Forskning i virkeligheden
Forskningsprojektet tager udgangspunkt i Sygehusgrunden som et levende laboratorium. Forskerne skal arbejde direkte på stedet og sammen med de mennesker og aktører, der er en del af områdets udvikling.
Det særlige ved projektet er dermed, at forskningen ikke alene skal analysere transformationen, men bidrage til udviklingen i tæt samspil med de aktører, der er med til at forme stedet.
”Vi står midt i den fase, hvor de store visioner for Sygehusgrunden skal blive til konkrete beslutninger om bygninger, materialer og byliv. Når vi bevarer omkring 9/10 af bygningerne, er der ingen færdige opskrifter at følge. Derfor er det værdifuldt at have forskere med på stedet, som kan hjælpe os med at stille de rigtige spørgsmål undervejs. Det gør vores beslutninger bedre, og det betyder også, at erfaringerne fra Holstebro kan komme andre byer til gavn,” siger Finn Skov, direktør i Arealudviklingsselskabet Sygehusgrunden.
Et centralt spørgsmål er, hvordan områdets eksisterende kulturmiljø kan bruges som en aktiv ressource i udviklingen af den nye bydel. Det handler ikke alene om, hvad der skal bevares, men om hvordan eksisterende bygninger, materialer, landskab, fortællinger og relationer kan skabe grundlag for nye kvaliteter.
Samarbejdet er samtidig usædvanligt ved, at forskningen foregår i tæt samspil med hele det økosystem af aktører, der er omkring Sygehusgrunden: Arealudviklingsselskabet, Holstebro Kommune, Færchfonden, Aksel Nørgaards Fond, de udviklere og rådgivere, der skal realisere den nye bydel, samt civilsamfund, borgere og lokale kulturaktører.
”Sygehusgrunden giver os mulighed for at undersøge transformation på en helt anden måde, end man typisk gør i forskningen. Vi kan følge udviklingen tæt på og være i dialog med både udviklere, kommune, borgere, rådgivere og lokale aktører. Det gør det muligt at undersøge, hvad der faktisk sker, når man forsøger at transformere et eksisterende sted og samtidig skabe noget nyt,” siger Mogens A. Morgen, professor ved Arkitektskolen Aarhus og projektleder på forskningsprojektet.
Forskerne skal gennem projektets tre år undersøge, hvordan stedets materielle og immaterielle ressourcer kan forstås og aktiveres i transformationen. Ambitionen er samtidig at udvikle metoder, der kan bruges i andre byomdannelser.
Fra Holstebro til andre byer
Sygehusgrunden er en konkret case, men forskningsprojektets ambition rækker længere end den enkelte bydel.
Mange byer står over for samme udfordring: Hvordan udvikler man nye kvarterer med udgangspunkt i eksisterende bygninger, landskaber, materialer og kulturmiljøer? Og hvordan kan transformation bidrage til en mere bæredygtig udvikling uden at reducere arkitektur til et spørgsmål om alene at bevare det eksisterende?
Erfaringerne fra Sygehusgrunden skal derfor bruges til at udvikle et metodisk grundlag for en arkitektonisk praksis, hvor transformation bliver en aktiv måde at skabe nye kvaliteter på. Forskerne vil både undersøge de konkrete erfaringer fra Holstebro og arbejde med, hvordan metoderne kan anvendes i andre sammenhænge – i Danmark og internationalt.
På den måde bliver Sygehusgrunden både et konkret sted, der skal transformeres, og et sted, hvor ny viden om fremtidens byomdannelse kan udvikles og afprøves.
”Arkitektskolen Aarhus har et stærkt fokus på transformation, fordi vi skal blive langt bedre til at udvikle videre på det, vi allerede har, frem for altid at begynde forfra. Sygehusgrunden er et helt særligt sted at undersøge, hvad det betyder i praksis. Samtidig er det et projekt, hvor vi kan bringe vores ambition om at være fælles om en smuk og ansvarlig arkitektur i spil sammen med dem, der faktisk skal skabe den nye bydel,” siger Kristine Leth Juul.