100% digital afgangsudstilling
For første gang i skolens historie bliver sommerens afgangsudstilling helt digital
16.06.2020
For første gang i skolens historie bliver sommerens afgangsudstilling helt digital
16.06.2020
For mange er det en tradition at besøge arkitektskolens afgangsudstilling for at se de mange smukke og inspirerende projekter, som de nye arkitekter har lavet, og i år kan det lade sig gøre uden at forlade hjemmet. Som en konsekvens af COVID 19-situationen bliver sommerens afgangsudstilling, der har titlen We Do Architecture, nemlig digital. Man kan som besøgende gå rundt mellem en række søjler, der er tegnet af de nye arkitekter. Hvis man klikker på en af søjlerne, kan man se det fulde afgangsprojekt. Den digital afgangsudstilling er en 3D-udstilling, som er udviklet i samarbejde med dygtige spiludviklere.
”Corona-situationen en anledning til at afprøve et nyt og anderledes udstillingsformat, det digitale, som under normale omstændigheder er dømt ude. En arkitekturudstilling handler jo netop om mødet med fysiske tegninger, modeller og materialer, så hvordan kan en digital udstilling erstatte den oplevelse? Svaret er, at det kan den ikke! Men måske kan den noget andet”, siger Karen Kjærgaard, der er kurator og udstillingsansvar på Arkitektskolen Aarhus, og fortsætter:
”Udstillingen består af søjler, som Afgængerne med afsæt i deres projekter har tegnet specielt til udstillingen. Skolen er udstillingens fundament, men de nye arkitekter er de bærende søjler, som fremtidens arkitektur bygger på”.
Temaet for sommerens afgangsudstilling er We Do Architecture, og selvom det tema egentlig var valgt inden COVID 19-nedlukningen, har temaet nu fået en ny betydning:
”We Do Architecture var egentlig tænkt i betydningen ’vi tegner, bygger modeller og eksperimenterer,’ men udtrykker nu mere et ønske, et håb: Vi vil gerne ud at praktisere. Og de nye arkitekter parate til at finde løsninger på problemer, der endnu ikke er formulerede”, forklarer Karen Kjærgaard.
Selvom man fra skolens side selvfølgelig havde drømt om at kunne bevare den traditionsrige afgangsudstilling, ser rektor Torben Nielsen også en række styrker i det nye digitale format:
”I den periode hvor de nye arkitekter har arbejdet med deres afgangsprojekter, har meget ændret sig på kort tid. De har fået disrupted deres uddannelse, det samme gælder for underviserne i deres vejledning. Der er udviklet nye samarbejdsmetoder studerende imellem og mellem studerende og vejleder. En digital udstilling afspejler på den måde meget godt de arbejdsvilkår, der har været for vores dygtige dimittender, der siden den 12. marts udelukkende har fået vejledning digitalt.”, siger Torben Nielsen og fortsætter:
”Samtidig er den digitale udstilling en håndsrækning til både studerende, arbejdsgivere og øvrige interesserede. Den giver nemlig mulighed for at mange flere kan se hvad den enkelte har produceret og arbejdsgivere kan i ro og mag se hvad vores kandidater kan. Jeg er imponeret over det store samfundsengagement, der vises i projekterne gennem skabelsen af arkitektur der giver mening.”
Den digitale afgangsudstilling åbner tirsdag d. 1. juli klokken 12.00 på skolens hjemmeside. Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE