2023 bliver arkitekturens år
København bliver arkitekturhovedstad i 2023 og skal sammen med international arkitekturkongres vise dansk arkitektur og byplanlægning frem for hele verden.
07.05.2020
København bliver arkitekturhovedstad i 2023 og skal sammen med international arkitekturkongres vise dansk arkitektur og byplanlægning frem for hele verden.
07.05.2020
København bliver som den anden by nogensinde UNESCO World Capital of Architecture i 2023. I samme år afvikles arkitekturkongressen World Congress of Architects med deltagere fra hele verden. Arkitektskolen Aarhus er partner i kongressen og er med til at sætte fokus på arkitekturens værdi i samfundet.
Den 5. maj sagde Københavns Kommune ja til at være UNESCO World Capital of Architecture i 2023. Det er en ny titel, som International Union of Architects (UIA) og UNESCO har stiftet, og som tilbydes den by, der er vært for UIA World Congress of Architects (UIA 2023 CPH), som holdes i København i 2023.
Med Københavns rolle som arkitekturhovedstad får Danmark et vindue til at vise arkitektur og byplanlægning frem for hele verden. Arkitekturkongressen, som bliver et af højdepunkterne i løbet af arkitekturåret, forventes at tiltrække 10-15.000 internationale arkitekter og fagfolk. Temaet er FN’s 17 verdensmål og bæredygtig udvikling, og kongressen ønsker at involvere studerende og nyuddannede mest muligt.
”Udnævnelsen af København som arkitekturhovedstad og Danmarks rolle som vært for en international arkitekturkongres i 2023, er en tydelig anerkendelse af dansk arkitektur. Det skal vi bruge til at sætte ekstra fokus på den værdi, arkitektur og de arkitekter, vi uddanner, skaber for den enkelte og for vores samfund,” siger rektor Torben Nielsen.
Titelåret som verdens hovedstad for arkitektur vil blandt andet blive foldet ud af Københavns Kommune i tæt samarbejde med UIA, UNESCO og sekretariatet bag UIA 2023 CPH. Derudover lægges der op til etablering af en partnerskabsplatform, som skal sikre events, eksperimenter og forskning med uddannelser, virksomheder og kreative talentmiljøer som medskabere.
Arkitektskolen Aarhus fungerer som partner i UIA CPH 2023 og skal være med til at udvikle og gennemføre kongressen. Skolen bidrager blandt andet med en større forskningsindsats, hvor en række af skolens forskere er involverede.
”På Arkitektskolen Aarhus glæder vi os til det videre samarbejde frem mod 2023 og til at vise danske arkitekters arbejde med bæredygtig udvikling og byudvikling frem for hele verden”, siger rektor Torben Nielsen.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE