NEKROLOG: MOGENS BRANDT POULSEN

Forhenværende rektor ved Arkitektskolen Aarhus 1985-1991, Mogens Brandt Poulsen, er død. Vi bringer her en nekrolog ved forhenværende professor, Jan W. Hansen.

05.08.2024

Med Mogens Brandt Poulsens død har dansk arkitektur mistet en stor personlighed og en markant faglig profil.

Mogens repræsenterede en arkitektfaglighed forankret i håndværkets og kunsthåndværkets saglighed og soliditet kombineret med en personlig, kunstnerisk nerve, en arkitekttype som i erhvervets nutidige mere hårdtslående medie- og managementkultur eller i forhold til arkitektskolernes universitært-teoretiske aspirationer er på vej til faglighedens frilandsmuseum.

Fhv. rektor ved Arkitektskolen Aarhus, Mogens Brandt Poulsen. Privatfoto.

Denne baggrund (plus måske det lidt bløde fynske) prægede både hans væremåde og hans omfattende virke som arkitekt, kunstner, underviser og leder samt arkitekturformidler: forfatter, udstiller, oplægsholder, m.m.

Mogens var uddannet maler, hvilket var pinligt tydeligt, når man lejlighedsvis kunne sammenligne egne smørerier med hans perfekte maling af eget hjem, eller når han flashede sine færdigheder ud i marmorering med svamp på en af arkitektskolens vægge, en malerfaglig disciplin der formodentlig også er ved at gå i glemmebogen.

Malerfagligheden har sikkert også været grundlaget for hans omfattende kendskab til og sans for farver, som bl.a. kom til udtryk i hans mange, meget fine og smukke akvareller malet gennem hele livet indtil til de allersidste år, hvor det kneb.

Efter sommerferien kom Mogens i mange år ofte hjem fra sit ophold på den nøgne Harboøre Tange med en serie akvareller af strand, hav og horisont inddampet til ganske få vandrette vådt i vådt-baner i sarte gråtonede nuancer. Minimalistisk enkle men sofistikerede og beherskende motivets varierende facetter af lys og skygge, vind og vejr på en overbevisende måde.

Det kunstnerisk raffinerede, lidt gråtonede sinistre var i det hele taget Mogens´ fortrukne palette, hvilket også prægede malerier og grafik hjemme hos ham selv og på hans kontorer på arkitektskolen.

Det prægede dog ikke hans mentalitet. Han var en lun og humoristisk mand med sans for det gode sanselige liv. Det kom bl.a. til udtryk i hans kendte forvandling af en præcis, teknisk projektionstegning til kunstnerisk grafik i form af ”plan, snit og opstalt af et stykke dyrlægens natmad med sky”, herunder en detailtegning af skyen.

Originalen liver stadigvæk op hjemme hos mig selv og var i mange år underlægsserviet i arkitektskolens kantine i udgaven: ”æggemad med gaffelbitter”.

Synkront med håndværket var Mogens´ grundlæggende arkitektoniske opfattelse funderet i den danske funktionelt-modernistiske tradition, hvor respekten for det funktionelle, forståelsen for materialernes og konstruktionernes egenskaber og ærlighed plus den sociale indfølingsevne var afgørende parametre.

Traditionsbevidstheden lukkede dog på ingen måde af for nye idéer og arkitektoniske tendenser, der kunne inspirere eller indoptages i den funktionelt-modernistiske byggeskik, men Mogens hoppede aldrig med på strømmen af nye ismer blot for sensationens skyld eller for at være med på beatet hos de studerende. Isme-sprællemand er en rolle, man som underviser i arkitektur ellers let kan risikere at glide ind i.

Mogens faldt fint ind når afdelingens lærergruppe af litterater og arkitekter flippede ud med frie arkitektoniske fantasier og vilde, urealistiske visioner, men han var altid god til at få tingene tilbage på sporet igen. Det gjaldt f.eks. også de projekter, vi lavede i den korte periode med fælles tegnestue i Vestergade, inden Per Kruse, Gøsta Knudsen, Mogens og undertegnede blev suget ind på arkitektskolen.

Tegnestuens tæt-lav-konkurrencer i 70’erne, hvor de tre tegnestuer: Tegnestuen Vestergade, (os), Tegnestuen Søndergade, (Gulddrengene) og Vandkunsten skiftedes til at vinde hver for sig eller sammen, blev ofte omsat fra snak og løse udkast til realistisk form, når Mogens var blevet tilstrækkeligt irriteret eller utålmodig og satte blyanten til papiret.

De store armbevægelser eller oratoriske agitationer var ikke Mogens´ stil. Det var mere evnen til at lytte, samle modstridende synspunkter og tilgodese de flestes interesser, der gjorde ham både til en god underviser og leder af afdelinger og til rektor for arkitektskolen fra 1985 til 1991.

Selv om processen med at kombinere og kompromisse de mange hensyn til tider kunne blive så kompleks fra hjerne til mund, at udsagnene blev noget uldne og vanskeligt oversættelige, var det ikke desto mindre nok denne evne, der gjorde det muligt at gennemføre en ny stillingsstruktur på skolen, svarende til de øvrige højere læreanstalters på trods af en meget selvbevidst og altid skeptisk lærerstab.

Forpligtelsen til at sætte sig grundigt ind i tingene, tålmodigheden til at lytte og forstå den enkelte studerendes præmisser samt evnen til at forstå opgavens og det præsenterede projekts hele kontekst og stedlighed gjorde ligeledes Mogens til en god lærer og tegnebordsunderviser.

Parallelt med sit virke som underviser og leder stod Mogens som initiativtager til og i mange år for en stor del af skolens udstillingsvirksomhed, bl.a. med det formål at gøre arkitektskolen til en synlig, aktiv del af den århusianske og danske arkitekturoffentlighed.

Det resulterede i en lang række store og smukke udstillinger formidlende hele det arkitektoniske spektrum fra møbel- og bygningskunst til bybygning samt meriterede arkitekter eller foto- og tegnekunst. Alt præsenteret i en ramme af rolig saglighed og stilfærdig grundighed, igen med rod i den danske funktionelle tradition indenfor møbelkunst og design.

Det samme gør sig gældende for både indhold og lay-out i de publikationer han gennem årene stod for, hvilket man ved selvsyn kan erfare ved at åbne hans sidste bog om århus-arkitekten Høgh Hansen.

Efter Mogens´død (som efter hans eget ønske blev lige så diskret og privat som hans personlige ageren) lever erindringen om hans markante tilstedeværelse som en dygtig, kreativ arkitekt, der har sat sit præg på dansk arkitektur gennem sit virke, herunder faglige aftryk på et par generationer af unge arkitekter og dertil personligt som en både god kollega, kompagnon og mangeårig inspirerende, hjælpsom ven.

– Jan W. Hansen.