At det blev byplanlægning, der til sidst blev hans hovedinteresse, udsprang af et stærkt og kritisk engagement i den førte by- og boligpolitik. Naturligvis, for enhver seriøs og ambitiøs vision for byudvikling må nødvendigvis udfordre rammevilkårene.
Michael Sten Johnsen besad en stærk karisma som underviser og tegnestueleder. Han fyldte rummet. Og vel var han en decideret han-elefant. En af de sidste. Han gungrede lystigt og effektfuldt i debatter og faglige fora, med sin robuste fysiske pondus som et retorisk aktiv. Men han trampede aldrig nogensinde på nogen, der var svagere end ham selv. I stedet var han en følsom og respektfuld faderfigur.
Som studerende var man aldrig i tvivl om hans ægte interesse i projekterne og hans glæde ved underviserrollen. Trods den autoritative udstråling kom man fuldstændigt i øjenhøjde med ham ved tegnebordet. Her var det altid den faglige genstand, der var i centrum, aldrig den studerendes præstation eller performance. Han gik i den grad efter bolden, og derfor forplantede de faglige dilemmaer sig aldrig til personlige problemer for hans studerende.
I virkeligheden var han en topmoderne didaktiker forklædt som patriark, og en forløber for den eksplorative, objektive og forskningsbaserede tilgang til arkitekturundervisningen, der vinder indpas i dag. På skolen, såvel som på tegnestuen, blev de designmæssige beslutninger truffet i en åben konferering. Sådan opfattede man det i hvert fald som studerende eller medarbejder. Selv om man vidste, at Michael Sten Johnsen ville få det sidste ord, følte man sig tryg nok til at bidrage eller lufte sin tvivl. Og man kunne stole på, at han lyttede for alvor.
Michael Sten Johnsen var en gudsbenådet ’story-teller’. Virtuost afleverede anekdoter stod i kø, når han gav sig tid til at være selskabelig. Men fortællingen var også hans stærkeste våben i kampen om opgaverne. Vandkunsten måtte altid vinde sine opgaver i hård konkurrence på idéer. Han var uhørt konceptstærk, en aldeles fremragende tekstforfatter, og excellerede desuden i en helt særlig tegnestil, hvor de diagrammatisk knivskarpe udkast til byer og bygningers planer og snit blev bamseblødt tegnet op med den bredeste stift han kunne finde.
Han var sjov at arbejde for og med. En drillepind, der elskede at bryde regler og normer, hvilket jo indebar, at man skulle kende reglerne ret godt. Selv havde han fået sin faglige opdragelse på Fællestegnestuen, hvor Viggo Møller Jensen, med en baggrund som PH’s samarbejdspartner, satte en ære i at nedbryde tabuer og god smag. Michael Sten Johnsen parrede med held den kulturradikale mentalitet med næsegrus inspiration fra de allermest uregerlige af de nordiske mestre – Aalto og Lewerentz.
Michael Sten Johnsen har bidraget til dynamikken i dansk arkitektfaglig praksis igennem to menneskealdre. Lad hans faglige passion, nysgerrighed, kritiske sans og forsonende humor være en vedvarende inspiration for en ny arkitektgeneration i en tid, hvor innovation og omstillingsparathed er akut påkrævet!
– Søren Nielsen, arkitekt, partner i Vandkunsten.