Skolens nye rektor bød velkommen til en ny arkitektuddannelse
Rektor Kristine Leth Juul talte om arkitektens superkræfter, da hun sammen med skolens undervisere og studerende tog hul på et nyt studieår.
02.09.2024
Rektor Kristine Leth Juul talte om arkitektens superkræfter, da hun sammen med skolens undervisere og studerende tog hul på et nyt studieår.
02.09.2024
Det store Mock Up-lokale var fyldt, og en mindre skov af parallellinealer vidnede om, at skolens studerende var klar til at gøre deres indtog på tegnesalene, da arkitektskolens nye rektor, Kristine Leth Juul, for første gang kunne byde velkommen til et nyt studieår mandag d. 2. september.
I sin tale til skolens studerende og ansatte fokuserede Kristine Leth Juul på arkitektens superkræfter:
”(…) Det, som kommer efter, har en helt utrolig kraft. Når forslaget eller skitsen ligger klar – og alle de mange tanker og ord er blevet samlet til noget konkret, fysisk og rumligt.
Det er en helt særlig evne at kunne tegne nye fremtider – og det er det vi kan som arkitekter eller kommende arkitekter.
Og vi kan gøre det på en måde, så andre mennesker med det samme kan forstå det og måske endda næsten mærke, hvad vi mener,” sagde hun og betonede også, at der med superkræfter også følger et særligt ansvar, når planeten er i fare.
”MEN – hvis vi bruger vores superkraft, kan vi faktisk være med til at tage ansvar for vores galakses fremtid. Fordi vi har evnen til at forestille os, hvilken verden vi ønsker, og hvordan vi kan bygge videre på den, vi allerede har. Vi kan tegne en verden, vi kan glæde os til. Vi skal skabe en arkitektur, der er smuk, velfungerende og holdbar – både her og nu, men også med tanke på de ændringer, der vil blive nødvendige over tid. Vi skal skabe bygninger, byrum, byer og landskaber af så høj kvalitet, at de kan overleve i århundreder. Og vi kan gøre det på en måde, der beskytter jordens ressourcer – og tager solidarisk hensyn til både mennesker på andre dele af kloden og vores natur.”
Kristine Leth Juul forklarede også, hvordan arkitektuddannelsen er blevet tilpasset for at imødekomme de nye krav og udfordringer, verden står overfor.
“For at kunne gøre dette bedst muligt, har vi gennem de seneste to-tre år arbejdet med at tilpasse arkitektuddannelsen. Det betyder, at I i dag alle møder op til en fornyet arkitektuddannelse, der er ambitiøs på mange områder.,” sagde hun.
Den nye ramme om arkitektuddannelsen betyder blandt andet, at alle studerende starter semesteret med seks ugers kurser, inden de kaster sig over projektarbejdet. Samtidig er der lagt et øget fokus på transformation.
”Ændringerne bliver meget tydelige, når I i dag starter på kurser, der varer de næste 6 uger.
I vil arbejde på tværs af årgangen og samles om centrale tematikker som Landskabet, Byen eller Boligbyggeriet. Disse emner er så vigtige, at vi mener, de skal være en del af et nyt fundament i fremtidens arkitektuddannelse,” sagde Kristine Leth Juul og fortsatte:
” Efter de seks uger begynder projektundervisningen i Atelierer, som vi nu har valgt at kalde det, I før har kendt som units eller studios. Det er del af uddannelsen, som I kender, men som alligevel vil være anderledes. Forløbet er nu kortere, og intentionen er at skabe et mere fokuseret læringsmiljø, hvor ideen er, at I kan fordybe jer helt i jeres projekter uden at skulle forholde jer til tværgående aktiviteter”.
Derudover er der lagt et stort fokus på transformation gennem hele bacheloruddannelsen, og Kristine Leth Juul mener, at fremtiden vil kræve flere ombygninger, renoveringer og restaureringer end nybyggerier.
“Alle bachelorstuderende afslutter derfor deres uddannelse med en transformationsopgave, så hvert år vil der blive præsenteret 110 projekter fra skolen, som undersøger netop dette område,” sagde rektor Kristine Leth Juul i sin velkomsttale.
Det var dog ikke kun lutter roser, der blev delt ud fra ståltrappen, hvor Kristine Leth Juul bød velkommen til det nye studieår. Den nye rektor talte også om, hvordan skolen tidligere har haft en trist danmarksrekord i stress blandt de studerende. Stress og mistrivsel var en slags kryptonit i modsætning til arkitekternes superkræfter. Hun glædede sig dog over, at de nyeste målinger viser, at antallet af studerende, der oplever stress på studiet, er halveret.
“Når jeg siger, at mistrivsel er vores kryptonit, er der heldigvis også en modgift. Jeg tror stærkt på, at modgiften er det fællesskab, vi har her – et fællesskab, som vi alle er med til at skabe hver eneste dag. Vi har en helt fantastisk studiekultur, som er misundelsesværdig, og det er svært ikke at prale af den. Det blev ikke nemmere, da vi sidste lørdag modtog prisen for Byens Bedste Studiemiljø,” sagde hun blandt andet, inden hun sluttede sin tale med ordene:
“Lige om lidt begynder et helt vildt spændende nyt studieår – et historisk år, hvor vi træder ind på en ny sti mod fremtidens arkitektuddannelse.”
Kristine Leth Juuls tiltrædelse som rektor festligholdes ved en reception torsdag d. 5. september kl. 15.00 på Arkitektskolen Aarhus – alle er velkomne.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE