- HOME
- /
- Fremtidsværksted om nyt Højbjerg Bibliotek
Højbjerg Bibliotek skal i 2028 flytte i nybygget bibliotek ved Lyseng Idrætscenter i Højbjerg. Vi får i den forbindelse adgang til udearealer, som vi gerne vil have input til at udnytte og udforme på en klimavenlig og bæredygtig måde, og vi vil derfor høre om nogle studerende (under 25 år) fra Arkitektskolen kunne have interesse i at deltage i et Fremtidsværksted om vores kommende ”uderum/-bibliotek”.
I et Fremtidsværksted bruger vi metoden Futures Literacy, udarbejdet af UNESCO, til at kigge ind i fremtiden for at kvalificere nutiden. Futures Literacy, eller ”Fremtidskundskaber”, kan beskrives som evnen til at forstå og navigere i komplekse og usikre fremtider.
Værkstedet er en del af projektet SAMMEN OM FREMTIDEN, som handler om generationsmøder for håb og klimahandling, hvor deltagerne skal være et miks af 60+ og 25-. Vi regner med at få 60+ deltagere blandt vores lokale borgere og brugere af biblioteket.
Fremtidsværkstedet er udviklet af Tænketanken Fremtidens Biblioteker og Instituttet for Fremtidsforskning.
Arrangementet finder sted onsdag 30. april kl. 10-11.30 i Annekset ved Lyseng Idrætscenter, Lysengvej 2, 8270 Højbjerg.
Læs mere og tilmeld dig på nedenstående link. Eller send mail hvis du har spørgsmål.