Nekrolog: Nik Hyllestad (1947-2025)

Torsdag d. 27. marts døde forfatter, foredragsholder, underviser, konsulent, tømrer og arkitekt Nik Hyllestad i sit hjem ved Norsminde, omgivet af sin familie. Vi bringer her en nekrolog af lektor Niels Park Nygaard.

11.04.2025

Som praktiserende arkitekt var Nik rådgiver på en lang række projekter, også nogle meget krævende og specielle, både i Danmark, i Nordatlanten og i troperne. Det var dette virke, der, sammen med forudgående år som tømrer, bl.a. i Den Gamle By, lagde grunden for hans omfattende kundskab og praktiske kunnen. Her er det dog Niks virke og betydning som lærer i bredeste og mest basale forstand, det skal handle om.

Nik Hyllestad høvler. 2016. Foto: Niels Park Nygaard.

Nik kerede sig om sprog, og han skrev som han talte, i et formfuldendt rigsdansk af korte, præcise og musikalske sætninger i roligt tempo. Man kan høre hans stemme, når man læser ham, og heldigvis var han forfatter til en lang række skrifter:

Omfattende og grundige bygningsarkæologiske rapporter, men også korte, humoristiske, men præcise og fagligt kompakte artikler med pointer, der er mere aktuelle end nogensinde. Nik insisterede særligt på vigtigheden af et rigt og præcist byggefagligt ordforråd: dette for at kunne kommunikere ordentligt med håndværkere på en byggeplads, men lige så meget på grund af den kulturhistoriske rigdom og de etymologiske nuancer en fagsproglig bevidsthed kaster af sig.

Artikler som ”Trætradition i dansk byggeskik” (i Konstruktøren , juni/juli 2000) og ”Byggesprog og bygningsord” (i By og Land, nr. 54/2002) er gode steder at begynde, hvis man vil lære Niks oplysnings- og dannelsesambition for arkitekter og byggeriets øvrige tekniske rådgivere at kende.

Gennem mange år fungerede Nik som forelæser og løst ansat underviser på Arkitektskolen Aarhus; ikke kun på det restaurerings- og kulturarvsfaglige område, men også indenfor generel materialelære og bygningskunst. Her var han en vigtig dannende faktor for hundredvis af studerende, der i korte forløb lærte ufatteligt meget om træ og andre materialer, og om hvordan bygninger egentlig fungerer.

Alt sammen byggende på en dyb indsigt i kulturhistorien, i håndværk, og i den naturlige verden og dens processer. Og de studerende sugede til sig og følte de fik et kig ind i noget vigtigt og afgørende. Nik var nemlig en karismatisk og dygtig formidler, men det var ikke det vigtigste. Han var et varmt og imødekommende og generøst menneske, der tog sig tid til de studerende og delte ud af en både dyb og omfattende indsigt og ægte interesse. Dette, sammen med en evne til at koble mange forskellige vidensområder (historie, biologi, etymologi, bygningsfysik, konstruktionslære osv. osv.) på en sømløs og dybt meningsfuld måde, gjorde ham uforlignelig som underviser og samtalepartner. Og så var han sjov, hylende morsom!

Man kan, med en vis ret, sige, at Niks bortgang er et uerstatteligt tab for arkitektuddannelsen, for faget og for byggeriet. Særligt nu, hvor relevansen af førindustrielle og før-teknokratiske indsigter og kundskaber for alvor bliver synlig igen i forbindelse med det såkaldt biogene byggeri. Se fx, hvad Nik skrev for 25 år siden i tidsskriftet Konstruktøren: ”Det faktum, at træ nedbrydes af organismer og kemiske forhold er samtidig den kvalitet ved materialet, at det kan gendannes i naturen”. Ingen trænedbrydende svampe og bakterier, ingen skov, ingen tømmer.

Og jo, det ville have været godt, hvis mennesker som Nik blev mindst 160 år. Der er nu ingen grund til klage og fortvivlelse; det ville Nik også have syntes var noget pjat – selvom vi er mange der vil savne ham. Ud over de mange studerende, der allerede har fået noget viden og fået vakt en interesse og en følelse af retning, har Niks ældste søn, Sigmundur, for længst taget stafetten med dygtighed og gjort den til sin egen.

Så de kommende hold af studerende er i gode hænder hvad angår materiale- og konstruktionslære i et kulturhistorisk vidtspændende perspektiv. Nu gælder det bare om at huske at bruge ham. Flere af de dygtigste håndværkere, jeg kender, har, ligesom jeg selv, opsøgt Nik igen og igen for at lære – det var heldigvis nemt at få Nik til at snakke og fortælle, og vi fortæller gerne videre. Endelig er der et par mere omfattende bogudgivelser på vej fra Niks og Sigmundurs hænder, som vi kan se frem til. Og så kan vi glæde os over, at han var her, og at vi lærte ham at kende og lærte af ham.

Æret være Nik Hyllestads minde!