Kom til Forskningens Døgn på arkitektskolen
Nu kan du blive klogere på, hvad det vil sige at forske i arkitektur – og hvorfor det er så vigtigt.
10.04.2019
Nu kan du blive klogere på, hvad det vil sige at forske i arkitektur – og hvorfor det er så vigtigt.
10.04.2019
Hvad har robotter og bindingsværk med hinanden at gøre? Hvad skal vi tage med os ind i fremtiden? Hvorfor bygge i træ, når man bare kan printe i 3D? Disse ting kan du blandt andet få svar på, når arkitektskolen deltager i Forskningens Døgn 2019.
Arkitektskolen holder den 25. og 26. april åbent hus i vores værksteder og udstiller eksempler på, hvad vores forskere arbejder med.
Udstillingen åbner d. 25. april klokken 15.00 i Mockup.
Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der finder sted hvert år med cirka 700 events og foredrag og mere end 70.000 besøgende.
Udstillingen på arkitektskolen guider dig rundt til flere steder på skolen, hvor du kan opleve de forskellige aspekter af, hvad det vil sige at forske i arkitektur – og hvorfor det er så vigtigt.
På Arkitektskolen Aarhus arbejder vi med den nyeste robotteknologi, og den bruger vores forskere til at lære mere om materialer, udvikle nye teknikker og meget mere.
Under Forskningens Døgn kan du komme til at se nærmere på de mange robotter, der blandt andet kan støbe beton efter særlige mønstre, skære skæve træstykker ud i kurver eller findele marmor efter materialets årer. Robot-udstillingen arrangeres af skolens Forskningslaboratorium 2 – Teknologi, bygningskultur og bosætning, og udstillingen foregår i skolens Mock-Up område.
Har kulturarven betydning for det enkelte menneske? Hvad er kulturarv egentlig og er der noget unikt, som binder historien og folk sammen? Giver det mening at tale om kulturarv? – Og kan vi finde en fælles relation gennem kulturarven? #Fælleshistorie
Til Forskningens Døgn stilles disse spørgsmål, der tager udgangspunkt i forskningsprojektet Screening af Kulturmiljøer, der gennem konkrete cases viser eksempler på kulturhistoriske områder i Danmark.
Udstillingen tager afsæt i forskningens rapporter og fremhæver 3 eksempler fra screeningen (Maltfabrikken i Ebeltoft, Nakskov og Frederiksø ved Svendborg), der gennem grafisk materiale fremstilles og formidles visuelt i biblioteket på Arkitektskolen Aarhus.
Udstillingen om kulturmiljøer er arrangeret af skolens Forskningslaboratorium 1 – Transformation, arkitektur og territorier, og den foregår i skolens bibliotek.
Ingen tør forudsige fremtiden længere. Vi har for travlt til at tænke på den. Den påstand har været udgangspunktet for den udstilling, som skolens Forskningslaboratorium 3 – Radikal bæredygtig arkitektur præsenterer på Forskningens Døgn.
Under en studierejse til Cuba har studerende indsamlet en række objekter, der skal starte en samtale om en bæredygtig fremtid. Det er tænkt som en omvendt tidskapsel, som lader os reflektere over, hvordan vi kan gøre nutiden bedre. De mange objekter ledsages af tekst om, hvorfor de studerende har fundet netop disse ting vigtige for fremtiden. Udstillingen vises i Laden Syd på arkitektskolen.
I skolens kantine kan du opleve en video af Anders Gammelgaard, der viser, hvordan arkitektur har forandret atmosfære igennem tiderne.
Vi glæder os til at vise mange facetter af, hvordan man kan forske i arkitektur.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE