01.10.2018 / Nyhed
Vand har altid været essentielt for vores civilisation, men hvordan forbereder vi os på en fremtid, hvor øget nedbør giver oversvømmelser og udfordringer for byudviklingen? Det har Katrina Wiberg set nærmere på i sit Ph.d.-projekt, og hun har netop modtaget Statens Kunstfonds Dristighedspris for, med afsæt i sin forskning, på fornyende og modig vis at skabe almen interesse for arkitekturens kvaliteter.
Om Katrina Wiberg og projektet skriver Statens Kunstfond:
”Hun har modigt insisteret på at skabe forståelse for, hvordan landskab med fordel kan danne rettesnor for hvor og hvordan, vi overordnet bygger byer. Hun rækker ud til en bredere offentlighed gennem videoindlæg, udstillinger og ved at henligge sig Ph.d.-forsvar til en offentlig arena – og tage debatten med andre faggrupper”, fremgår det af indstillingen til Dristighedsprisen, der er en ny pris fra Statens Kunstfond, og det er første gang, prisen uddeles. Med prisen følger 50.000 kroner.
”Jeg er meget taknemlig for prisen, det er virkelig motiverende, at de har fået øje på projektet, og jeg håber, at prisen kan være med til at skubbe debatten om hvordan vi udvikler vores byer videre”, siger Katrina Wiberg, der forsvarede sin Ph.d.-afhandling i juni 2018 og er adjunkt ved Arkitektskolen Aarhus.
”Vi glæder os rigtig meget over, at Statens Kunstfond har tildelt denne pris til Katrina Wiberg. På Arkitektskolen Aarhus ønsker vi at engagere os i samfundet gennem vores forskning, og det formår Katrina i høj grad at løfte. Forskning i arkitektur kan være mange forskellige ting, og Katrinas forskning er et godt eksempel på noget, som virkelig er nærværende og relevant for både andre faggrupper og den bredere befolkning”, siger Charlotte Bundgaard, der er forskningschef hos Arkitektskolen Aarhus.
Du kan læse mere om Katrinas Wibergs forskningsprojekt i hendes afhandling, som kan lånes på skolens bibliotek.
KONTAKT
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE