arkitektonisk æstetik som katalysator for menneskelig handlekraft
Ph.d.-projekt af Polina Chebotareva
Ph.d.-projekt af Polina Chebotareva
Dette ph.d.-projekt udforsker arkitektonisk æstetik som en katalysator for den menneskelige handlekraft igennem en designproces, der forbinder koncepterne affordances, atmosfære og antropocænen.
Både æstetik og den menneskelige handlekraft er forstået ud fra perceptionsteorier. Æstetik er forstået som den multisensoriske perception af omgivelserne – atmosfæren (Gernot Böhme). Den menneskelig handlekraft er forstået som perception af nye handlemuligheder – affordances (James Gibson).
Projektet følger en koncept-drevet research through design-metodologi. Designprocessen udforsker forbindelsen mellem koncepterne affordances, atmosfære og antropocænen. Denne forbindelse undersøges både igennem form og materialer og teoretisk analyse. På denne måde arbejder projektet med det brugbare aspekt af teori (Jane Rendell).
Research through design-processen kulminerer med installationen ‘Urban Carpet’. Urban Carpet er designet i samarbejde med Elias Melvin Christiansen og var installeret på øen midt i fodgængerovergangen foran Banegårdspladsen i Aarhus som del af Aarhus Festuge 2018.
Urban Carpet er en tynd membran af små stykker Doulas fyrretræ, som er vævet sammen med en metaltråd og brændt på overfladen for at opnå et subtilt og nuanceret æstetisk udtryk. Installationen er mindre en 2mm høj og følger trafikøens landskab. Den giver en svag duft og laver en afdæmpet lyd, når man går over den.
Observationer af Urban Carpet har vist fire effekter på menneskers perception: Mennesker interagerede med installationens overflade med deres fødder, brugte mere tid på trafikøen, gik på tværs over trafikøen og interagerede med siderne af de to forhøjninger på øen.
Disse observationer illustrerer, at multisensoriske interaktioner (æstetik) med installationen gjorde mennesker mere bevidste om deres omgivelser, stimulerede udforskende adfærd og perceptionen af nye handlemuligheder (menneskelig handlekraft).
Generelt bidrager research through design-processen med designviden om en perceptionsteori-drevet designproces og ny viden om den teoretiske forbindelse mellem koncepterne affordances, atmosfære og antropocænen.
Forskningsprojektet bidrager til en ontoetisk tilgang til arkitektur og en tværfaglig critical spatial practice.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE