Den skrivende arkitekt
Line Vestergaard Cramer bruger sin praktik på et arkitekturmagasin i stedet for en tegnestue – for at gøre arkitekturen tilgængelig for flere.
11.04.2025
Line Vestergaard Cramer bruger sin praktik på et arkitekturmagasin i stedet for en tegnestue – for at gøre arkitekturen tilgængelig for flere.
11.04.2025
Hvordan ser en praktikperiode ud, hvis man brænder for at skrive lige så meget som for at tegne? For arkitektstuderende Line Vestergaard Craer var svaret at gå en anden vej – helt bogstaveligt. I stedet for at søge praktik på en klassisk tegnestue, tog hun fat i et arkitekturmagasin.
“Jeg har brugt skriftlighed meget i min studietid, og da jeg skulle i praktik, kunne jeg ikke se mig selv på en almindelig tegnestue. Jeg havde lyst til at bruge mine skrivekompetencer og åbne arkitekturens verden for andre,” fortæller Line Vestergaard Cramer, der lige nu er i praktik hos magasinet arkitektur/design, som en del af sit sjette semester på Arkitektskolen Aarhus.
I praktiktiden har hun fået muligheden for at blive temaredaktør på juni-udgaven af magasinet arkitektur/design, der holder til i København. Her skriver hun både om arkitektur og design, og selvom der naturligvis er pligthistorier, er der også plads til, at hun kan kaste sig over egne projekter. Hun har blandt andet skrevet en historie om hvordan antallet og populariteten af boligprogrammer på TV tyder på, at danskerne forstår værdien i at transformere gamle bygninger.
”I min praktik mærker jeg virkelig, hvad der rører sig. Jeg har lært meget om den aktuelle diskurs i branchen og er blevet bedre til at stille mig kritisk over for de flotte udmeldinger, tegnestuerne kommer med,” fortæller hun og fortsætter:
”Ord kan noget. Ord kan starte en samtale – hvor tegninger ofte skaber stemning. Det er ikke alle, der forstår en plan eller en snittegning – men hvis man skriver om arkitektur på den rigtige måde, så kan alle være med. For mig handler det om at gøre arkitekturen tilgængelig for alle – ikke kun for dem, der allerede er inde i faget.”
Den ambition – at gøre arkitektur tilgængelig – er central for Line Vestergaard Cramer. Hun oplever, at faget nogle gange taler i sit eget sprog og lukker sig om sig selv:
“Inden for arkitekturen er der tit en distance til resten af verden. Vi bruger et sprog, som nemt skaber afstand i stedet for kontakt. Det er vigtigt for mig, at ikke-arkitekter også forstår, hvad jeg laver.”
Derfor er hendes blik rettet mod formidlingen. Ikke som en ekstra disciplin ved siden af faget – men som en integreret del af det at være arkitekt. Og for Line handler det også om noget helt konkret og personligt:
“Jeg har haft min mor med til alle mine eksamener. For mig er det vigtigt, at det, jeg laver, også giver mening for hende. Hvis hun forstår det, så ved jeg, at jeg har ramt noget, der både taler til fagfolk og til mennesker uden for arkitekturens verden,” siger hun.
Line Vestergaard Cramer har ikke altid vidst, at hun ville være arkitekt. Faktisk kom hun til faget ad en lidt utraditionel vej. Hun har tidligere arbejdet i teaterverdenen, men hun kommer fra en håndværkerfamilie – så det var ikke uvant for hende at tænke over konstruktioner og bygninger.
“Jeg vidste ikke meget om skolen og studiet, da jeg tilmeldte mig optagelsesprøven. Jeg kunne ikke tegne, men jeg var vant til at tænke og arbejde kreativt. Jeg tror, det var dét, der bar mig igennem.”
Da hun begyndte på studiet, oplevede hun, at nogle af hendes medstuderende var foran – især dem, der havde gået på forberedelseskurser og kendte sproget og begreberne i forvejen.
“Der var mange ord og begreber, jeg ikke kendte. Jeg følte mig lidt bagefter i starten. Men jeg trivedes virkelig godt i miljøet og nød at være på skolen.”
Det var netop skolens frie og projektorienterede undervisning, der gav hende mod til at finde sin egen vej – både i studiet og i praktikken. At gå praktikvejen som skrivende arkitekt har ikke været en løsning, der stod klar og oplagt. Tværtimod. Line måtte selv tage initiativ og række ud, for der var ingen færdig sti at følge.
“Det var bestemt ikke den gængse vej at ville være skrivende arkitekt. Jeg måtte selv være opsøgende undervejs. Der var ikke nogen, der havde gjort det før mig, så jeg måtte selv skabe vejen.”
Hendes faglige forankring som arkitektstuderende har dog givet hende mod og tryghed til at kaste sig ud i det. Og hun er ikke i tvivl om, at skriftlighed også kommer til at fylde i resten af hendes studietid – og forhåbentlig også efter.
“Jeg er helt sikker på, at det at skrive kommer til at spille en endnu større rolle i mit virke som arkitekt. Jeg håber, jeg får mulighed for at skrive endnu mere – både på skolen og udenfor. For mig er det en måde at tage faget alvorligt og samtidig gøre det tilgængeligt for flere,” siger Line Vestergaard Cramer.
Her kan du læse nogle af Lines artikler:
Arkitektstuderende skal designe Roskilde Festivals togstation.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE