet og skal anføre hvilket fag, det drejer sig om, antal studerende og hvor mange minutter, der honoreres for pr. studerende (censornormen). Der skal også indsættes et link til studie-ordningen for det pågældende fag.
Natten efter bestillingen går tilbuddet ud, typisk til fem relevante censorer.
Censorerne har så 24 timer til at sige ja, hvis de er interesserede i opgaven. Det sker ved at klikke på et link i mailen.
Efter 24 timer tildeles censoropgaven den af de interesserede censorer, som har haft færrest censoropgaver.
Systemet sikrer, at alle censorer på et fagområde i det lange løb får lige meget at bestille.
Det spiller altså ingen rolle, om man har meldt sig først som interesseret, bare man har gjort det inden for det første døgn.
Hvis ingen af de adspurgte melder sig som interesserede, går tilbuddet videre til yderligere fem og så fremdeles.
Der går meddelelse om allokeringen til den udpegede censor og til eksamensplanlæggeren, som så kontakter censor med tidspunkt og sted for mundtlig eksamen og sender eventuelle skriftlige opgaver.
Censor-IT bruges også til at indsamle censorrapporter. Censorerne får automatisk en påmindelse med et direkte link til rapporten.
Samtidig giver systemet fuldt overblik over, hvem der har haft hvilke censoropgaver, og hvor tit, de enkelte censorer har været i funktion.
Ændringer i postadressen får censorsekretariatet automatisk besked om fra CPR-registeret. Men hvis en censor ændrer email-adresse eller telefonnummer, er det vigtigt, at sekretariatet får besked. Enten ved at censor selv ændrer det i Censor-it eller ved at sende en mail til sekretariatet.
Censors evaluering af eksamen
Som beskikket censor har du pligt til rapportering af bedømmelsen iflg bekendtgørelsen.
Efter endt bedømmelse tilsendes en censorrapport fra Censor IT, som udfyldes ved hurtig afkrydsning.
Har der været problematiske forhold noteres det i censorrapporten. Censorformandskabet forholder sig til alle problematiske forhold og bringer disse op overfor den enkelte uddannelsesinstitution
Du kan også tilgå censorrapporten via Censor-IT.
Love og regler
Censor og eksaminator har notatpligt. Der skal under hele eksaminationen og under voteringen tages noter, så man, også flere måneder senere, kan forholde sig til en eventuel klage og tydeligt kunne gengive fejl og mangler i forhold til målbeskrivelsen. Det er bedømmernes ansvar at opbevare noterne forsvarligt i et år. Jf. Bekendtgørelsen nr. 29, §34, afsnit 4, stk. 2.
Du kan tilgå Censor-IT systemet her.
Når censor forholder sig til besvarelsen af projektet sker det, at der opstår mistanke om snyd eller plagiering. Et typisk tegn kan være stor variation i besvarelsens kvalitet. Ved fx at google tekstudsnit kan mistanker sommetider underbygges. Opstår mistanken rettes der henvendelse til eksaminator/vejleder – gerne i god tid inden bedømmelsen.
Hvis mistanken opstår under selve bedømmelsen skal bedømmelsen gennemføres og censor og eksaminator/vejleder foretager votering og beslutter karakter uagtet mistanken.
Karakteren tilbageholdes så for den studerende til man nærmere har fået undersøgt mistanken. Det er Arkitektskolen Aarhus, der forestår plagieringskontrollen og foretager den endelige vurdering.
Fra tid til anden opstår klager fra den studerende over karakter eller bedømmelse. Censor og eksaminator/vejleder skal sammen svare på klagen. I besvarelsen af en klage er det helt afgørende, at der tydeligt henvises til læringsmål, karakterbekendtgørelse og den konkrete eksamination.
Censorhonorar
Efter endt bedømmelse udfyldes nedenstående blanket for honorarafregning. Blanketten afleveres i Informationen, Exners Plads 7, 8000 Aarhus eller sendes til regnskabsafdelingen – hpd@aarch.dk
Honorarblanket (xls-fil)
CVR-nummer skal angives, hvis censor ønsker at sende en regning.
Parkering og lokaleoversigt
Kort over Arkitektskolens lokaler og parkering.
Gæster kan henvende sig i receptionen, som hjælper med at lave en gæsteparkeringstilladelse til de få pladser skolen råder over udenfor bygningen.
Rejserefusion og hotelophold
Hvis censor har haft rejseomkostninger i forbindelse med censuren udbetales der godtgørelse.
Arkitektskolen Aarhus dækker rejseomkostninger svarende til billigste standardrejse med offentlig transport.
Varer censors tjenesterejse mindre end 24 timer eller er uden overnatning, refunderes rimelige merudgifter til måltider mod dokumentation (kvitteringer skal vedlægges).
Der kan aldrig udbetales både dagpenge og merudgifter (faktiske udgifter) på samme tid, dog refunderes udgifter til transport mellem censors private adresse og hotel/Arkitektskolen Aarhus.
Dvs. at udgifter til taxa, bus, forplejning mv. under opholdet i Aarhus ikke kan refunderes sammen med udbetaling af dagpenge – det er enten eller.
Hvis censor vælger at bo privat, kan der ydes et udokumenteret nattillæg.
Ovenstående udbetales kun ved udfyldelse af rejseafregning.
Hvis censor ikke kan nå frem til eksamen eller hjem samme dag, som eksamen afholdes, dækkes der for udgifter til overnatning.
Ved behov for hotelophold kontakt da Arkitektskolens studieadministration på mail: studieadministrationen@aarch.dk for at modtage bookinginstruktioner.