Making the invisible visible, VOL. 2
Hver dag sker der noget særligt i undervisningen – engagerende forelæsninger, inspirerende workshops og ny læring. De mange gode fortællinger fortjener at blive delt, så de kan inspirere endnu flere.
Kom og oplev udstillingen ’Making the invisible visible, VOL. 2’, hvor Didaktisk Laboratorium igen giver plads til de mange gode undervisningsfortællinger fra Arkitektskolen Aarhus.
Gennem 13 interviews foretaget af studerende Ida Bjerga, træder inspirerende undervisning frem i lyset. Underviser Trine Johansen Koch peger på, at progression og sammenhæng er helt afgørende og at bacheloruddannelsens didaktiske logik ligger i at udvikle hele den kreative proces fra landskab, til by, bolig og detalje. Og for underviser Robert Trempe er undervisningen stærkest, når vi eksperimenterer. Også selvom nye formater ofte gør os tvivlende, før de åbner for bedre måder at arbejde på.
Udstillingen rummer også refleksioner over undervisning som kuratering og bevægelse. Kurator Karen Kjærgaard beskriver sin kuratering og udstillingspraksis som det at designe øjeblikkets arkitektur, at skære det overflødige fra, så fortællingen kan ånde. Et didaktisk greb, der ikke er statisk, men performativt og i konstant udvikling.
Kom forbi til finissage, snacks og drinks onsdag den 25. februar kl. 16 i Biblioteket, 1. sal, hvor Karen Kjærgaard holder en talk om udstilling som didaktisk greb med titlen ’When Attitude Becomes Form´. Der vil være oplæsning af udvalgte passager fra de 13 aviser.
Udstillingen er åben fra den 5.– 27. februar og kan ses i skolens åbningstid.
Making the invisible visible, VOL. 2 