Sans for helheden og stedets kvaliteter
Traditionelt set har arkitekter siddet med ved roret i kommunernes planafdelinger på grund af deres evne til at tænke i helheder og sikre en bæredygtig udvikling af byggerier, byrum og landskaber, der passer ind i områdets øvrige udtryk med respekt for stedets ånd. Og dét er der både brug for i de kommuner, hvor udviklingen går stærkt og nye byggerier skyder frem overalt, og ligeledes der hvor der er behov for at sætte en udvikling i gang.
Alligevel er der ikke ret mange af de unge og nyuddannede arkitekter, der orienterer sig mod kommunal planlægning og forvaltning. Det ærgrer Arkitektforeningens direktør Lars Autrup:
”Mange unge arkitekter ser ikke et arbejde i det offentlige som kreativt og udviklende. Men som arkitekt i det kommunale har man mulighed for, at få stor indflydelse på udvikling eller omdannelse af hele områder, eller hvordan kommunens nye kulturhus skal indpasses i byen. Man er med til at sætte de overordnede rammer, som sikrer, at det bliver et smukt, sundt, bæredygtigt og funktionelt byggeri, som forholder sig til stedets kvaliteter. Og der kan arkitekten virkelig gøre en forskel”.
Gode jobmuligheder i kommunerne
I følge Forbundet Arkitekter og Designere er der også gode beskæftigelsesmæssige grunde til, at de unge arkitekter bliver mere opmærksomme på mulighederne indenfor det kommunale:
”Vi oplever især blandt unge arkitekter, at de fleste orienterer sig mod nogle få tegnestuer i de store byer. Og det er synd. Der ligger mange spændende udfordringer i kommunerne, som kræver dygtige arkitekter. Det er ofte i kommunerne den grønne omstilling starter, og det er i kommunerne, arkitekterne kan sætte deres præg på samfundets udvikling. De arkitekter, der får arbejde i kommunerne, bliver ofte utroligt glade for det. Både på grund af den faglige udvikling og ansvar – men også på grund af de faste og trygge forhold, der følger med”, udtaler direktør i Forbundet Arkitekter og Designer, Arne Ennegaard Jørgensen.
Øget interesse for by- og landskabsudvikling blandt arkitektstuderende
På skolerne mærker de en øget interesse for by- og landskabsudvikling fra de studerende:
”De arkitektstuderende er i disse år drevet af et samfundsmæssigt engagement og lysten til at arbejde tværfagligt. Og vi mærker en stigende interesse hos de studerende, som netop ser kommunerne som en mulighed for både at udøve deres faglighed og være med til at påvirke de store dagsordener. Men vi ønsker, at endnu flere arkitektstuderende og yngre arkitekter får øjnene op for kommunernes øgede fokus på by- og landskabsudvikling, hvor miljø og social bæredygtighed er i fokus sammen med arkitektonisk kvalitet”, lyder det samstemmende fra prorektor på Arkitektskolen Aarhus, Kristine Leth Juul og dekan for arkitektur på Det Kongelige Akademi, Jakob Brandtberg Knudsen.