Ph.d.-projekt: Mettes forskning skal afhjælpe overophedning i danske boliger
Mette Boisen Lyhne skriver ph.d.-afhandling om indeklima i danske enfamiliehuse. Engang var de for kolde, i dag er de for varme. Så hvad gør vi?
15.08.2022
Mette Boisen Lyhne skriver ph.d.-afhandling om indeklima i danske enfamiliehuse. Engang var de for kolde, i dag er de for varme. Så hvad gør vi?
15.08.2022
”Op til omkring 1980 var det primære problem med det termiske indeklima (temperaturen i huset, red.), at husene var for utætte og dermed for kolde. Og fra omkring år 2000 ser vi, at problemet primært er overophedning”.
Sådan siger Mette Boisen Lyhne om udgangspunktet for ph.d.-projektet, som skal undersøge termisk indeklima i danske enfamiliehuse i 1900-tallet – specifikt fire typer huse: Murermestervillaen, funkishuset, statslånshuset og parcelhuset.
Der er en stor masse af disse huse, og rigtigt mange står over for renovering. Og i den proces vil nye strategier for at imødegå overophedning være yderst velkomne. Mette fokuserer på såkaldt passive løsninger, dvs. uden brug af energiforbrugende mekanik.
Spørgsmålet er, om vi kan bruge nogle af de ældre arkitektoniske elementer aktivt, når husene skal renoveres? Mette henviser til fx tagudhæng og solafskærmninger, men også skorstenen:
”I gamle murermestervillaer er den placeret centralt i huset, så den kan afgive varme til alle rum omkring den. I dag kan den få funktion som aftrækskanal og dermed lede varme ud af huset”.
Mette Boisen Lyhne gennemfører et studie af litteraturen i 1900-tallet for at forstå, hvilken viden man har haft om indeklimaet på forskellige stadier. Men hun kommer også til at kigge på konkrete cases – dvs. fire typer af enfamiliehuse.
”Jeg går først og fremmest kvalitativt til værks. Jeg gennemfører interviews med beboerne om det termiske indeklima og supplerer med egne målinger. På den måde får jeg indsigt i, hvilke arkitektoniske elementer i huset der har betydning for indeklimaet”.
Resultatet bliver først og fremmest en arkitekturhistorisk analyse, men derfor forventer Mette alligevel, at der vil være perspektiver for vores fremtidige praksis.
”Forhåbentlig bliver der også inspiration til arkitekterne i forhold til, hvordan vi kan aktivere forskellige arkitektoniske elementer, når vi renoverer ældre huse”, siger hun.
Og så er arbejdet ikke mindst af stor betydning for alle dem, der har det varmt rundt omkring i deres huse i dag.
”Vi befinder os i gennemsnit 16 timer om dagen i vores huse. Så indeklimaet er af helt afgørende betydning for vores sundhed og velbefindende”, siger Mette Boisen Lyhne.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE