- HOME
- /
- Bæredygtighedspraktikant med passion for LCA
Studerer du til arkitekt, bygningskonstruktør, eller civilingeniør, og interesserer du dig for LCA-beregninger og bæredygtighedsstrategier i byggeriet? Så har Dissing+Weitling en praktikplads til dig i et semester (3-5 måneder).
Vi leder efter en ’LCA-praktikant’ som vil være med til at udføre en ’LCA-baselinevurdering’ for vores eksisterende designportefølje inden for byggeri – og dermed også fastlægge virksomhedens historiske miljømæssige påvirkning. Du får mulighed for at samarbejde med Dissing+Weitlings LCA-ekspert og ESG-rådgiver, som udstikker anbefalinger til virksomhedens mål for reduktion af carbon.
Om Dig
Vi forventer, at du er fortrolig med LCAbyg og interesseret i Revit. Du er entusiastisk i forhold til arbejdet med danske LCA-beregninger, og har lyst til at afprøve dine færdigheder i et reelt projekt, som skaber værdi i en virksomhed.
Praktikprojektet er forankret i både de tekniske og strategiske elementer af bæredygtighed.
Vi forestiller os, at du studerer på KADK, AARCH, DTU, AAU, KEA, VIA eller lignende, og at et LCA-baselinevurderingsprojekt kan falde naturligt sammen med dine studier, interesser og fremtidige karriereønsker.
Om os
Dissing+Weitling er en prisvindende tegnestue med ca. 60 engagerede medarbejdere, som har til huse i transformerede lokaler på Islands Brygge. Vores arbejde omfatter nogle af verdens mest spektakulære broer, hovedkontorer for internationale virksomheder, hoteller, uddannelses- og kulturinstitutioner, boliger samt transformation og bevaring af kulturarv.
Vores åbne kontormiljø betyder, at vi aldrig er langt fra hinanden, når der er brug for faglig sparring. Vi samarbejder på tværs af nationaliteter og har en arbejdskultur, hvor unge talenter og erfarne arkitekter lærer af hinanden. Vi er fælles om et højt fagligt niveau og viljen til at gøre en positiv forskel gennem vores arkitektur.
Vi har en god frokostordning, hygger sammen til sociale og faglige arrangementer, og vi styrker vores fysik med ugentlig mikrotræning.
Hvis det lyder som noget for dig, kan du sende din ansøgning med et CV og gerne et par arbejdsprøver så hurtigt som muligt til job@dw.dk. Skriv “LCA Intern” i emnefeltet.
Vi glæder os til at høre fra dig!