Regeringen afsætter 20 millioner til et iværksætter- og innovationsmiljø på design- og arkitektskolerne
En stærk forbindelse til erhvervslivet skal både hjælpe den grønne omstilling og få nyuddannede i job.
25.10.2019
En stærk forbindelse til erhvervslivet skal både hjælpe den grønne omstilling og få nyuddannede i job.
25.10.2019
Regeringen har i udspillet til næste års finanslov afsat 48,5 millioner kroner til vækstplanen for de kreative erhverv, der i alt består af 28 initiativer, der skal styrke uddannelse og efteruddannelse, risikovillig kapital, iværksættere, innovative udbud, håndhævelse af ophavsrettigheder og international synlighed og eksport.
Af de 48,5 millioner kroner er der øremærket 20 millioner kroner fra 2020-2022 til at etablere et iværksætter- og innovationsmiljø på design- og arkitektskolerne i Aarhus, Kolding og København. Regeringen begrunder tildelingen af de 20 millioner kroner med et ønske om at knytte de kunstneriske uddannelsesintuitioner tættere sammen med erhvervslivet for at sikre, at flere nyuddannede kommer i job.
På Arkitektskolen Aarhus glæder rektor Torben Nielsen sig over, at regeringen har valgt at prioritere de kunstneriske uddannelser.
”Vi er selvfølgelig glade for, at regeringen ser vores vej, og vi glæder os til at samarbejde endnu tættere med branchen og de andre kunstneriske uddannelser omkring noget, der er meget vigtigt for os – nemlig at få vores nye arkitekter ud på arbejdsmarkedet. Men jeg ser også dette udspil som et skulderklap til design- og arkitektskolerne og det intensive arbejde vi allerede laver for at sikre, at så mange som muligt af vores nye arkitekter kommer i beskæftigelse. Det er en opgave, som vi tager meget alvorligt,” siger Torben Nielsen.
Fra regeringens side understreger man, at det nye udspil til finansloven har et markant grønt aftryk, og det kan også ses på tildelingen af de 20 millioner kroner til de kunstneriske uddannelsesinstitutioner. I regeringens pressemeddelelse siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, at de øremærkede midler skal være med til at gøre de studerende endnu bedre til at tænke i bæredygtige løsninger, der kan være med til at få has på de klimaudfordringer, vi står over for.
”På Arkitektskolen Aarhus er vi meget bevidste omkring arkitekternes og byggeriets rolle i vores globale klimaomstilling, og vi har et stort fokus på bæredygtigt byggeri. Selvfølgelig er klimaudfordringerne ikke bare noget, man ordner med et snuptag, men jeg er sikker på, at en tæt forbindelse til erhvervslivet gennem et stærkt iværksætter- og innovationsmiljø på de kunstneriske uddannelsesinstitutioner kan være et godt skridt i den rigtige retning,” siger Torben Nielsen.
Regeringen oplyser, at der i 2019 er afsat 14 millioner kroner til vækstplan for kreative erhverv, hvoraf 10 millioner kroner styrker adgangen til risikovillig kapital. Med finanslovsforslaget er der afsat yderligere 48,5 millioner kroner fra 2020-2022. Der er fra 2019-2022 afsat i alt 62,5 millioner kroner til indsatsen. Initiativernes gennemførelse fra 2020-2022 afhænger af resultatet af finanslovsforhandlingerne.
Du kan læse mere om vækstplanen for de kreative erhverv på Erhvervsministeriets hjemmeside.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE